Bilgigant stopper salg af benzin- og dieselbiler i Danmark

Kun i Norge har Volvo også satset 100 procent på el- og hybridbiler. Mange flere bilfirmaer forventes at følge trop, vurderer FDM.

Det er slut med at gå til bilhandleren og køre derfra i en Volvo-bil med tanken fuld af diesel eller benzin.

Volvo har nemlig besluttet at stoppe salget af netop disse biler for udelukkende at satse på el- og pluginhybridbiler, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

- Volvo Cars har forpligtet sig til at blive klimaneutral i 2040, og det at blive en fuldelektrisk bilproducent er en vigtig milepæl på den rejse, lyder det fra Sarka Heyna Fuchsova, der er CEO i Volvo Car Denmark.

Stor efterspørgsel

Allerede tidligere stoppede bilproducenten salget af biler, der udelukkende kører på benzin og diesel, i Norge. Danmark er dermed blot det andet land, hvor bilerne ikke længere vil være at finde hos forhandlerne.

Ifølge producenten er danskerne vilde med el- og hybridbiler. Så vilde at udbuddet ikke længere følger efterspørgslen.

- Vi er klar over, at vi potentielt kan miste kunder ved kun at udbyde vores Recharge-modeller, men vi forventer en stigning i ordrer på 25 procent næste år. Det tør vi forvente, fordi vi kan se, at det er der, efterspørgslen er, især når vi er i premium-segmentet, siger Sarka Heyna Fuchsova.

Hos FDM overrasker Volvos beslutning ikke. Faktisk forventer Søren W. Rasmussen, bilteknisk redaktør i FDM's medlemsblad Motor, at flere bilproducenter vil stoppe salget af diesel- og benzinbiler de kommende år.

- Danmark er blevet en firstmover på den grønne omstilling, og det her er en konsekvens af, at der i Danmark er en enorm efterspørgsel på el- og hybridbiler, siger han

Søren W. Rasmussen understreger samtidig, at det i takt med efterspørgslen af sidstnævnte er naturligt, at Volvo vælger at koncentrere sig udelukkende om produktionen af elektriske biler:

- De (Volvo, red.) vælger at flytte kapaciteten, og det er en interessant udvikling. Vi kommer til at se det hos en lang række bilproducenter i de kommende år.

Skal du have ny bil, bliver det en elbil

Ifølge FDM går der ikke mange år, før salget af diesel- og benzinbiler fra de fleste producenter er udfaset helt herhjemme. Danmark har ifølge den biltekniske redaktør nemlig gjort en ting rigtig.

- Vi har gjort det attraktivt at købe elbiler. Sådan er det langtfra i alle lande. For en gang skyld har den danske afgift på nye biler haft den positive egenskab, at det har fået danskerne til at købe elbiler, forklarer Søren W. Rasmussen.

De fleste bilejere, som skal skifte bil i de kommende år, vil opleve, at det er helt slut med salget af de udelukkende fossile biler hos forhandlerne, spår Søren W. Rasmussen.

Volvo har en ambition om at være en fuldelektrisk bilproducent i 2030, og også Ford har samme mål.