FOA-formand i opråb: - Vi har ikke råd til at redde alle
Vi skal ikke behandles for alting, selvom det er muligt. Ellers knækker sundhedsvæsnet, som allerede nu er alvorligt presset, lyder det.
Vi skal indstille os på, at det i nærmeste fremtid skal være op til andre, om vi selv eller vores børn skal tilbydes livsforlængende behandling, hvis vi bliver alvorligt syge. Der er nemlig ikke penge nok til at redde alle.
Det mener Mona Striib, der står i spidsen for en af de største fagforeninger i Danmark og nu kommer med en opsigtsvækkende udmelding: Vi er nødt til at lade de mennesker, der ikke kan få et værdigt liv med livsforlængende medicin, dø lidt tidligere, end vi gør i dag, hvis vi skal have råd til at holde andre i live.
- Hvis den livsforlængende behandling betyder, at man kun kan passes tre måneder i en seng, fordi man ikke kan andet, synes jeg, at man skal stoppe tre måneder før, siger FOA's formand, Mona Striib.
Hun rejser debatten, fordi sundhedsvæsenet befinder sig i en krise, der er en af de vigtigste dagsordener i valgkampen.
Det samme mener flere læger og eksperter, som TV 2 har talt med. Ifølge dem er det på tide at tage et opgør med, at alle har ret til alle behandlinger, og at vi justerer vores forventninger til sundhedsvæsenet. Flere skal have et nej, og færre skal have behandling – også selvom det i yderste konsekvens kan betyde, at de dør.
- Nogle gange er det bedre at dø værdigt og roligt end at blive behandlet, siger Ida Donkin, der er læge og medlem af Etisk Råd.
Står ved en skillevej
FOA organiserer sundhedspersonale, som arbejder på blandt andet sygehusene, og oplever – i lighed med sygeplejersker – en mangel på arbejdskraft og store udfordringer med at rekruttere. En analyse fra Kommunernes Landsforening viser, at der vil mangle 16.000 sosu'er, hvis udviklingen fortsætter.
Mona Striib understreger, at det bør være lægefaglige eksperter, der sætter grænserne for, hvornår man ikke får tilbudt en behandling. Men hun står "klokkeklart" fast på, at nogle godt kan tage beslutningen for andre om, hvor længe de skal leve.
Det kan også være en mor, der føder sit barn alt for tidligt, hvor barnet viser sig at få alvorlige komplikationer. I sådanne tilfælde mener Mona Striib, at det er okay at sætte spørgsmålstegn ved, om barnet får et godt liv.
- Der må vi sætte en nedre grænse, og den skal både defineres af etiske grænser, men også af økonomiske overvejelser om, hvordan vi får et sundhedsvæsen lige for alle, der er godt og solidt, siger hun.
Men er det rimeligt, at man selv får frataget valget om, hvorvidt man vil leve videre? Eller om ens barn skal? At det er andre, der skal tage stilling?
- Der er kun to veje at gå her. Enten sikrer man, at der er al den økonomi, der skal til for at løse alle de opgaver, der er, eller også begynder man at prioritere. For vi kan ikke betale med medarbejdernes arbejdsmiljø længere. Presset er for stort, siger hun.
Alle kan ikke have rettigheder til alt
De sidste årtier er presset på sygehusene vokset på grund af en cocktail bestående af bedre og flere behandlinger, en ældre befolkning, coronakrisen og personalemangel, lyder det fra Morten Ziebell, der er lægefaglig vicedirektør for Sjællands Universitetshospital.
Nu er situationen ifølge ham så grel, at man også fra politisk side er nødt til at tale om at skære fra.
- Vi må og skal prioritere, for det er ikke længere et spørgsmål om, at personalet skal løbe stærkere. Det er et spørgsmål om, at der er ikke er nogen til at løbe. Så jeg er meget mere interesseret i, hvad politikere vil vælge fra, end hvad de vil give penge til, siger han.
Voksende ventelister viste overraskende effekt
Coronakrisen har presset sygehusene, men den har også blottet noget, som kan vise sig at være værdifuld viden og måske kan skæres væk. For selvom alle eksperterne er enige om, at der skal prioriteres, ser de flere måder at gøre det på.
