Mette Frederiksen ser risiko for nye hybridangreb
Angrebene på Nord Stream 1 og 2 viser, at der kan ske ting, som vi slet ikke forestiller os, siger Mette F.
Europa og Danmark står i en alvorlig situation efter angrebene på Nord Stream 1 og 2.
Det fastslår statsminister Mette Frederiksen (S), efter hun lørdag besøgte både den britiske premierminister Liz Truss i London og derefter Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, og EU-præsident Charles Michel i Bruxelles.
- Når der er sabotage på kritisk infrastruktur som gasledninger, så har alle skærpet deres opmærksomhed. Det har jeg fået bekræftet i dag, siger Mette Frederiksen efter lørdagens møder.
Noget de færreste ville have troet
Her har hun også haft lejlighed til at tale i telefon med Frankrigs præsident, Emmanuel Macron.
- Alle er enige om, at det er en alvorlig situation. Det er ikke noget, vi er vant til at se, siger Mette Frederiksen.
Hun henviser til, at de færreste ville havet troet på det, hvis de for en uge siden fik at vide, at der ville komme angreb på gasledningerne Nord Stream 1 og 2.
- Men det er nu den situation, vi befinder os i, siger Mette Frederiksen.
- Vi er sårbare
På den baggrund er statsministeren bekymret for, om der kan komme angreb på anden infrastruktur.
- Der er en sårbarhed i forhold til kritisk infrastruktur. For kritisk infrastruktur er mange ting. Det er både fysisk infrastruktur på energiområdet, men det er også på telekommunikationer og teknologi. Og i det hele taget meget, meget store dele af det moderne samfund.
- Så vi er sårbare, og vi er bekymrede, siger Mette Frederiksen.
Angreb på andet end gasledninger
Hun understreger, at den danske regering derfor er i tæt dialog med andre lande for at kunne sikre beskyttelsen af kritisk infrastruktur og opklare baggrunden for eksplosionerne ved Nord Stream 1 og 2.
Ifølge Mette Frederiksen kan der dog også komme angreb på andet end gasledninger i Østersøen.
- Vi skal have fantasi til at forestille os, at der kan ske ting, som vi ikke har haft fantasi til at forestille os. Eksempelvis at der sker angreb på en gaslinje lige uden for dansk territorium. Dermed er der også en risiko for hybride angreb eller cyberangreb og andet inden for sikkerhedspolitikken i en bred definition.
- Det er en alvorlig tid for Europa, siger Mette Frederiksen.