CIA advarede om mulige angreb, skriver medier – men vi blev ikke varslet, siger Bødskov
Hverken Forsvarsministeriet eller regeringen er blevet varslet forud for lækager på Nord Stream 1 og 2, udtaler forsvarsminister Morten Bødskov (S).
Tilbage i juni advarede den amerikanske efterretningstjeneste CIA flere europæiske nationer, herunder Tyskland, om mulige angreb på underjordiske rørledninger.
Sådan skriver flere medier, herunder tyske Spiegel og The New York Times, der citerer anonyme kilder.
Advarslen var ikke specifikt møntet på et bestemt sted eller tidspunkt, og det står desuden uklart, hvorvidt Rusland i efterretningerne var udpeget som den konkrete trussel.
Efterretningen var med andre ord det, man ifølge The New York Times kalder "en strategisk advarsel".
Også den tyske Forbundsdag i Berlin modtog for blot uger siden meldinger fra CIA, der advarede mod mulige angreb på rørledninger i Østersøen.
Regeringen er ikke blevet varslet
Natten til mandag og igen mandag aften opstod tre lækager på rørledningerne Nord Stream 1 og Nord Stream 2.
Den ene læk er opstået kun 24 kilometer ud for Dueodde på Bornholm.
Ifølge regeringen er lækagerne opstået på baggrund af bevidst sabotage, formentlig eksplosioner, og altså ikke som følge af et uheld.
Ved et pressemøde i Statsministeriet tirsdag aften lød det fra forsvarsminister Morten Bødskov (S), at Danmark ikke har modtaget efterretninger forud for lækagerne.
Det samme gentog han over for TV 2 onsdag i Bruxelles på bagkant af et møde med NATO's generalsekretær, Jens Stoltenberg.
Der er måske nogle, der tænker: Kan det virkelig være rigtigt, at vi ikke har fået nogen efterretninger om, at det her potentielt kunne ske? Der er artikler om, at amerikanerne angiveligt har advaret tyskerne om, at det her kunne ske. Anede vi ikke, at det potentielt kunne ske?
- Hverken jeg eller regeringen er blevet varslet. Jeg tror heller ikke, at denne her type sprængninger er noget, man varsler om. Vi er ikke blevet varslet om det. Hvad der er af diskussioner i andre lande, kan jeg af gode årsager ikke gå ind i, lød det fra Morten Bødskov.
- Jeg tror, at det er vigtigt at huske på, at det her ikke er et angreb på dansk infrastruktur. Det er noget, der er foregået i internationalt farvand.
Kan have haft oplysninger af mere generel karakter
Spørger man Jakob Kaarsbo, senioranalytiker i Tænketanken Europa og tidligere chefanalytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), giver det mening, at der ikke har foreligget specifikke oplysninger om lækagerne på forhånd.
Hvis en af vores allierede havde været i besiddelse af den slags oplysninger, havde vi fået dem, fortæller han.
- Hvis man overhovedet ikke har noget specifik information, er det jo begrænset, hvordan man kan iværksætte noget operativt. Danmark har dog givetvis haft oplysninger af mere generel karakter, siger Jakob Kaarsbo.
Det kan for eksempel være oplysninger om, at der på grund af stigende spændinger i Østersøen kan være en grund til øget opmærksomhed og patruljering i området lige nu.
- Man kan ikke modtager bedre efterretninger, end dem man modtager, vil man altid undersøge, om man kan komme det nærmere, og i det her tilfælde er det jo ikke lykkedes. Nogle gange kan det være umuligt at komme det nærmere, fortæller Jakob Kaarsbo.
Nu begynder arbejdet med at klarlægge, hvad der præcis er sket, og hvem der står bag. Der kan ifølge forsvarsministeren gå en uge eller to, før gaslækken stopper, og undersøgelserne kan foretages.