Dagens overblik

Dagens overblik: Ny prognose er dårligt nyt for husejere

Finansministeriet præsenterer dyster prognose, mand tilstår landsforræderi, og Danske Bank stryger nu 90.000 kunders gæld.

I dag er det 25 år siden, at prinsesse Diana døde i en bilulykke i Paris.

En række uheldige tilfældigheder sendte Storbritanniens mest elskede prinsesse direkte i døden. Men hvordan kunne det ende så tragisk? TV 2 har samlet op på hændelserne og gør dig samtidig klogere på Lady Diana her.

Velkommen til dagens overblik.

Finansministeriet forventer markant fald i huspriser det næste år

Huspriserne kommer til at blive ramt af et markant fald næste år. Det viser prognosen fra Finansministeriets økonomiske redegørelse.

Huspriserne for enfamiliehuse vil ifølge Finansministeriet opleve et fald på 4,8 procent i 2023. I sidste seneste skøn fra maj forventede Finansministeriet, at huspriserne ville stige med 0,9 procent i løbet af året.

Ifølge TV 2s erhvervskommentator, Ole Krohn, er Finansministeriets prognose langt fra en ønskesituation for husejerne. Der er tale om et "markant fald", som er båret på vej af stadig højere renter, siger Ole Krohn.

Mand tilstår fuldbyrdet terror og landsforræderi

For første gang nogensinde har en dansk statsborger nu tilstået, at han har kæmpet for terrororganisationen Islamisk Stat. Det drejer sig om 33-årige Jacob el-Ali, der har kæmpet for terrororganistionen Islamisk Stat i en periode, hvor det betragtes som landsforræderi.

Han udrejste til Syrien i 2013 – ifølge hans egen forklaring for at kæmpe mod Assad og ikke, fordi han ville tilslutte sig en terrororganisation. Han havde set billeder fra landet og oprørernes kampe, som havde gjort et stort indtryk på ham.

Anklagemyndigheden mener, at han skal straffes med fængsel i mindst 16 år. Forsvareren mener dog, at nogle formidlende omstændigheder gør, at straffen skal lande på fængsel i 10-12 år. Det forventes, at der afsiges dom i sagen 7. september.

Regering fremlagde finanslovsudspil for 2023

I dag fremlagde regeringen sit finanslovsudspil for 2023. Sidste år var det en coronafinanslov. I år bliver det en inflationsfinanslov, lyder det fra finansminister Nicolai Wammen (S).

Det bliver "stramt og ansvarligt", advarer han om årets finanslovsudspil. Præcis som han gjorde sidste år.

En del af finanslovsudspillet er blandt andet, at regeringen vil sætte to milliarder kroner af til inflationshjælp. Du kan få overblik over de forskellige punkter i udspillet her.

Danske Bank stryger 90.000 kunders gæld

Danske Bank fjerner nu gælden for 90.000 inkassokunder og afsætter samtidig yderligere 650 millioner kroner til at kompensere kunder, der er blevet opkrævet for meget.

Det betyder, at al gæld fra før oktober 2020 i bankens inkassosystem nu er slettet.

Årsagen er det fejlbehæftede inddrivelsessystem, der har plaget banken i årtier, og som TV 2-programmet 'Operation X' i samarbejde med Berlingske første gang kunne fortælle om i 2020.

TV 2 testede ti slags flaskevand for PFAS

Danske Regioner har udpeget op mod 15.000 steder i Danmark, hvor mulige PFAS-forureninger kan ende i drikkevandet. Det blev særligt tydeligt på Fanø, der er den første kommune, hvor samtlige drikkevandsboringer har vist, at vandet er forurenet med PFAS.

Men bør man så drikke flaskevand i stedet?

For at undersøge sagen købte TV 2 ti flasker med vand i forskellige supermarkeder og sendte dem til analyse hos Eurofins-laboratorierne. De blev alle testet for 22 forskellige PFAS-stoffer.

Resultatet var, at der ikke blev fundet PFAS i nogen af produkterne. Læs mere om, hvordan testen gik her.