Steffen Jensen, korrespondent på TV 2, fortæller om hvordan hans PTSD-diagnose påvirker hans liv i dag
Samfund

Han måtte løbe ud af biografen, for på lærredet så Steffen Jensen sit værste mareridt

Krigskorrespondenten er flyttet langt væk fra katastrofer og frontlinjer. Alligevel opsøger rædslerne ham hver eneste nat.

Steffen Jensen sad i 2019 i Park Bio i København sammen med sin familie. På lærredet var filmen 'Ser du månen, Daniel?' i gang.

Som korrespondent havde Steffen Jensen arbejdet i Mellemøsten i mange år, men han havde ikke gjort sig mange tanker om, hvordan filmen om den danske fotograf, der sammen med 23 andre udlændinge blev holdt som gidsel af Islamisk Stat i Syrien, ville påvirke ham.

Han plejede ikke at lade sig rive med af dramafilm, der foregik i lande som Syrien, Irak eller Afghanistan. Tværtimod. Han oplevede sjældent, at filmskaberne lykkes med at lave en troværdig kulisse fra de lande, han havde rejst så meget i.

Men filmen om Daniel Ryes gidseltagning var anderledes. Alt virkede så ægte. "Det er fandeme godt lavet", tænkte han.

Det var ikke én specifik scene, der udløste det, men summen af det hele. Lydene. Bødlerne. Omgivelserne, der var så velkendte for Steffen Jensen.

Kvalmen ramte ham først. Så begyndte hænderne at ryste. Steffen Jensen rejste sig i mørket. Han kunne ikke se mere. Han havde det som om, han skulle kaste op. Han løb ud af biografen og vendte aldrig tilbage til filmen.

På en café overfor fik han langsomt ro på nervesystemet igen. Først her gik det op for ham, at historien om Daniel Rye også var filmatiseringen af hans eget ultimative mareridt.

Den fysiske reaktion på filmen var dog ikke ukendt for Steffen Jensen.

Familien vidste ikke, hvilke historier han lavede

I ny dokumentarserie fortæller Steffen Jensen nu åbent og ærligt om de konsekvenser, som hans mangeårige PTSD-diagnose har ført med sig.

De fleste kender ham i rollen som TV 2s mellemøstkorrespondent, men i sin karriere han har også været journalist på Berlingske, Weekendavisen og DR. Han har dækket talrige skelsættende begivenheder som den årelange konflikt mellem Israel og Palæstina, 9/11, krigene i Irak og det arabiske forår.

Han husker selv tydeligt, hvordan den unge Steffen Jensen fik adrenalinsus, når han dækkede verdenshistorie. Det var som narko, han blev både høj og afhængig af. Han vidste måske godt inderst inde, at de frygtelige ting, han så, nok ville lagre sig et sted – men det var sjældent, han mærkede det. Sådan var det i hvert fald i begyndelsen.

Jeg har en familie, der i stor, stor udstrækning accepterer, at jeg nogle gange er hjemme rent fysisk, men ikke er hjemme rent mentalt

Steffen Jensen, Mellemøstkorrespondent, TV 2

Det øgede hans tro på, at han var god til det, han lavede. Han tænkte, at han nærmest måtte være biologisk skabt til at dække de dramatiske begivenheder. Det var ikke alle, der kunne dække krig, som han kunne - og han følte efterhånden, at han var lavet af teflon.

Han rejste ud igen og igen. Til Irak, Afghanistan og Pakistan. Tiden mellem turene brugte han på at restituere og være sammen med sin kone og deres to børn.

I hjemmet i Jerusalem talte de om alt andet end Steffen Jensens arbejde. Han fortalte faktisk aldrig, hvad han oplevede på sine rejser. Både af hensyn til familien, men også til ham selv. Han havde brug for en "oase" – et fristed, hvor han ikke blev konfronteret med de skæbner, han fortalte om i fjernsynet.

Hvad er PTSD?

PTSD er en stressreaktion, som kan opstå efter voldsomme oplevelser som for eksempel krig eller vold, hvor man har følt stærk frygt, rædsel eller hjælpeløshed. Lidelsen har ramt lidt over to procent af den europæiske befolkning. 

Personen med PTSD genoplever ofte den traumatiske situation igen og igen, både i vågen tilstand som flashbacks, og i søvne som drømme eller mareridt.

Han eller hun føler oftest et stærkt ubehag forbundet med alt, hvad der minder om den traumatiske begivenhed.

Kilde: Psykiatrifonden

Han var bange for, at hvis han involverede familien i brutaliteterne, ville han ødelægge den redningsplanke, deres hjem var for ham.

Da Steffen Jensens søn blev voksen og fik et studiejob, hvor han skulle digitalisere nogle af sin fars gamle nyhedsindslag, var han ved at falde ned ad stolen. Han havde aldrig nogensinde set noget af det, hans far havde rapporteret om fra de krigshærgede områder.

