GO'

21-årig anholdt i Panama – risikerede 15 års fængsel

Anna Søby Poulsens familie har kæmpet i måneder for at få hende hjem igen. I alt har kampen kostet dem 1,2 millioner kroner, fortæller de.

Anna Søby Poulsen og veninden, Anne Løvgren Persson, havde siddet otte timer i gate 135 i Tocumen International Airport i Panama, da de kort før afgang blev kaldt over til en anden gate.

Der var bare et kvarter, til flyet lettede med kursen sat mod hjem efter en længere backpackertur i Sydamerika. Men de to unge kvinder gik troligt mod den nye gate.

Her lå deres blå og røde rygsække omringet af et væld af vagter, politi og militær, husker Anna Søby Poulsen i dag.

De to veninder stod intetanende og så deres bagage blive flået ud af taskerne stykke for stykke, indtil en pose med kokablade på 54 gram, som svarer til en almindelig pose løs te, blive trukket op ad Anna Søby Poulsens taske og lagt på bordet.

Kokablade, som Anna Søby Poulsen havde købt i Peru.

Hvad er kokablade?

Kokaplanten vokser vildt i Peru og Bolivia.

Når man tygger kokablade, får man ekstra energi og kan bedre klare højderne uden at blive syg. 

I Peru bruges kokaplanten både til madlavning, te og medicin. 

Kokabladene bruges også til fremstillingen af kokain.

Det er forbudt at sælge kokablade i Bolivia. 

Kilde: Hele Verden I Skole

- Måske de bare lige skulle undersøge bladene og finde ud af, at de er harmløse, husker hun, at hun først tænkte.

Men de kokablade, som 21-årige Anna Søby Poulsen troede var “et uskyldigt ferieminde”, endte med at blive årsagen til hendes værste mareridt, fortæller hun i ‘Go’ morgen Danmark’.

Vi måtte gøre noget for at hjælpe Anna

Palle Søby Eriksen, journalist

Hun nåede kun at sende én besked til sine forældre og kramme sin veninde, inden hun blev lagt i håndjern og ført væk.

Først for 14 dage siden kom Anna Søby Poulsen hjem til Danmark efter en lang kamp for at undgå op til 15 års fængsel i Panama.

En livline i Danmark

Hjemme i Danmark lå Anna Søby Poulsens far, Palle Søby Eriksen, og sov, da telefonen ringede klokken 05.30 onsdag morgen.

Det var hans ekskone, Anna Søby Poulsens mor, der fortalte, at deres datter var i problemer.

Den dag foretog han 90 telefonopkald til blandt andre danske myndigheder, Udenrigsministeriet og venner og familie, fortæller Palle Søby Eriksen:

- Jeg var bekymret, og tænkte, at vi måtte gøre noget for at hjælpe Anna.

Vi står med en regning på 1,2 millioner kroner

Anna Søby Poulsen, sabbatår

Både han og Anna Søby Poulsens mor endte med at rejse til Panama i et forsøg på at hjælpe deres datter.

Blandt andet har de fået hjælp af det danske konsulat og Guardian Security Risk Management, der hjælper danskere i krisesituationer, til at få 21-årige Anna Søby Poulsen tilbage til Danmark, lyder det.

Risikerede 15 års fængsel

Mens hendes forældre forsøgte at skaffe hjælp, var alvoren gået op for Anna Søby Poulsen i Panama, fortæller hun.

Efter to døgn i et arresthus kom hun for en dommer, der for første gang fortalte hende, hvad der var på spil.

Hun var sigtet for international narkotrafik – en forbrydelse, der i Panama kan give mellem 10 og 15 års fængsel.

Ifølge Anna Søby Poulsen brød hun sammen, da hendes advokat lænede sig over mod hende og hviskede:

- Der er nok 80 procent sandsynlighed for, at du kommer i fængsel.

Og han fik desværre ret, fortæller Anna Søby Poulsen.

Hun havnede i et kvindefængsel med omkring 1000 andre kvinder, der sad inde for blandt andet mord, børnepornografi og "rigtig narkotrafik", siger hun.

Kun ved hjælp af en telefon købt på fængslets sorte marked, kunne hun have kontakt til sine forældre fra sin fængselscelle.

- Fængslet var enormt overvældende og kaotisk. Der var så mange forskellige skæbner og mennesker, husker Anna Søby Poulsen.

Et klart formål

I fire måneder har familien kæmpet for at få Anna Søby Poulsen hjem til Danmark.

Ved at skifte advokat lykkedes det dem at indgå en aftale med anklagemyndigheden og få nedsat straffen til fire år, fortæller hendes far, Palle Søby Eriksen.

På den måde kunne fængselsstraffen konverteres til dagbøder på i alt 30.000 danske kroner, og 28. juli blev Anna Søby Poulsen løsladt.

Hun kom til Danmark 19. september.

Anna Søby Poulsen er glad for, at det lykkedes hende at komme hjem, men det har kostet dyrt, fortæller hun.

- Vi står med en regning på 1,2 millioner kroner i sagsomkostninger, og det er den, jeg håber, at vi på en eller anden måde kan finde en løsning på, siger hun.

Familiens venner har startet en indsamling, Projekt Anna, der har til formål at hjælpe familien med de store udgifter.

Anna Søby Poulsens største ønske lige nu er, at hun og familien kan vende tilbage til deres almindelige hverdag igen, og at hendes historie kan hjælpe andre.

- Hvis bare én person undgår at havne i en lignende situation, fordi de har læst min historie, så har jeg gjort det, jeg ville, slutter Anna Søby Poulsen.

Se hele indslaget om den Anna Søby Poulsen lange kamp på TV 2 PLAY.