Samfund

Kvinde dræbt i ulykke med politibil

Sagen undersøges nu af Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

En 76-årig kvinde har mistet livet i en ulykke, hvor en politibil var involveret.

Ulykken skete, da en patruljevogn med udrykning på vej til en anden trafikulykke ramte personbilen ført af den dræbte kvinde.

To politifolk kom lettere til skade.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter.

Sagen undersøges nu af Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP). Det er normal procedure, når politifolk er involveret i for eksempel alvorlige ulykker.

De pårørende er underrettet.

Vej spærret

Ulykken skete på Strandvejen i Køge søndag morgen. Politiet arbejder fortsat på stedet, og derfor er Strandvejen spærret i begge retninger mellem Billesborgvej og Stevnsvej.

- Der foregår en efterforskning på stedet, der skal klarlægge hændelsesforløbet, siger Emil Grønning, der er vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi, til Ekstra Bladet.

Det vides ikke, hvornår vejen åbner igen.

DUP bekræfter

TV 2 har været i kontakt med Midt- og Vestsjællands Politi, der oplyser, at man ikke har yderligere kommentarer, fordi sagen er overgået til DUP.

På sin hjemmeside bekræfter DUP, at man undersøger omstændighederne ved ulykken.

- Den Uafhængige Politiklagemyndighed modtog 25. september 2022 klokken 09.38 en underretning fra Midt- og Vestsjællands Politi om en episode kort forinden, hvor en patruljebil under udrykning havde været involveret i et færdselsuheld med en 76-årig kvinde, der efterfølgende afgik ved døden.