Dengang tænkte Steffen Jensen ikke over, hvilke konsekvenser det kunne få, at han sjældent talte om eller bearbejdede sine oplevelser. Muligheden var der ellers.

TV 2 har gennem årene haft en krisepsykolog tilknyttet , som han og hans korrespondent-kollegaer kunne tale med. I dag er det blevet gjort obligatorisk at deltage i en såkaldt debrief, men dengang var det frivilligt. Og Steffen Jensen gjorde aldrig brug af psykologtilbuddet, for han følte ikke, han havde behovet. Han havde stadig sin mentale teflon-belægning, som angst og traumer prellede af på.

Men den teflonbelægning fik ridser i overfladen efter små ti år som korrespondent.

Sammenbrud i køkkenet

En augustdag i 1999 sad mellemøstkorrespondenten over for sin kone i deres køkken, der som altid var roligt – en skærende kontrast til den opgave, han netop var vendt hjem fra:

Et jordskælv i Tyrkiet, som havde kostet 17.000 menneskeliv.

Bunkevis af lig havde ligget klemt under murbrokker. Lugten af fordærvede kroppe sad stadig i hans skæg. Og raseriet i hans krop.

For Steffen Jensen havde fundet ud af, at omfanget af naturkatastrofen var menneskeskabt. Mange af de huse, der var kollapset under jordskælvet, var bygget langt under standard. Bygherrerne havde modtaget bestikkelse.

Han ville dele forargelsen med sin kone over køkkenbordet i hjemmet i Jerusalem, men han kunne ikke. I stedet for ord kom gråden. Han hulkede og kunne ikke gøre historien færdig. Det var anden gang på kort tid, at han ikke kunne kontrollere sin gråd. Første gang havde han været alene i sin bil og måtte køre ind til siden, men nu skete det foran hans kone.

Han havde ikke oplevet at bryde sammen før på den måde. Det var pinligt, synes han. Steffen Jensens kone var forstående. Det havde hun altid været. Men han var selv rystet over sin egen reaktion.

At noget var forandret inde i korrespondenten, stod efterhånden klart for ham. Han opsøgte den gang en lokal israelsk militærpsykolog, som fortalte ham, at han havde PTSD.

Steffen Jensen tænkte, at det ville gå væk med tiden. Det var ikke et problem, når han arbejdede. Han var stærk, og der var stadig masser af historier derude, han skulle fortælle.´

Bange hele døgnet

Derfor var han også med, da TV 2 åbnede et kontor i Bagdad i 2002.

Steffen Jensen var omringet af gode kollegaer, men når han forlod kontoret, fyldte frygten for selvmordsbombere eller gidseltagere. Det kunne ikke ses, når han tonede frem på skærmen, men mentalt blev den altoverskyggende.

Han kunne ikke slappe af på noget tidspunkt. At han var bange ved frontlinjen var måske ikke så overraskende. Men han var også bange på hotellet om aftenen, og inden han faldt i søvn. Selv i søvnen følte han sig bange. Faktisk var Steffen Jensen bange i nærmest alle døgnets timer en måned ad gangen, når han var i Irak.

Når han endelig kom hjem til Jerusalem for at restituere, kollapsede han. Han burde hjælpe til i haven eller i køkkenet. Men han kunne ikke. Han var dødvægt. Han var angst for at skulle afsted igen, og han var angst for ikke at komme hjem i live.

Hans kone Luli Harris-Jensen havde bemærket det længe før. Men for Steffen Jensen tog det tid at erkende, at kravene blev for store i forhold til, hvad hans psyke kunne honorere.

Altid på flugt

I takt med erkendelsen faldt hans lyst til at tage ud og dække krige og katastrofer, og andre, yngre korrespondenter stod på samme tid klar til at tage over.

For fem år siden flyttede han fra Jerusalem til Langeland med sin familie. Her gik det op for ham, at han igennem årene i Mellemøsten havde opbygget det, han selv betragtede som mærkelige rutiner. Handlinger, der var en direkte konsekvens af den frygt, han havde levet med i sit arbejdsliv.

For eksempel parkerede han aldrig en bil med snuden indad. Han bakkede altid ind på parkeringspladsen, så han kunne komme hurtigst muligt afsted.

Når han kørte frem mod et lyskryds med tre spor, lagde han sig altid i et sidespor, selvom han skulle ligeud. Frygten for, at der kunne komme to biler op på siden af ham og omringe bilen, var nok til, at han aldrig vil placere sig i midterbanen.

Han vendte også de skarpe knive i køkkenskuffen med skæret nedad, så familien ikke skar sig på dem. Alt sammen rutiner, han i dag kan ryste på hovedet af. De er i småtingsafdelingen, synes han.

Men så er der også de søvnløse nætter.

