Dronning Elizabeth er død

Kongehuset laver flere ændringer i jubilæumsprogrammet - aflyser folkefest

Dronning Margrethe ønsker programmet for sit jubilæum i weekenden justeret, efter at dronning Elizabeth er død.

Dronning Margrethes 50-års regeringsjubilæum bliver trods den britiske dronning Elizabeths bortgang fortsat markeret i weekenden. Men det bliver ikke helt som planlagt.

Det oplyser det danske kongehus' kommunikationschef, Lene Balleby.

- Hendes majestæt dronningens regeringsjubilæum vil fortsat blive markeret i weekenden, men ikke som det var planlagt. Det er dronningens ønske, at programmet for de næste dage tilpasses i respekt for dronning Elizabeths bortgang, lyder det.

Ifølge et revideret program er blandt andet vagtparaden på Amalienborg Slotsplads, hvor dronning Margrethe og kongefamilien lørdag skulle vinke til befolkningen fra balkonen, aflyst. Det skriver kongehuset.

50 år fejres

14. januar i år havde Dronningen været regent i Danmark i 50 år.

Men på grund af risiko for smitte med corona og sundhedsmyndighedernes anbefalinger tilbage i januar besluttede kongehuset at udskyde fejringen af regeringsjubilæet til 10. og 11. september.

Derfor har der været planlagt en række begivenheder i den kommende weekend.

Oprindeligt var det planen, at befolkningen ville kunne møde dronningen i løbet af lørdagen.

Hun ville først vinke fra balkonen på Christian IX's Palæ på Amalienborg og senere fra balkonen på Københavns Rådhus. Men vagtparaden på Amalienborg Slotsplads er altså aflyst.

Flere aflysninger og tilpasninger

Derudover er besøget på rådhuset i København, hvor hun skulle deltage i en officiel frokost og træde ud på rådhusets balkon, udskudt.

Dronning Margrethes skulle samtidig være kørt i karet gennem Københavns gader til rådhuset. Men den tur bliver heller ikke til noget.

Lørdag aften er der gallaforestilling i Det Kongelige Teater i anledning af jubilæet. Den bliver fortsat afviklet "i en justeret form".

- Derudover afmeldes aftenens planlagte musicering på Krinsen ved Kongens Nytorv, skriver kongehuset på dets hjemmeside.

Søndag morgen er der gudstjeneste i Vor Frue Kirke. Også den gennemføres "i en tilpasset form". Præcis hvad det dækker over, fremgår ikke.

Efterfølgende er der frokost for nordiske statsoverhoveder og den kongelige familie. Det sker på kongeskibet "Dannebrog". Frokosten gennemføres som planlagt.

Søndag slutter som planlagt med gallataffel på Christiansborg Slot om aftenen, men i tilpasset form.

Flager på halv stang

Den danske dronning har desuden besluttet, at der fredag flages på halv stang fra Amalienborgs fire palæer.

Det sker for at markere den britiske dronnings bortgang, oplyser kongehuset på det sociale medie Instagram.