Danskerne forsøger at nedsætte elforbruget - salget af airfryers stiger
En test foretaget af Forbrugerådet Tænk fastslår, at der er stor forskel på elforbruget for de forskellige modeller af airfryers.
Rekordhøje elregninger har fået danskerne til at søge efter alternative løsninger i køkkenet for at nedbringe energiforbruget.
TV 2 har talt med flere danskere, der fortæller, at de har erstattet deres ovn med en airfryer i håbet om, at den bruger mindre energi.
En af dem er Jane Borring Larsen, der ikke længere har råd til at tænde ovnen for at bage til sine børnebørn eller lave aftensmad. Når hun endelig skal forkæle sig selv med varm mad, bruger hun nu sin nye airfryer i stedet.
Flere elektronikforhandlere melder også om en stigende efterspørgsel på den lille varmluftsovn.
Eksempelvis er salget af airfryers hos Kop og Kande steget med 131 procent det seneste år.
Om en airfryer faktisk bruger mindre strøm end en traditionel ovn, er der endnu ikke nogen større danske undersøgelser, der har konkluderet.
Stor efterspørgsel
Hos Power er markedet for airfryers gået 53 procent frem i forhold til sidste år.
- I øjeblikket er der virkelig en stigende efterspørgsel på airfryers. Som eksempel havde vi et weekendtilbud for en måneds tid siden, hvor vi solgte 300 styk i løbet af weekenden, fortæller Daniel Olesen, der er salgschef i afdelingen for småt elektronik i Power.
Han tilføjer, at den lille ovns popularitet sagtens kan skyldes de stigende elpriser – i hvert fald er kunderne meget fokuserede på elforbruget, når de besøger butikkerne.
Stigende popularitet
På de sociale medier vinder airfryers også stigende anerkendelse. Således har Facebook-gruppen "Airfryer Opskrifter, Tips og Tricks” i skrivende stund lidt over 48.000 medlemmer.
Gruppens administrator, Britt Andersen, fortæller til TV 2, at de får mellem 200 og 400 nye medlemmer om dagen.
- Ud over spørgsmål til, hvilken airfryer medlemmerne skal vælge, kommer der også virkelig mange spørgsmål til strømforbruget for en airfryer versus en almindelig ovn. Så det interesserer medlemmerne rigtig meget lige nu, siger Britt Andersen, der udover Facebook-gruppen blandt andet har skrevet to opskriftsbøger til airfryers.
Hun tilføjer, at den lille maskines popularitet dog allerede begyndte at stige under coronakrisen, da danskerne brugte mere tid på madlavning og blev gjort opmærksomme på denne nye måde at tilberede mad på.
Stor forskel på tværs af modeller
Men bruger en airfryer mindre strøm end en traditionel ovn?
Det er overraskende nok ikke et nemt spørgsmål at finde svaret på. Da airfryers er en forholdsvis ny maskine i det danske køkken, er der relativt begrænset viden på området herhjemme.
I udlandet er der foretaget flere undersøgelser af dens energiforbrug, og ifølge det amerikanske medie CNET bruger en airfryer betydeligt mindre energi end en ovn. Tallene kan dog ikke direkte oversættes til et dansk elforbrug, da beregninger tager udgangspunkt i energipriserne i USA.
CNET's konklusion er blandt andet baseret på, at airfryers generelt tilbereder mad meget hurtigere end en traditionel ovn. Ofte tager det cirka halvdelen af den tid, det tager at lave en lignende opskrift i en rigtig ovn. Derudover skal en airfryer ikke forvarmes.
I Danmark er det svært at finde lignende undersøgelser, men en test foretaget af Forbrugerådet Tænk i september 2020 fastslår, at der er stor forskel på elforbruget for de forskellige modeller af airfryers.
I testen, hvor forbrugerrådet har sammenlignet 11 forskellige airfryers, bruger den mest energitunge maskine eksempelvis næsten 3 gange så meget el som den, der bruger mindst.