Ansøgninger til energi-pulje åbner

Den første time kommer ansøgerne ind i et såkaldt digitalt venteværelse.

Skal oliefyret skiftes ud med et mere miljøvenligt alternativ, er der støtte at hente fra det offentlige.

Fra klokken 10 onsdag formiddag er det nemlig muligt at ansøge om tilskud fra regeringens bygningspulje, der gives til energiforbedringer i hjemmet.

Man kan dog allerede komme ind i det ”digitale venteværelse” fra klokken 9. Det skriver Energistyrelsen i en pressemeddelelse.

Alle boligejere kan søge om at få et tilskud til varmepumpe, men derudover fordeles midlerne efter, hvem der trænger mest. 80 procent i puljen er øremærket til netop varmepumper, og det kan mærkes.

Sådan lyder det fra Troels Blicher Danielsen, der er administrerende direktør for TEKNIQ Arbejdsgiverne.

- Der er en kæmpestor søgning for at få tilbud på varmepumper, siger han til TV 2.

Derfor er det kun helårsboliger med energimærkerne E, F og G, der kan søge om tilskud til projekter som for eksempel isolering eller nye vinduer.

Logger man på inden klokken 9, får man en tilfældig kø-plads i venteværelset. Hvis man først logger på efter 10, kommer man bagerst i køen.

- Der er en kæmpestor søgning for at få tilbud på varmepumper, siger Troels Blicher Danielsen til TV 2. Video: Maria Camila Lund Frederiksen

It-udfordringer

Tidligere har der været udfordringer med ansøgningsprocessen, og to dage efter åbningen for ansøgningerne sidste år var der stadig over 33.000 personer i kø til at søge.

Det var it-systemerne, der ikke kunne håndtere de mange besøgende.

Denne gang skulle systemerne være forbedrede, men Energistyrelsen tør ikke love noget.

- Dette er dog ikke en garanti mod nye tekniske problemer, står der i pressemeddelelsen.

Millioner i puljen

Der er 121 millioner kroner i puljen, som danskerne kan søge om.

I september sidste år var der 340 millioner kroner i puljen.

Et halvt år før, i april 2021, kunne der ansøges om 250 millioner kroner. Efter 13 timer var der ansøgninger nok til det beløb.

I alt er der afsat 2,5 milliarder kroner til puljer i 2020 til 2026.