På Sjællands Universitetshospital er ventelisterne til operationer for galdesten og ufrivillig vandladning vokset med måneder under pandemien. Men når patienterne nu får tilbudt operationerne, takker en del af dem nej.
- I ventetiden har de fået det bedre eller affundet sig med, at det måske også bare er en del af livet at skulle tisse tre gange om natten i en sen alder, siger Morten Ziebell.
Han mener kun, at de to patientgrupper skal tilbydes en operation, hvis der er tale om akutte tilfælde. På den måde vurderer Morten Ziebell, at cirka 20 procent af de operationer, hospitalet udfører, kan undværes.
Vi skal justere vores forventninger
Morten Ziebell mener også, at der bør gives færre behandlinger til patienter, der er uhelbredeligt døende. Men valget skal være op til den enkelte.
- Jeg synes efterhånden, at vi behandler folk, der er er så syge, at det er meningsløst. Der er ingen, der stopper og siger, at her kan behandlingen hjælpe så marginalt, at det er uger og timer, det handler om. Men det burde man, siger Morten Ziebell.
Selvom lægerne har en del af ansvaret for, at der bliver overbehandlet, ligger der også et ansvar på både patienter og politikere, mener han.
Når statsminister Mette Frederiksen (S) under pandemien talte om, at "hvert eneste dødsfald er en tragedie", eller vi som patienter først rigtigt taler om døden, når vi er på vej ind i den.
- Der er skabt nogle urealistiske forventninger: At vi ikke skal have ondt, og at alting kan behandles. Men hen ad vejen er der ting, vi ikke kan, og der er gener, der vil opstå. Det er en del af livet, siger han.
Retten til at sige nej
I sit arbejde på geriatrisk afdeling har læge Mike Sæderup Astorp flere gange siddet over for ældre patienter, der får en behandling, de i bund og grund ikke ønsker. Men de ved ikke, at de kan sige nej tak.
- Når folk får det at vide, er det en overraskende stor del, der ikke vil tage imod behandlingen, siger han.
Han er enig i, at der ikke er penge nok til alt, men han tror, at en del af løsningen på problematikken ligger i at tage de svære samtaler med patienterne. Om døden og om at sige nej tak til behandling.
En af dem, der sagde nej, var ifølge lægen en 107-årig kvinde, der led af hjertesvigt og fik vanddrivende medicin. Det første hun sagde, da hun mødte Mike Sæderup Astorp, var, at hun gerne ville dø, men at der jo ikke var så meget at gøre ved det. Han fortalte hende, at hun kunne sige nej til sin vanddrivende medicin og til gengæld få en smertelindrende behandling. Og vigtigst af alt ville hun kunne få sit eget ønske opfyldt.
Kort efter var det præcis det, der skete, fortæller han.
Inden det kom dertil, havde han en grundig samtale med hende om, hvorfor hun ville af hjertemedicinen. Det er helt afgørende, at patienterne ikke er psykisk ustabile, har et selvmordsønske eller bliver presset til at takke nej, understreger han.
Derudover skal man have en sygdom, akut eller kronisk, som man vil dø af uden behandling.
- Hun var frisk i hovedet, men der var ikke noget tilbage for hende. Hun var færdig med at leve, siger Mike Sæderup Astorp om den 107-årige.
Rammerne skal være der
Skal sundhedsvæsnets krise knækkes, er det essentielt, at man "sætter en barre for, hvor god en effekt der bør være af en behandling", mener Ida Donkin.
Og det indebærer, at fagfolk i visse tilfælde tager beslutningen om, hvorvidt en patient får tilbudt en behandling.
Hun peger på, at der allerede i dag bliver prioriteret for os og opsat grænser, når det for eksempel drejer sig om abort eller aktiv dødshjælp.
- Vi skal passe lidt på med, at alle skal have rettigheder til alt. De her rammer skal være der engang imellem. Hensynet kan strække sig ud over den enkelte patient, og en del af det kan handle om ressourcer, siger hun.