Søvnløse nætter

I sekunderne lige inden søvnen genoplever Steffen Jensen nogle af de værste oplevelser fra tiden som korrespondent. Der er særligt én situation, der bliver ved at dukke op.

Det var dengang, han og hans fotograf var i Libanon, tæt på grænsen til Syrien, i byen Aarsal. Byen er central, fordi mange syriske flygtninge kommer igennem den, men den er også berygtet for kidnapninger.

Steffen Jensen og fotografen var færdige med deres optagelser og på vej ud af byen, da de pludselig blev overhalet af en jeep, som kørte ind foran dem og forsøgte at blokere vejen.

Selvom de slap godt fra det, fordi chaufføren lykkedes med at køre fra de potentielle kidnappere i sidste øjeblik, har oplevelsen lagret sig i hans krop.

Det viste sig både i biografmørket, da filmen om Daniel Rye satte en reaktion i gang. Men den viser sig også i soveværelset, når han er ved at falde i søvn.

Så snart billederne fra Libanon dukker op bag øjnene, vågner han med et spjæt. Det er en fysisk reaktion, hvor adrenalinen pumper rundt i kroppen, hvor han er angst for at blive spærret inde, og hvor jagten på nødudgange straks går i gang.

Indimellem sidder han oppe på sit arbejdsværelse til klokken seks om morgenen for at undgå billederne. Det lykkes kun at sove, når han når at blive så træt, at han falder i søvn, så snart han lægger hovedet på puden.

I perioder er det endnu sværere for ham at komme ud af sengen. Det er, når han rammer depressionen. Endnu en gang bliver han dødvægt og ude af stand til at hjælpe til derhjemme.

Sådan kan det være en uge i streg. Men han ved, han altid kommer op igen. Og det er der én altoverskyggende grund til.

Han er fuldstændig overbevist om, at hans familie er skyld i, at han ikke er gået fra forstanden. I stor udstrækning accepterer de, at Steffen Jensen nogle gange er til stede med sin krop, men ikke er hjemme rent mentalt.

Diagnose på dansk papir

Selvom han har haft en PTSD-diagnose siden den israelske militærpsykolog gav ham den for snart tyve år siden, så er det først for nyligt, at han er blevet udredt og har fået papir på det af en psykiater herhjemme i Danmark.

Diagnosen har givet ham afklaring og gjort ham mere bevidst om, at han har brug for professionel hjælp. Han ville dog ønske, der fandtes et quick-fix, for han har det stadig blandet med den behandlingsform, som læger og psykiatere har anbefalet: Psykologtimer og samtaleterapi.

Han vil gerne kunne se en ende på det og er nervøs for at gå ind i det, han forestiller sig, kan blive et endeløst behandlingsforløb.

I stedet bruger han sin tid med familien i rolige omgivelser på Langeland. En temmelig tydelig kontrast til det arbejdsliv, han har haft i over 30 år.

Steffen Jensen fortryder ikke, at han har dækket de katastrofer, han har. For selvom hans arbejde har givet ham de problemer, han sidder med i dag, har det også givet ham det liv, han har levet.

Ikke lavet af teflon

Han deler sin historie i dokumentarserien 'Min skjulte smerte', fordi han gerne vil hjælpe andre, der måske sidder i samme situation.

Han holder mange foredrag rundt om i landet om sin tid som krigskorrespondent, og her møder han jævnligt tidligere soldater, der ligesom ham, lider af PTSD. Oplevelsen er, at man hurtigt kan blive reduceret til den mærkelige onkel i familien, der drikker lidt for meget til sammenkomsterne, og som igen og igen fortæller de samme historier fra krigen.

Men der er brug for, at nogen lytter, mener han. Og Steffen Jensen vil med sin historie, gerne være det, han selv betegner, som et beskedent, mentalt ryglæn til de danske soldater.

Erkendelsen af, at han ikke var lavet af teflon, men at han var mindst ligeså sårbar, som alle andre, har gjort det lettere for ham at acceptere den psykiske lidelse, han nu skal leve med.

I dag opfatter han sin PTSD-diagnose som en naturlig konsekvens af de rædsler, han har overværet i sin karriere. Ja, nærmest som et fysisk tegn på, at han er et anstændigt menneske, der har ladet sig påvirke af at overvære andres liv gå i spåner. Og det har faktisk været en lettelse at opdage, at han ikke var lavet af sten eller teflon.

Det er ved at være tre år siden, at Steffen Jensen sidst var ude og dække krigshistorier for TV 2. Han har da heller ikke konkrete planer om at tage afsted igen.

I stedet bruger han de perioder, han har overskud til det, på at levere analyser af Mellemøsten til TV 2's seere, ligesom han bruger meget af sin fritid på at tage fotografier i den sydfynske natur.

Du kan se Steffen Jensen fortælle sin historie i dokumentaren 'Min skjulte smerte' onsdag klokken 20.50 på TV 2 eller allerede nu på TV 2 Play.