Stærk dansk opbakning til sanktioner mod Rusland - i Tyskland skaber sanktionerne uro
Trods energikrise og stigende priser er der fortsat stor dansk opbakning til sanktioner mod Rusland. Men syd for grænsen er situationen en anden.
Krigen i Ukraine og de deraf følgende sanktioner mod Rusland har sendt energipriserne på himmelflugt, men i Danmark er der fortsat stor opbakning til sanktionerne, viser en ny meningsmåling foretaget af Megafon for TV 2 Nyhederne og Politiken.
Anderledes ser det imidlertid ud i Tyskland, hvor opbakningen vakler – særligt i visse områder af landet.
Det fortæller TV 2s korrespondent Uffe Dreesen.
- Der har været flere demonstrationer på det seneste, hvor flere tusinde borgere har demonstreret mod høje energipriser, mod sanktionerne mod Rusland og for en åbning af gasledningen Nord Stream 2, siger han.
Samlet set peger tyske meningsmålinger på, at et pænt flertal af tyskerne går ind for sanktioner mod Rusland, også selvom sanktionerne på samme tid rammer tyskerne selv. Men opbakningen halter især i den østlige del af landet, fortæller Uffe Dreesen.
Utilfredse tyskere mobiliserer
Mandag havde både den yderste venstrefløj og den yderste højrefløj indkaldt til demonstration i den store østtyske by Leipzig, hvor begge fløje finder opbakning i en gryende social utilfredshed.
Uffe Dreesen var med til demonstrationen og talte med flere borgere, som er bange for fremtiden.
- De har en frygt for, hvad der kommer til at ske til vinter, og de mener, at sanktionerne mod Rusland i virkeligheden rammer tyskerne mest. Mange er opdraget i det gamle DDR, og for dem er USA den store fjende, ligesom NATO er en angrebspagt, ikke en forsvarsalliance, siger han og tilføjer:
- Når man spørger ind til, om ikke den russiske præsident, Vladimir Putin, har startet krigen i Ukraine, så siger de: Nej, nej, det er USA, der har provokeret russerne til at føre den her krig.
De stigende energipriser er også øverst på dagsordenen hos den tyske regering, der flere gange har meldt ud, at det kan blive en svær vinter for den tyske befolkning med afsavn og protester.
- Regeringen er meget opmærksom på, at efteråret og vinteren i politisk forstand kan gå hen og blive ganske ophedet. For de politiske yderfløje er allerede i gang med at mobilisere, forklarer Uffe Dreesen.
Markant skifte i danskernes holdning
I Danmark er 79 procent ifølge Megafon-målingen "helt enige" i, at Danmark fortsat skal støtte hårde sanktioner mod Rusland, selvom danske energipriser bliver ved med at stige som følge af krigen i Ukraine og sanktionerne. Kun 3 procent er helt uenige.
Med de stigende priser er det bemærkelsesværdigt, at så mange danskere fortsat bakker op om sanktionerne mod Rusland, mener Michael Bang Petersen, der forsker i politisk adfærd og professor ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet.
- Opbakningen viser noget psykologisk interessant. Der er sket et markant skifte i danskernes syn på verdensordenen. Det er blevet en selvfølge for mange, at handel med Rusland skal begrænses så meget som overhovedet muligt, bemærker han.
De seneste år har økonomiske kriser i flere tilfælde ført til vrede, stigende mistillid og polarisering. Det har man set med eksempelvis finanskrisen og coronakrisen, påpeger Michael Bang Petersen. Men indtil videre lader det til at forholde sig anderledes med energikrisen.
- Indtil videre er det den brede opfattelse, at sanktionerne er nødvendige, fordi Rusland agerer, som landet gør. Det viser meningsmålingen tydeligt, siger han.
Danmark er bedre stillet end flere europæiske naboer i forhold til krisen, fordi Danmark er længere med den grønne omstilling og dermed mindre afhængig af russisk gas og olie. Det har ekspert i international handelspolitik og lektor i statskundskab ved Københavns Universitet Jens Ladefoged Mortensen tidligere forklaret til TV 2.
Men de eksplosivt stigende energipriser slår også igennem herhjemme, hvor Energistyrelsen har opfordret alle til at spare på energien med en stribe konkrete råd.