Nu sænkes temperaturen i flere folkeskoler
De stigende energipriser har fået Svendborg Kommune til at sænke temperaturen i alle offentlige institutioner.
Børn i Svendborg Kommune kan få brug for en god sweater dette efterår.
Kommunen har skruet temperaturen ned i alle offentlige institutioner såsom svømmehaller, børnehaver og skoler fra 21 grader til 20 grader. Det sker for at spare penge under den nuværende energikrise.
Beslutningen møder forståelse på Tved Skole, hvor skoleleder Jennie Thomsen pointerer, at alle må bidrage til at spare.
- Energipriserne er steget, og besparelserne skal jo findes et sted. Jeg vil hellere have, at temperaturen falder én grad i klasserne, end at vi skal spare på antallet af medarbejdere, siger hun.
Men hvorfor skal det her overhovedet gå ud over børnene?
- Jeg synes jo aldrig, at besparelser skal ramme børn. Men jeg ved også godt, at en stor del af de kommunale penge går til skoler og daginstitutioner, og når det er store poster i den kommunale økonomi, så er det selvfølgelig også her, der er mulighed for at hente nogle penge, siger Jennie Thomsen.
Energistyrelsen har på sin hjemmeside SparEnergi lavet en stribe forslag til, hvordan man kan skrue ned for energiforbruget. Et forslag er netop at sænke temperaturen. I et almindeligt hus på 140 kvadratmeter kan man spare fem procent på varmeregningen ved at sænke temperaturen med én grad, lyder det blandt andet.
Ingen tæpper og jakker
Temperaturen blev skruet ned i Svendborg Kommune i fredags, men med det lune sensommervejr har der endnu ikke været noget at bemærke, fortæller Jennie Thomsen.
- Det kan selvfølgelig godt blive lidt koldt i efteråret og vinteren. Så må vi melde ud til forældrene, at eleverne skal have en tykkere trøje på. Men de skal ikke sidde med tæpper og jakke på. Det er på ingen måde intentionen, fastslår hun.
Desuden vil skolens lærere være opmærksomme på, at eleverne får rørt sig lidt ekstra.
Svendborg Kommune har besluttet at sænke temperaturen i både folkeskoler, børnehaver og svømmehaller i det kommende efterår og vinter.
Det giver en besparelse på cirka en halv million kroner.
Borgmester Bo Hansen siger til TV 2, at kommunen ligesom private husholdninger er nødt til at se "i alle hjørner".
- Det er en måde at finde økonomi på i stedet for at reducere i serviceniveauet, og det er bestemt alvorligt, for der er stigende energipriser til både naturgas, el og diesel, siger borgmesteren.
Beslutningen om at sænke temperaturen i de offentlige bygninger gælder frem til 1. januar 2023. Om tiltaget skal fortsætte, eller om der skal findes andre løsninger, vil kommunen tage stilling til i de kommende budgetforhandlinger, fortæller ejendomschef i Svendborg Kommune, Peter Mouritsen, til TV 2 FYN.
Skyhøje priser
Prisen for gas lå mandag eftermiddag på cirka 270 euro per megawatttime, efter Rusland fredag lukkede for gasforsyningen til Europa via gasledningen Nord Stream 1 på ubestemt tid.
Til sammenligning lå den europæiske gaspris på omkring 20 euro per megawatttime i begyndelsen af sidste år ifølge Ritzau.
Energistyrelsen fastslår på sin hjemmeside, at danskerne vil blive ved med at have både strøm og varme, selvom Rusland har lukket for gassen. Men den russiske gaspolitik giver skyhøje energipriser, og danskerne opfordres til at sænke el- og varmeforbruget med det samme.
Rettelse: Det fremgik tidligere i artiklen, at der var tale om en gaspris mandag på 270 euro per kilowatttime, men der er tale om megawatttimer. Teksten herover er rettet.