Prinsesse Benedikte: - Min søster tager kloge beslutninger
Dronning Margrethes beslutning om at fratage prins Joachims børns titler som prinser og prinsesse er ikke faldet i god jord hos familien.
Der har udspillet sig et hidtil uset offentligt drama i det danske kongehus de seneste par dage, efter det blev meldt ud, at prins Joachims børn mister deres titler som prinser og prinsesse efter nytår.
Fredag eftermiddag har endnu et medlem af kongefamilien reageret på dronning Margrethes beslutning. Denne gang er der tale om prinsesse Benedikte, der støtter op om sin søsters beslutning.
- Selvfølgelig er det svært for dem i starten, det er helt klart. Men min søster tager kloge beslutninger, også som dronning, og tænker i fremtiden og ikke lige her og nu, sagde hun til pressen, da hun var mødt op i Hornbæk for at indvie et plejehjem.
TV 2 ville også gerne have spurgt prinsesse Benedikte, om hun kunne forstå prins Joachim og hans børns frustration, men prinsessen havde travlt med at komme videre.
En offentlig konflikt
Det var i onsdags, at kongehuset meddelte, at prins Joachims fire børn får frataget deres titler fra det nye år. I stedet skal de fremover tiltales excellencer eller grever og komtesse af Monpezat.
En beslutning, der ikke faldt i god jord hos prins Joachim og resten af familien, og de har efterfølgende udtrykt deres frustration og uforståenhed over for flere medier.
Ifølge kongehuset har dronningen valgt at fjerne fire af sine børnebørns titler, fordi hun ønsker at "skabe rammerne for, at de fire børnebørn i højere grad skal kunne forme deres egen tilværelse".
Derudover har kongehuset kaldt beslutningen for en naturlig forlængelse af en beslutning i maj 2016, hvor det blev besluttet, at prins Christian som den eneste af dronningens børnebørn forventes at modtage apanage – en årlig økonomisk ydelse, som gives til kongelige personer af staten.
Prins Joachims børn vil stadig beholde deres plads arvefølgen.