Førtidspensionist til toppolitikere: - Jeg tør simpelthen ikke tænde min radiator

Gitte Jørgensen ville ønske, at hendes førtidspension steg med inflationen. Onsdag aften åbnede hun debat mellem toppolitikere.

Den 49-årige førtidspensionist Gitte Jørgensen går meget i uld for tiden. For det er ved at blive køligere, men hun vil ikke tænde for varmen. Ikke endnu i hvert fald - og helst heller ikke til vinter.

- Jeg frygter jo så meget vinteren. Jeg tør ikke at tænde op for radiatorerne, sagde hun onsdag aften i en debat om energikrisen mellem en række toppolitikere på TV 2 NEWS.

Jeg ved sgu ikke rigtig, hvordan vi skal få den betalt lige nu

Gitte Jørgsen, førtidspensionist

Gitte Jørgensens gasregning er nemlig steget fra 1500 kroner i kvartalet til 6000 kroner, og elregningen lyder på næsten det samme, forklarede hun.

- Det er kun tilbudsvarer, der bliver købt ind, så vi kan spare, vi prøver at skære ned på alting. Den sidste regning, der blev betalt, blev vi nødt til at bruge vores opsparing på, sagde Gitte Jørgensen.

Gitte Jørgensens mand er i arbejde, men det kan ikke betale sig for ham at tage ekstra vagter for at få råd til regningerne, fordi Gitte Jørgensen er førtidspensionist.

På grund af den gensidige forsørgerpligt bliver de penge, han tjener på ekstra vagter, modregnet i Gitte Jørgensens pension, og så er familien lige vidt.

Derfor bød Gitte Jørgensen ind i debatten mellem toppolitikerne med to ting:

Først og fremmest ville hun vide hun, om forsørgerpligten kan blive afskaffet før 1. januar, hvor den ellers er planlagt til at ophøre.

- Det ville betyde så meget, for så ville vi måske kunne betale vores gasregning, for jeg ved sgu ikke rigtig, hvordan vi skal få den betalt lige nu, sagde hun.

Og så foreslog hun at lade inflationen bestemme udviklingen i førtidspensionen og overførselsindkomsten.

Hvis du bare sprøjter 18 mia. ud i samfundet, så stiger inflationen jo endnu mere

Sofie Carsten Nielsen, formand, Radikale Venstre

Siden 1. januar får en voksen over 30 år på kontakthjælp med et barn 15.570 kroner.

Skulle det beløb følge inflationen, så ville det lyde på 17.000 kroner. Det er altså 1400 kroner mere om måneden, end man får nu.

RV: - Mange milliarder at skyde ud i samfundet

Det er Nye Borgerlige helt åbne for, sagde partiets formand, Pernille Vermund. Det vil dog koste statskassen cirka 18 milliarder kroner. Penge, der kan skaffes, hvis man skærer i den offentlige sektor og fyrer en lang række ansatte, sagde hun.

- Der er masser af penge i statskassen. Vi har en statskasse og en offentlig sektor, der er marineret i bureaukrati. Alt, hvad vi har af frås og spild i det offentlige, skal væk, lød det fra Vermund.

Det var Sofie Carsten Nielsen, politisk leder for Radikale Venstre, langt fra enig i.

- Hvis du bare sprøjter 18 milliarder kroner ud i samfundet, så stiger inflationen jo endnu mere, og så mister du al din yderligere købekraft.

Hun havde et andet forslag til Gitte Jørgensen:

- Jeg vil allerhelst have, at du hurtigst muligt fik erstattet den gas, du har, med en varmepumpe - hvis du først kan komme på fjernvarme om mange år, sagde Sofie Carsten Nielsen.

Hun foreslog, at man gør varmepumper meget billige, så flere kan frigøre sig fra at være afhængige af gas.

Hvis vi enøjet fokuserer på, at vi skal hjælpe gud og hvermand, kommer vi til at have inflation i ti år

Alex Vanopslagh, politisk leder for Liberal Alliance

Sofie Carsten Nielsen afviste dog at lade overførselsindkomsten følge inflationen.

- Jeg synes, det er ret farligt at smide så mange milliarder ud i samfundet i en tid med så høj inflation.

LA: Kan ikke hjælpe Gud og hver mand

Alex Vanopslagh, der er politisk leder for Liberal Alliance, bakkede Nye Borgerlige op i forslaget om at hæve overførselsindkomster i takt med inflationen, om end han mener, at det burde være sket for fem-otte år siden.

Han bakkede også op om at fjerne den gensidige forsørgerpligt, men advarede generelt mod at dele penge ud.

- Hvis vi enøjet fokuserer på, at vi skal hjælpe gud og hvermand, kommer vi til at have inflation i ti år, sagde han.

EL: Vil beskatte virksomhederne

Enhedslisten meddelte tirsdag, at partiet ønsker at give en engangsskattelettelse til omkring to millioner danskere.

Pengene skal konkret komme fra en såkaldt engangsskat på 15 procent, som virksomheder i 2022 skal betale af deres overnormale profit.

Det, forklarede Mai Villadsen, politisk ordfører for Enhedslisten, vil hjælpe trængte danskere som Gitte Jørgensen.

Det vil hverken Liberal Alliance eller Nye Borgerlige dog være med til.

Alle fire politikere var under onsdagens debat dog helt enige om, at den gensidige forsørgerpligt skal afskaffes, og at den skulle have været afskaffet for længst.

Du kan se hele onsdagens debat mellem toppolitikerne på TV 2 PLAY lige her.

_