Samfund

Dronning Margrethe har undervurderet sin beslutnings konsekvenser: - Det er jeg ked af

Kongehusekspert vurderer, at dronningen gør det helt rette og kalder hendes udmelding "meget speciel".

Det kommer bag på dronning Margrethe, hvor meget beslutningen om at fratage hans børn prinse- og prinsessetitler har berørt prins Joachim. Det skriver dronningen i en pressemeddelelse.

- Jeg har truffet min beslutning som Dronning, mor og farmor, men jeg har som mor og farmor undervurderet, hvor meget min yngste søn og hans familie føler sig berørt. Det gør et stort indtryk, og det er jeg ked af, siger dronningen blandt andet i meddelelsen.

Vanskeligt at finde rette tidspunkt

Dronningen gør det også klart, at hendes beslutning har været "længe undervejs", og at det med hendes 50 år på tronen er "naturligt" både at se tilbage og frem.

- Det er min pligt og mit ønske som Dronning at sikre, at monarkiet til stadighed former sig i pagt med tiden. Det forudsætter indimellem, at der skal træffes svære beslutninger, og det vil altid være vanskeligt at finde det rette tidspunkt, lyder det.

Ifølge Camilla Slyngborg, der er kongehusreporter på TV 2, er netop denne formulering en sigende detalje. For her understreger dronningen, at beslutningen er taget af hensyn til monarkiet.

- Dronningen sagde den anden dag, at det var for børnebørnenes skyld. Her slår hun fast, at det er for monarkiets skyld, siger Slyngborg og henviser til et kort interview med dronningen ved Nationalmuseet onsdag.

Sjældent med så personlig udmelding

Kigger man på pressemeddelelsen generelt, mener Lars Hovbakke Sørensen, der er historiker og kongehusekspert, at dronningen gør det helt rigtige.

- Det ville være helt forkert, hvis hun prøvede at tie det ihjel. Det her er den bedste måde at prøve at komme videre for kongehuset, siger han til Ritzau.

Lars Hovbakke mener derudover, at det er sjældent, der bliver sendt en pressemeddelelse af "så personlig en karakter".

- Det er meget specielt og hænger også sammen med, at det har været diskuteret meget i offentligheden, hvor alle mulige medlemmer af kongefamilien har deltaget, siger han.

Prins Joachim har i et efterhånden ganske omtalt interview med Ekstra Bladet fortalt, at morens beslutning kom bag på ham, og at hans børn ifølge ham er blevet "gjort fortræd".

Han mener derudover tilsyneladende ikke, at han var været tilstrækkeligt involveret i planerne, som altså ifølge dronningen har været længe undervejs.

- I maj fik jeg forelagt en plan, som i det store hele gik på, at når børnene hver især fylder 25, så ville det ske... Athena fylder 11 til januar... Jeg fik fem dages varsel på det her, sagde prins Joachim til Ekstra Bladet.

Adspurgt til forholdet til dronning Margrethe svarede han:

- Det tror jeg ikke, at jeg behøver uddybe her.

Jeg håber nu, vi som familie kan få ro til selv at finde vej igennem denne situation

Dronning Margrethe

Prins Nikolai har også udtalt, at han er i chok over beslutningen, mens grevinde Alexandras presserådgiver har sagt, at dronningens udmelding kom som "et lyn fra en klar himmel".

Senest lørdag lød det fra prins Joachim til B.T, at han ikke havde været i kontakt med sin mor, siden hun onsdag meldte sin beslutning ud.

Samtidig havde han heller ikke haft kontakt til kronprins Frederik eller kronprinsesse Mary, og prins Joachim beskrev forholdet som "kompliceret" og "som det nu kan være".

Fremhæver stolthed over familie

I pressemeddelelsen forklarer dronning Margrethe yderligere, at det indebærer en række forpligtelser og opgaver at bære en kongelig titel.

Det skal fremover påhvile færre medlemmer af den kongelige familie, lyder det.

- Denne tilpasning, som jeg ser som en nødvendig fremtidssikring af monarkiet, ønsker jeg at foretage i min tid, siger dronning Margrethe i meddelelsen og afslutter med, at ingen skal tvivle på hendes stolthed og glæde over hendes børn, svigerbørn og børnebørn.

- Jeg håber nu, vi som familie kan få ro til selv at finde vej igennem denne situation, siger hun.

Onsdag oplyste kongehuset, at dronningen havde besluttet, at prins Joachims fire børn fra januar ikke længere skal benævnes prinser og prinsesse. Men de beholder deres titler som greve og komtesse af Monpezat.

Det gælder for prins Nikolai på 23 år og Felix på 20 år, som prins Joachim har med grevinde Alexandra, samt Henrik på 13 år og Athena på 10 år, som prins Joachim har med prinsesse Marie.