Energikrise

Danskerne kan få slukket for strømmen denne vinter

Vi skal lave energisparekampagner i et omfang, som vi ikke kan forestille os, og alle skal tage ansvar, mener professor.

Mange danskere skal muligvis vænne sig til mørke rum og koldere stuer den kommende vinter.

For mangel på strøm kan blive et reelt og meget konkret problem i de danske hjem i løbet af det kommende halvår.

Vi skal finde mentaliteten fra oliekriserne i 1970'erne frem igen og spare på strømmen

Brian Vad Mathiesen, professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet

Danmark – og hele Europa – står nemlig over for hidtil usete udfordringer med forsyningssikkerheden, hvilket betyder, at danskerne skal vænne sig til helt nye tider i forhold til vores strømforbrug.

Det mener to eksperter i energiforsyning, som TV 2 har talt med.

- Der er forhøjet risiko for mangel på strøm denne vinter, siger Klaus Winther, der er vicedirektør i Energinet og ansvarlig for systemdriften.

Der er ingen tvivl om, at en nedlukning for strømmen er det absolut sidste værktøj, vi har i skuffen

Klaus Winther, vicedirektør i Energinet

Han fastslår, at det ikke er sikkert, at det bliver virkelighed. Men overalt i Europa er elmarkederne præget af stor usikkerhed, høje priser og en stigende bekymring for forsyningssikkerheden den kommende vinter.

- Derfor bliver vi nødt til at tage situationen alvorligt, pointerer Klaus Winther.

I Danmark er det Energinet, der har det overordnede ansvar for at sikre, at produktionen af el og forbrug stemmer overens.

Den yderst eftertragtede el

Den nedslående melding fra vicedirektøren kommer i en tid, hvor hele Europa er presset mere end nogensinde før i forhold til tårnhøje elpriser og et trængt elmarked.

Det har ført til mangel på strøm, som ifølge Klaus Winther primært kan tilskrives tre forhold, der har gjort sig gældende de seneste måneder:

  • Stop for russisk gas til Europa
  • Vejret – i form af den meget varme og tørre sommer
  • Tekniske udfordringer på udenlandske kraftværker

Han forklarer, at situationen på de europæiske elmarkeder for tiden er meget anstrengt. Alle lande oplever, at produktionskapaciteten har svært ved at følge med efterspørgslen, hvilket betyder, at strømmen bliver væsentligt dyrere.

- Produktionen af el kan ikke følge med efterspørgslen, og det øger sandsynligheden for et strømsvigt, siger Klaus Winther.

Hvorfra får vi strøm i Danmark?

Strømmen på det danske elnet stammer fra flere forskellige energikilder:

  • Vindmøller.
  • Centrale kraftvarmeanlæg, som eksempelvis bruger kul, olie, halm og naturgas.
  • Decentrale kraftvarmeanlæg, som eksempelvis benytter gas og alternative energikilder som biomasse og affald.
  • Import af el fra Norge, Sverige, Tyskland og Holland – produceret blandt andet ved hjælp af vandkraft.
  • Køb af el fra private producenter og industrielle værker fra såvel ind- og udland.
  • Solceller.

Kilde: Energinet.dk

Før det kommer så vidt, forsikrer vicedirektøren, at Energinet vil gøre alt, hvad man kan for at sikre, at de danske forbrugere – på trods af høje priser og knap forsyning – alligevel har strøm i stikkontakten.

Vejret kan blive afgørende

De færre leverancer af naturgas fra Rusland til Europa har været den vigtigste faktor for manglen på strøm, da mange europæiske kraftværker netop bruger naturgassen, som omdannes til strøm.

Desuden har den meget varme sommer – specielt i Sydeuropa – rent praktisk betydet, at mange floder er udtørret, og dermed er det blevet sværere at sejle blandt andet kul og olie til kraftværkerne.

Ikke mindst på Rhinen, der er et knudepunkt for europæisk trafik af råvarer til anlæggene.

Endelig har flere kraftværker over sensommeren været taget ud af drift for at blive klargjort til vinteren – blandt andet flere atomkraftværker i Frankrig.

- Der er mange faktorer, som rammer os i øjeblikket, og vi befinder os i en næsten perfekt storm, forklarer Klaus Winther.

