Samfund

Danmark er i hybridkrig: - Der er mange, der vil os det ondt, siger ekspert

Der er "mange, der vil os det ondt", lyder det fra manden bag en trusselsrapport.

Danmark befinder sig i en hybridkrig.

Det er meldingen fra Michael Zilmer-Johns, som er protokolchef i Udenrigsministeriet og har stået i spidsen for den gruppe, som har udarbejdet en rapport om truslerne mod Danmark i årene frem mod 2035.

- Vi er udsat for hybride angreb hele tiden. Der er cyberangreb med jævne mellemrum, der er forsøg på at stjæle vores teknologiske hemmeligheder, og der er forsøg på at påvirke vores beslutningsprocesser, og derfor er vi i en hybridkrig, slår Michael Zilmer-Johns fast over for TV 2.

Af den grund er Danmark nødt til at undersøge, om vi er godt nok beskyttet mod den slags angreb, siger han.

Kontrolleret kaos

Hybridkrig kaldes af eksperter for "kontrolleret kaos i et andet land", og den hybride krigshandling kan som regel ikke spores direkte tilbage.

Lækagerne på gasledningerne ud for Bornholm er et eksempel på en hybrid krigshandling, vurderer eksperter, men også cyberangreb, manipulation af den demokratiske samtale og påvirkning af valghandlinger er eksempler på den form for krigshandling.

Der er mange, der vil os det ondt

Michael Zilmer-Johns, protokolchef, Udenrigsministeriet

Hensigten kan blandt andet være at sprede ustabilitet ved for eksempel at splitte NATO og EU, så splid nationalt og søge indflydelse i sårbare lande.

Kan vi som samfund overhovedet beskytte os mod hybrid krigsførelse?

- Det kan vi da. Heldigvis. Ja, vi har mange sårbarheder, fordi vi er et af verdens mest digitaliserede samfund, men vi er også et af de mest effektive. Så det skal vi nok klare. Men det er vigtigt, at vi får tænkt det hele igennem og får afsøgt alle hjørner af de sårbarheder, siger Zilmer-Johns.

Som eksempel nævner han, at Danmark skal sikre, at alle, der leverer kritisk infrastruktur, er forberedt på strømnedbrud, har sikre forsyningslinjer og adgang til de varer og forsyninger, de har brug for.

En ny sikkerhedspolitisk virkelighed

Der er ikke en direkte militærtrussel mod Danmark, men vi er er hele tiden i farezonen på andre områder, sagde statsminister Mette Frederiksen (S), da hun mandag holdt pressemøde om trusselsrapporten.

At vi er under angreb, er der ikke nogen tvivl om

Michael Zilmer-Johns, protokolchef, Udenrigsministeriet

Adspurgt om Zilmer-Johns melding om, at vi i Danmark befinder os i en hybridkrig, anerkender Mette Frederiksen, at der er opstået nye trusler på det seneste.

- Det er en ny sikkerhedspolitisk virkelighed, hvor man ikke alene skal have øjet på det, øjet kan se, men også have en fantasi til at forestille sig alverdens ting, lød svaret.

Zielmer-Johns: - Vi er under angreb

Zilmer-Johns mener, at Danmark bør undersøge "grundigt og systematisk", om vi er tilstrækkeligt beskyttede, når det gælder civil sikkerhed.

- Der er mange, der vil os det ondt. Rusland siger selv, at de er i hybridkrig med os. Det lyder måske dramatisk, men at vi er under angreb, er der ikke nogen tvivl om, siger han.

Ifølge Zilmer-Johns har Danmark et godt cyberforsvar, men vi er alligevel nødt til at sikre os, at samfundet er forberedt på alle andre former for hybrid krigsførelse, mener han.

Af Zielmer-rapporten fremgår en lignende opfordring.

- Med de skærpede trusler mod Danmark inden for hele spektret af hybride angreb er der behov for en systematisk gennemgang af vores samlede civile samfundssikkerhed, lyder det.

- På tværs af hele den offentlige og den private sektor må det sikres, at robuste og gennemøvede beredskabsplaner muliggør opretholdelse af vitale samfundsfunktioner under kriser, naturkatastrofer og hybride angreb.

Det er Regeringens Sikkerhedspolitiske Analysegruppe med Michael Zielmer-Johns i spidsen, der står bag rapporten.

Gruppen blev nedsat af regeringen i 2020 for at analysere den udenrigs- og sikkerhedspolitiske situation frem mod 2035 forud for det kommende forsvarsforlig.

Rapporten skal danne grundlag for det snarlige forsvarsforlig.