Greenpeace: Gaslæk svarer til otte måneders dansk CO2-udledning

Gas svarende til otte måneders dansk udslip af CO2 siver op fra gaslæk i Østersøen, viser beregninger.

Det naturgas, der lige nu siver op igennem havoverfladen øst for Bornholm fra Nord Stream 1 og 2, vil svare til otte måneder af Danmarks årlige udledning af CO2.

Det viser en beregning, som Greenpeace har lavet.

Miljøorganisationen har taget udgangspunkt i officielle rapporter, der foreskriver, at der vil ske et udslip på omkring 155 millioner kubikmeter per rør.

- Den mængde er nu formentligt på vej til at sive ud i sin helhed, siger Mads Flarup Christensen, som er nordisk generalsekretær for organisationen.

Man kan beregne udslippet ud fra forskellige modeller for, hvor lang nedbrydningstiden for metan er.

Greenpeace har taget udgangspunkt i, at metan nedbrydes over 20 år. Det er samme model, som FN's klimapanel benytter sig af.

Hvis man ser på det over 20 år, svarer det til 30 millioner ton CO2 ækvivalenter.

- Det svarer til, hvad vi udleder i Danmark på otte måneder, og det er en ganske voldsom mængde. Det er endnu en grund til, at vi skal være forsigtige med at satse vores fremtid på fossile brændstoffer, siger generalsekretæren.

Regner man med, at metan bliver nedbrudt over en periode på 100 år, svarer gaslækagen til omkring en femtedel af Danmarks årlige CO2-udslip. Det skriver Politiken.