Dan Jørgensen advarer om energimangel til vinter – barsler med nye tiltag

Professor mener, at man bør hæve ambitionerne og skele til Tyskland, hvor man nationalt har skruet ned for temperaturen og slukket lyset.

Danmark kan ende i en situation, hvor vi ganske enkelt ikke har energi nok.

Sådan lyder den dystre advarsel fra klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S), der dog roser danskerne for at spare på strømmen allerede. Men det er ikke nok.

- Jeg kan allerede nu bebude, at vi kommer til at se på yderligere tiltag i Danmark. Det er nødvendigt, siger ministeren til TV 2.

Uden at blive konkret peger han på, at kommuner og regioner allerede har formået at indføre en stribe tiltag, der muligvis kan finde vej til resten af landet.

- Vi er i dialog med de danske kommuner og regioner for at få inspiration til, hvordan man ude i landet allerede har sænket forbruget, siger Dan Jørgensen.

Danmark ligger over niveau

EU-landene har i fællesskab forpligtet sig til at spare 15 procent på gasforbruget. Ifølge ministeren har Danmark allerede sparet 17 procent.

Men spørger man Brian Vad Mathiesen, professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, bør man i Danmark – og i hele Europa – øge ambitionsniveauet for energibesparelser markant.

- Hvis både danskerne selv, det offentlige og virksomheder skruer ned for forbruget, så kan det holde priserne i ro. Så kan vi undgå at ende i en situation hen over vinteren med ressourceknaphed, fastslår han til TV 2.

Han anbefaler, at man går længere end de aftalte 15 procent – at man hæver ambitionsniveauet i hele Europa til 20 procents besparelser på gasforbruget.

- Danmark og Europa bør skele til Tyskland. Det vil gøre os langt mere robuste i forhold til den vinter, vi står over for, siger Brian Vad Mathiesen.

I Tyskland har forbundsregeringen allerede vedtaget en stribe nationale tiltag, der skal nedbringe energiforbruget. Man har blandt andet skruet ned for temperaturerne i offentlige bygninger, slukket lys, der oplyser bygninger og monumenter om natten, samt slukket lys i offentlige bygninger uden for åbningstiden.

En "anstrengt" situation

Og den danske klima-, energi- og forsyningsminister vil ikke afvise, at lignende tiltag kan blive en realitet herhjemme.

- Vi kommer til at skulle gøre mere i Danmark, og derfor analyserer vi lige nu på, hvad der giver mest mening i en dansk kontekst.

- Det er en alvorlig situation. Vi skal forberede os på, at det, vi gør – selvom vi har sparet meget allerede i Danmark – ikke er nok. Der skal mere til, siger Dan Jørgensen.

Hans advarsel om en alvorlig energisituation herhjemme flugter med den, der fredag kom fra Energistyrelsen.

Her var budskabet, at Danmark selv i et mildt scenarie vil stå i en ”anstrengt” situation, når det kommer til energiforsyningen over vinteren.

Blandt anbefalingerne fra styrelsen var blandt andet, at kontorer kun skal opvarmes til 19 grader, og at der skal slukkes for belysningen på facader, hvis det kun er tændt af æstetiske årsager.

Samtidig har man lanceret en kampagne, hvor danskerne vil møde reklamer fra Energistyrelsen og få gode elspareråd ved busstoppesteder og togstationer samt på plakatsøjler i de større byer.

Se Energistyrelsens bedste råd til at spare på strømmen herunder.

Fem gode råd til at spare på strømmen

  1. Brug strømmen, når den er billigst

    Prisen på strøm varierer time for time, og den er typisk billigst, når der produceres meget vind- og solenergi.

    Vil du være sikker på altid at bruge den billigste strøm, kan du følge elprisens udvikling time for time et helt døgn frem på SparEnergi.dk.

  2. Tag kortere varme bade

    Gør dine varme bade kortere.

    Hvis du korter fem af familiens ugentlige brusebade ned fra 15 til 5 minutter, kan du spare op mod 5000 kroner om året.

  3. Vask ved lavere temperaturer

    Der er meget at hente økonomisk, hvis du sætter temperaturen ned, når du vasker tøj.

    Du kan eksempelvis spare over halvdelen af strømforbruget ved at vaske tøjet på 20 grader i stedet for på 40 grader.

  4. Fyld opvaskemaskinen

    Når opvaskemaskinen fyldes op, kører den færre ture – og det kan mærkes på din elregning.

    Faktisk kan du spare flere hundrede kroner om året, hvis det bliver fast rutine at fylde maskine helt op, inden du sætter den i gang. Og vil du spare endnu mere, kan du også skrue ned for temperaturen.

  5. Forbered din bolig til varmesæsonen

    Selv mindre energioptimerende tiltag kan medføre store besparelser på varmeregningen – det behøver ikke at være stort og omfattende.

    Eksempelvis er der meget at hente ved at tætne små huller og sprækker i hjemmet og ved at gøre varmeanlægget klar til vinter.