Voldsomme prisstigninger på strøm får små butikker til at lukke på stribe
Bagermester har måttet dreje nøglen om efter en fordobling af udgifterne til el, der er steget fra 60.000 til 120.000 kroner om måneden.
Prisen på strøm, varme og gas er taget på regulær himmelflugt de seneste måneder, og det får nu konsekvenser for en række mindre danske virksomheder.
Energikrisen betyder, at flere små og mellemstore erhvervsdrivende enten har måttet dreje nøglen om – eller er tæt på at opgive deres livsværk.
En af disse er Jes Aaby Jensen, der er bagermester, og som siden 2018 har ejet to bagerier i Bording og Ikast i Midtjylland.
Han er i den grad ramt af de stigende priser på energi, og derfor har han måttet lukke begge bagerier inden for den seneste uge. Det skyldes, at bagermesteren har fået afslag fra banken om at hæve sin kassekredit.
Det endelige dødsstød var udgifterne til el, der samlet set er blevet fordoblet fra 60.000 til 120.000 kroner om måneden.
- Mange virksomheder har problemer i øjeblikket med deres elregning. Hvis ikke man har så mange penge på kistebunden, så går det galt på et tidspunkt, siger Jes Aaby Jensen til TV 2.
Hul i hovedet
I bagerforretningen i Bording er der nu tomt og stille.
Lyset er slukket, og strømmen er taget fra alle ovne, køleskabe og frysere.
Konkursboet vil nemlig spare på udgifterne til elregningen så hurtigt som muligt.
- Fokus er nu at få slukket for al strøm, forklarer Jes Aaby Jensen.
Som følge af lukningen af de to bagerbutikker har 55 medarbejdere mistet deres arbejde fra den ene dag til den anden.
Tilbage i butikken er kun bagermesteren og et par medarbejdere, der tømmer fryserne med dej, der skal smides i containeren.
Det sidste friske brød ryger samme vej – og ikke i de lokales lækkersultne maver.
- Det føles hul i hovedet. Det har vi jo stået og brugt energi og råvarer, lønkroner og det hele på, siger bagermesteren til TV MIDTVEST.
Bagermesteren opfordrer til, at danskerne i endnu højere grad end tidligere støtter de lokale erhvervsdrivende, selvom det måske kan koste lidt ekstra. Alternativt vil de små butikker i provinsen snart være fortid, lyder den dystre forudsigelse.
Situationen for bagermesteren i Bording er desværre ikke enestående.
For ifølge John Jønsson, der er formand i Bager- og Konditormestre i Danmark, vil flere mindre bagerier ikke overleve de stigende energipriser.
- Over hele landet, ser vi samme tendens, siger bagerformanden.
Gaspris steget med 40.000 kroner i kvartalet
Stigende el- og gaspriser har også været med til at tage livet af blomsterforretningen Boller Blomster Center.
Steen Holch Kristensen, der de seneste syv år har ejet forretningen i udkanten af Horsens, annoncerede tirsdag, at det snart er slut med at lange buketter over disken.
Med udgangen af september lukker blomsterforretningen, siger han til TV SYD.
På ejendommen er to store drivhuse også en del af blomsterhandleren, og da hele stedet er opvarmet med naturgas, har de himmelstormende priser slået bunden ud af økonomien.
Den kvartalsmæssige gasregning er næsten blevet fordoblet – fra 50.000 til 90.000 kroner.
- Det er omkostningerne, der er blevet alt for dyre. Både prisen på blomsterne, der bliver produceret i Holland, fragten og så ikke mindst el- og gasregningerne, siger Steen Holch Kristensen.
Maksimalt presset
Alice Thomsen er indehaver af Søgården Brørup, der består af selskabs- og kursuslokaler samt køkken, restaurant og bowlingcenter.
Komplekset ligger midt mellem Kolding og Esbjerg, og her er ejeren med egne ord "maksimalt presset" af de høje energipriser.
Indehaveren har længe været i gang med at forsøge at mindske udgifterne til primært el, som er stukket af i løbet af 2022.
De voldsomme prisstigninger har betydet, at de samlede udgifter til strøm steg fra 37.000 kroner i juli til 58.000 kroner i august.
- Det er fuldstændigt vanvittigt. Vi kan blive nødt til at afskedige medarbejdere på grund af energipriserne, siger Alice Thomsen til TV 2.
Forsøger at reducere udgifterne til el
Energikrisen har betydet, at Søgården Brørup har været nødsaget til at kigge på alle mulighederne for at reducere el-udgifterne på kursusstedet.
Disse tæller blandt andet en begrænset åbningstid, og hvor få gæster festerne kan have for at det kan være rentabelt.
Alice Thomsen forklarer, at man i år allerede har hævet priserne på arrangementer i restauranten og bowlingcentret med mellem 15 til 30 procent for at kunne følge med rent økonomisk.
Og hvis udviklingen i energipriserne fortsætter, kan det blive nødvendigt at hæve priserne yderligere.
- Men det er dyrt at holde gang i så stort et hus, siger indehaveren.
Køkken og bowlingcentret kræver meget el, og derfor er lyset og maskiner blevet slukket, når der ikke er gang i de fysiske aktiviteter.
Desuden har man ifølge indehaveren været nødsaget til at afvise gæster i visse tidsrum på grund af for få deltagere.
Søgården Brørup har tidligere på året og for nylig været i dialog med en energirådgiver omkring gode råd for at spare på strømmen. Men tilbagemeldingen var nedslående, for der var ikke umiddelbart meget mere, der kunne gøres.
- Vi vil gøre alt for at fortsætte, men hvis priserne stiger endnu mere på el, så kan vores forretning ikke overleve på sigt, forklarer Alice Thomsen.