Energikrise

Kommuner dropper skøjtebaner

Flere byer landet over har besluttet at aflyse opsætningen af udendørs skøjtebaner på grund af energikrisen.

Middelfart, Esbjerg og Aarhus har som en direkte konsekvens af de stigende energipriser valgt at aflyse årets opsætning af deres udendørs skøjtebaner.

Skøjtebanerne plejer at være opført vinteren over.

- Sådan en skøjtebane er en dyr fornøjelse. Lige nøjagtig i år, hvor man skruer ned for varmen, ønsker vi at sende et politisk signal, fortæller Jakob Lose (V), der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune.

En gennemsnitlig udendørs skøjtebane bruger 30.000 kilowatt-timer på en vintersæson, fortæller han. Til sammenligning bruger en almindelig familie i Danmark 4500-kilowatt-timer årligt.

- Det er rigtig mange penge, når energipriserne ligger det sted, som de gør nu, siger Jakob Lose.

Kan påvirke handelsliv

Det vil kunne mærkes på bylivet, at skøjtebanen ikke er der.

- Der bliver ikke lige så meget liv og glæde nede på torvet i Esbjerg, som der plejer at være. Og vi kan jo heller ikke afvise, at det vil have en afsmittende effekt på handelslivet.

- Men vi kunne nå at bremse opsætningen, så det er det, vi har besluttet, siger Jakob Lose.

Også i Middelfart mener man, at det er en forkert prioritering at sætte skøjtebanen op i år. Det fortæller Mette Ahlmann, der er eventmanager ved Brobygning Middelfart, som står for skøjtebanen i Middelfart.

- Hvis vi står over for nedlukninger af strøm, skal vi ikke bruge en masse penge på at have en dyr skøjtebane kørende, fortæller hun.

Desperate tider

Aarhus' skøjtebane bliver heller ikke opført i år. Det skriver Aarhus' kulturforening Sport & Fritid på sin hjemmeside.

- Desperate tider stiller krav til alvorlige handlinger. Vi skal som kommune gå foran og bidrage til, at vi kommer bedst muligt gennem krisen, siger rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Rabih Azad-Ahmad.

Regeringen opfordrede på et pressemøde den 8. september kommunerne til at spare på energien. Blandt andet blev det vedtaget, at temperaturen i offentlige bygninger vil blive sænket til 19 grader fra 1. oktober.