Gaslæk ved Bornholm

Kraftfulde eksplosioner målt i områderne omkring gaslækager, melder seismolog

Der er ingen tvivl om, at der er sket sprængninger i de områder, hvor Nord Stream lækker, siger seismolog.

Der blev mandag målt "kraftfulde" undervandseksplosioner i områderne ved gaslækagerne fra Nord Stream 1 og 2. Det oplyser det svenske nationale seismiske netværk (SNSN) til tv-stationen SVT.

Ifølge lektor i seismologi Björn Lund er der ikke tvivl om, at der var tale om eksplosioner.

En af eksplosionerne var så kraftig, at den kunne måles på hele 30 målestationer i det sydlige Sverige.

- Man kan tydeligt se, hvordan bølgerne hopper fra bunden til overfladen. Der er ingen tvivl om, at det var en eksplosion. Vi havde endda en station i Gnosjö, der fangede det her, siger Björn Lund, der er lektor i seismologi og direktør for SNSN, som måler svenske jordskælv og eksplosioner.

Samme område som lækagerne

Den første eksplosion blev registreret klokken 02.03 natten til mandag. Den anden blev registreret klokken 19.04 mandag aften.

Advarslerne om gaslækagerne kom fra den svenske søfartsstyrelse, Sjöfartsverket, henholdsvis klokken 13.52 og 20.41 mandag, efter at skibe havde opdaget bobler på havets overflade.

SVT har fået koordinaterne for de registrerede eksplosioner, og de er i samme område, hvor lækagerne er blevet registreret.

I tillæg er der blevet målt seismologiske udslag på en bornholmsk målestation klokken 02.03 og 19.00 dansk tid mandag, oplyser det tyske geologiske center CFZ ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Rystelser kunne også mærkes i Norge

Det norske jordskælvscenter Norsar har også registreret en hændelse i Østersøen nær Bornholm mandag aften.

Sidst, der blev registreret en lignende seismologisk hændelse i området, var i 2016, skriver SVT.

De svenske seismologer har sendt oplysninger om eksplosionerne videre til det svenske forsvar.

Det svenske forsvar er ikke vendt tilbage på tv-stationens henvendelse.