Han er bekymret for, at Danmark kan stå over for en kold og langvarig vinter. For dermed vil risikoen for mangel på strøm være større, end hvis vi får en lun vinter med masser af vind og blæst.

Perspektiv

Sverige kan også blive ramt af strømsvigt

Hos vores svenske naboer mod øst findes der også en regulær bekymring for mangel på strøm den kommende vinter.

Risikoen, for at der kan forekomme en afbrydelse af elektriciteten denne vinter, er steget og gået fra "lav" til "reel", og det er særligt i den sydlige del af Sverige, at der kan forekomme mangel på el.

Det siger den strategiske driftschef for Svenska Kraftnät, Erik Ek, som er myndigheden med ansvaret for en sikker elforsyning hinsidan.

Driftschefen forudser mulige kapacitetsproblemer i det tidsrum, hvor svenskerne har allermest brug for at importere strøm. Her vil det måske ikke være muligt at levere el til forbrugerne.

- Denne vinter, hvor det er koldest, er der en reel risiko for, at vi bliver nødt til at afbryde elforbruget i dele af det sydlige Sverige, udtaler Erik Ek i en pressemeddelelse.

Hvis afbrydelse af el bliver en realitet, viser beregninger fra Svenske Kraftnät, at det højst vil svare til cirka 2 procent af det samlede elforbrug i Sverige.

Timer uden strøm

Ifølge Klaus Winther er det umuligt at sætte procenter på, hvor slem situationen kan blive herhjemme, men han fastslår, at Danmark ikke står over for et decideret blackout, hvor hele landet må lukke ned for strømmen.

Hvis Danmark reelt kommer til at mangle strøm, vil de enkelte distributionsselskaber være nødsaget til at lukke helt ned for strømmen i et par timer – en ting, som vi aldrig før har oplevet herhjemme, forklarer Klaus Winter.

En sådan situation vil være særdeles mærkbar for den enkelte dansker, men vicedirektøren sammenligner det med en kabelfejl, hvor strømmen går, og der typisk vil være mørkt i et par timer.

- Der er ingen tvivl om, at en nedlukning for strømmen er det absolut sidste værktøj, vi har i skuffen. Jeg håber ikke, at det sker, men vi er klar, hvis det skulle kommer dertil, siger Klaus Winter.

Skal trække på erfaringer fra oliekriserne i 1970'erne

​Brian Vad Mathiesen er professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet.

Han er helt enig i, at der findes en reel fare for strømmangel i Danmark den kommende vinter.

- Risikoen er enorm stor. Vi skal forbedrede os på, at det kan blive rigtig slemt i forhold til forsyningssikkerheden, siger han.

Professoren mener, at det bedste, Danmark kan gøre for at ruste os til vinteren og undgå strømsvigt, er at begynde at lave energibesparelser. Og det skal hellere ske i dag end i morgen.

- Vi skal finde mentaliteten fra oliekriserne i 1970'erne frem igen og spare på strømmen, siger Brian Vad Mathiesen.

Tyskland som pejlemærke

Energikrisen berører hele Europa, og professoren fremhæver Tyskland, hvor politikerne allerede har vedtaget en lang række tiltag, der har til hensigt at sænke landets samlede energiforbrug med 20 procent.

Det indebærer blandt andet, at varmen i offentlige bygninger bliver sænket til 19 grader. Når der ikke er nogen på kontorerne, skal der slukkes for den kølende aircondition, og desuden skal der om natten slukkes for belysningen af offentlige bygninger og monumenter.

- I Danmark skal vi kopiere den tyske model. Det er den eneste måde, hvorpå vi kan sikre forsyningssikkerheden og forsøge at holde elpriserne nede på, mener Brian Vad Mathiesen.

Danskerne kan i professorens optik stå over for "en voldsom krise" i form af skyhøje elpriser og mangel på strøm.

Derfor savner han, at de største distributører på elmarkedet herhjemme træder i karakter og tager ansvar for energitiltag, der kan sikre et mindre elforbrug.

- Vi skal lave energisparekampagner i et omfang, som vi ikke kan forestille os, og alle skal tage ansvar, siger professoren.