Samfund

Dømt for landsforræderi sætter punktum for sin sag

Dom på 14 år bliver ikke anket af 33-årig mand, der vil i gang med at afsone sin straf og videre med sit liv.

Som den første fremmedkriger blev 33-årige Jacob El-Ali for to uger siden dømt for landsforræderi ved at have kæmpet for Islamisk Stat i Syrien.

Dommen faldt ved Københavns Byret, og den kommer ikke videre i retssystemet.

Hverken anklagemyndigheden eller han har valgt at anke dommen på 14 års fængsel.

- Jacob har besluttet at modtage dommen, uanset både han og jeg synes, at straffen ligger i den høje ende, skriver hans forsvarer, advokat Mette Grith Stage, i en sms onsdag og uddyber:

- Baggrunden, for at min klient modtager, er, at han simpelthen ikke orker at være varetægtsfængslet længere - og der kan jo gå en rum tid, inden ankesagen kommer for. Nu vil han bare gerne i gang med at afsone sin straf og videre i systemet og med sit liv.

Under en varetægtsfængsling er der høj grad af kontrol. Når man sendes videre til et fængsel efter en dom, kan man få lov at arbejde, uddanne sig og have mere kontakt til familie og venner, mens man forbereder sig på livet efter løsladelsen.

Har aflagt fuld tilståelse

Jacob El-Ali, der er vokset op i Ishøj, har aflagt fuld tilståelse i sagen. Fra 2013 og frem til 2017 var han aktiv i Syrien på den helt forkerte side af lovens streger, erkendte han.

Han begik landsforræderi, deltog i kampe for Islamisk Stat og forsøgte at hverve en anden mand fra Ishøj, pizzabageren Enes Ciftci, der siden blev stillet for retten og idømt fængsel i seks år.

Desuden viste El-Ali på Facebook billeder, hvor han poserede foran afhuggede hoveder, hvilket var en billigelse af terror. Her var han iført en skrårem med teksten "Islamisk Stat i Irak og Levanten".

Fik rabat i straffen

Egentlig stod den 33-årige til en dom med fængsel på livstid, men der var flere grunde til at give en rabat i straffen. Anklagemyndigheden gik efter fængsel i 16 år, mens Mette Grith Stage opfordrede til en straf på mellem otte og ti år.

Hun slog på, at Jacob El-Ali led af vrangforestillinger, da han tog afsted til Syrien. Desuden har han angret.

Ved afgørelsen om de 14 år lagde dommeren vægt på, at Jacob El-Ali ikke deltog i direkte kamphandlinger mod danske soldater. Det talte også i formildende retning, at han både tilstod og fortalte om forhold, som politiet ikke i forvejen kendte til.

I november indledes en nævningesag mod en anden mand, der er tiltalt for samme type forbrydelse. Bestemmelsen i straffeloven, paragraf 101, blev indført i 2015.