Første tilfælde af ny undervariant fundet i Danmark
Det er helt forventeligt, at coronaundervarianten er kommet til Danmark, siger Statens Serum Institut.
Der er blevet fundet en ny undervariant af covid-19 i danske prøver.
Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.
Undervarianten BJ1 er indtil videre fundet i to tilfælde i Danmark.
Den blev første gang registreret i Indien i begyndelsen af juli, og siden har den spredt sig til en række lande. Det er uvist, om de smittede personer har fået sygdommen i Danmark eller i udlandet.
SSI er ikke bekymret
Hvorvidt BJ1 kan påvirke folkesundheden herhjemme, er tvivlsomt.
Men Statens Serum Institut (SSI) er på nuværende tidspunkt ikke urolig over fundet, lyder det fra faglig direktør Tyra Grove Krause.
- Det er helt forventeligt, at der også vil optræde tilfælde i Danmark, så det giver ikke anledning til bekymring på nuværende tidspunkt, men SSI følger situationen tæt, udtaler hun til TV 2.
Magnus Heunicke skriver i sit opslag om undervarianten, at BJ1 har flere mutationer i spikeproteinet end undervarianterne til den nuværende og dominerende BA5-variant. Spikeproteinet er de små pigge, der sidder uden på virussen, og som er karakteristiske på illustrationerne af corona.
Betydningen af disse mutationer kendes dog endnu ikke med sikkerhed.
En grim kombination
Undervarianten har den seneste tid tiltrukket sig en del opmærksomhed blandt forskere, og professor i infektionsmedicin på Rigshospitalet Jens Lundgren har tidligere på måneden kaldt BJ1 for "new kid on the block" - (en ny dreng i klassen, red.).
Professoren har over for TV 2 sagt, at variantens mutationer kan tyde på, at der er tale om flugtvariant.
Den østrigske mutationsforsker Ulrich Elling har karakteriseret undervarianten BJ1 som en ”virkelig grim kombination på kritiske steder”.
BJ1 kan indtil videre primært lokaliseres til Indien, men coronaundervarianten er også set i lande som eksempelvis USA og Østrig.
Lille stigning i nyindlæggelser
Den seneste tendensrapport fra SSI viser, at der i sidste uge blev registreret et stabilt smittetryk herhjemme med en incidens på 89 tilfælde per 100.000 indbyggere.
Efter længere tids fald i antallet af nye hospitalsindlæggelser er der de seneste to uger sket en lille stigning i antallet af nye indlæggelser med covid-19.
Antallet udgjorde 337 personer den seneste uge.