Udstødelsen kom som et lyn fra en klar himmel for børnene, siger grevinde Alexandras presserådgiver
Grevinde Alexandras presserådgiver anerkender ikke, at dronningen har taget beslutningen for at hjælpe børnebørnene.
Fra 1. januar 2023 må Prins Joachims børn ikke længere kalde sig prinser og prinsesse.
Det annoncerede kongehuset i en pressemeddelelse onsdag. I stedet skal prins Nicolai, prins Felix, prinsesse Athena og prins Henrik fremover tiltales grever og komtesse af Monpezat.
Beslutningen kommer som et chok for Prins Joachims gren af den kongelige familie, fortæller grevinde Alexandras presserådgiver Helle von Wildenrath Løvgreen til TV 2.
- De er rigtig rigtig kede af det. Det er alle fire børn. Og selvfølgelig også deres forældre – prins Joachim, prinsesse Marie og grevinde Alexandra.
For børnene kom nyheden "som et lyn for en klar himmel", fortæller Helle von Wildenrath Løvgreen.
- De er kede af det. Mange vil måske tro, at det bare er en titel, men det er det ikke for dem. Det er deres identitet. Det er børn, det er unge mennesker, som kun har været prinser og prinsesse hele deres liv, og nu er de det ikke mere. Og det påvirker dem, siger hun med accept fra grevinden.
Presserådgiveren understreger, at grevinde Alexandra selv er for påvirket af kongehusets opsigtsvækkende udmelding til at udtale sig på nuværende tidspunkt.
Anerkender ikke dronningens begrundelse
Beslutningen om at fjerne børnenes titler er ifølge pressemeddelelsen truffet, fordi dronningen "ønsker at skabe rammerne for, at de fire børnebørn i højere grad skal kunne forme deres egen tilværelse uden at være begrænset af de særlige hensyn og forpligtelser, som et formelt tilhørsforhold til kongehuset som institution indebærer".
Men grevindens presserådgiver anerkender ikke, at dronningen har taget beslutningen for at hjælpe børnebørnene.
- Det ved jeg i hvert fald fra grevindens to sønner, at det er ikke sådan, de ser det. De er født sådan her, de har været på "arbejde" med deres forældre fra de var helt små og hele deres opvækst. De bærer den her titel med stor stolthed, siger Helle Von Wildenrath Løvgreen.
Nicolai og Felix har Prins Joachim med grevinde Alexandra. Athena og Henrik har Prins Joachim med sin nuværende kone, prinsesse Marie. Alle fire børnebørn fastholder deres plads i arvefølgen.
Ifølge kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, har beslutningen været åben og længere tid undervejs.
- Prins Joachim har været involveret og fuldt informeret om processen siden 5. maj. Han er løbende blevet orienteret om hele forløbet, siger Lene Balleby til TV 2.