Samfund

Dagens overblik: Fanger hyldet af Zelenskyj efter fangeudveksling

Gymnasieelever skal sige undskyld for rangliste, danskerne er rekordbekymrede for økonomien, og kronprins Frederik rejser tidligt hjem fra New York.

Dagens store historier tager os forbi et meget omtalt gymnasium i Kolding, hvor fem drenge nu skal undskylde direkte til de 200 piger, hvis udseende de har rangeret på en liste.

Og så bringer historierne os fra stor jubel på Christiansborg, hvor en ny lov i dag er blevet vedtaget, og direkte ned i danskernes husholdning, hvor der hersker en udbredt pessimisme, der i sidste ende kan gøre den økonomiske situation værre.

Velkommen til dagens overblik, hvor vi starter på Munkensdam Gymnasium.

3. g-drenge skal sige undskyld til 200 1. g-piger

Fem 3. g-elever stod til en bortvisning fra Munkensdam Gymnasium. De stod nemlig bag en meget omtalt liste, hvor 200 piger fra 1. g er blevet ranglistet efter udseende.

Men i dag er det kommet frem, at drengene slipper for at blive bortvist – selvom ikke færre end 1700 personer havde skrevet under på en underskriftsindsamling for at få dem smidt ud.

I stedet skal de fem elever nu sige undskyld direkte til samtlige 200 piger til en såkaldt “undskyldningsseance”, der skal finde sted i morgen, hvor drengene skal stå ansigt til ansigt med pigerne.

Regeringen jubler over huslejeloft

På Christiansborg fejrer regeringen i dag, at det er lykkedes at vedtage en hastelov, der sætter et loft over de inflationsdrevne huslejestigninger, som vi har skrevet meget om her på TV 2.

Det betyder med andre ord, at private udlejere ikke må hæve lejen med mere end 4 procent årligt de næste to år, hvilket får betydning for omkring 160.000 lejeboliger.

Det er dog ikke alle, der jubler. De borgerlige partier har været meget skeptiske. Det samme er EjendomDanmark, der repræsenterer mange private udlejere. De mener, at loven gør det for "administrativt besværligt”.

Danskerne ser rekordmange skyer over økonomien

Fra jubel på Christiansborg til krise på kistebunden. Nye tal viser nemlig, at danskerne aldrig har været mere pessimistiske omkring økonomien, end vi er lige nu. Vores forventning til økonomien er endda lavere, end det var tilfældet både under pandemien og finanskrisen.

Skylden kan formentlig skydes på de rekordhøje energipriser og den tårnhøje inflation, mener to eksperter fra henholdsvis Sydbank og Arbejdernes Landsbank, og de påpeger et lidt overraskende problem ved danskernes bekymrede miner.

For frygten kan gå hen og blive en selvopfyldende profeti, hvor vi er så bange for at ende i en økonomisk krise, at vi risikerer at starte en, fordi vi holder igen med at købe, lyder det.

Stor fangeudveksling mellem Rusland og Ukraine

215 ukrainske soldater, der i foråret kæmpede mod russerne under Azovstal-stålværket i Mariupol, er blandt de fanger, der i dag er blevet løsladt i den hidtil største fangeudveksling mellem Ukraine og Rusland.

Det er opsigtsvækkende, at netop de soldater blev sat på fri fod. De har nemlig spillet en vigtig rolle i den russiske fortælling om, at Ukraine bliver styret af "nazister". For de fleste var medlemmer af Azov-bataljonen, der udspringer af en højreorienteret milits.

På grund af forhistorien havde de lokale russiskstøttede myndigheder krævet, at de skulle dømmes ved en domstol med mulighed for dødsstraf. I stedet fik de i dag lov til at komme hjem – og blive hyldet af Ukraines præsident, der sagde:

- Vi er stolte af, hvad I har gjort for jeres land. Vi er stolte af hver eneste af jer.

Kronprinsen rejser tidligt hjem fra New York

De seneste dage har kronprins Frederik og kronprinsesse Mary været i New York for at lancere Danmarks kandidatur til FN’s Sikkerhedsråd, men det bliver kun kronprinsesse Mary, som deltager.

Kronprins Frederik skal nemlig hjem for at forberede et aftenselskab for regeringen, Folketinget og de danske EU-parlamentarikere i anledning af dronningens regentjubilæum, der skal afholdes på Christiansborg fredag.

Oprindeligt skulle dronning Margrethe have været vært for selskabet. Men da hun er smittet med covid-19, bliver det i stedet kronprinsparret, der bliver aftenens værter. Kongehuset oplyser, at dronningen har "almindelige symptomer" på corona.