Samfund

Stort studie afslører: Cyklusapps giver dine intime oplysninger væk

Man skal ikke dele noget i en cyklusapp, som man ikke ville skrive på bagsiden af et postkort, siger en ekspert.

Millioner af kvinder fra hele verden fodrer hver dag deres telefoner med intime oplysninger om pletblødninger, humørforstyrrelser, smerter og seksuel orientering.

De taster oplysningerne ind i apps, der skal hjælpe dem med at følge deres cyklus, enten fordi de vil være gravide, undgå at blive det, eller fordi de vil holde styr på, hvornår de får menstruation igen.

Misbrugsmulighederne er uendelige

Allan Frank, it-sikkerhedsspecialist og jurist, Datatilsynet

Men et nyt, amerikansk studie, der har undersøgt datasikkerheden i 25 cyklusapps, afslører, at den intime data ofte bliver delt med andre parter.

Og det kan på sigt få store konsekvenser, mener Allan Frank, der er it-sikkerhedsspecialist og jurist i Datatilsynet.

- Det er ikke harmløst, og vi skal være langt mere bevidste. Misbrugsmulighederne er uendelige, siger han til TV 2.

Men for helt at få begreb om Allan Franks pointe, er det vigtigt først at forstå baggrunden for, hvorfor de amerikanske forskere har undersøgt cyklusappsene, og hvad studierne viser.

Kan potentielt afsløre besøg på en abortklinik

1 ud af 3 amerikanske kvinder bruger en cyklusapp, skriver The Guardian, der også har skrevet om resultatet af undersøgelsen.

Vi kender ikke det tilsvarende tal for danske kvinder, men den britiske app Flo og den tyske Clue ligger på 10. og 11. pladsen over mest downloadede sundhedsapps i Danmark.

I USA har cyklusappsenes popularitet dog taget et markant dyk i kølvandet på USA's højesterets beslutning om at omstøde afgørelsen Roe v. Wade, der hidtil har givet amerikanske kvinder ret til selv at vælge, om de vil have en abort.

Intime spørgsmål

Der er mange apps at vælge mellem, når man leder efter en cyklustracker i Apples Appstore, og de lover alle det samme: At holde øje med brugerens cyklus og føre kalender over fertiliteten.

Men før man kan få nytte af appsenes praktiske funktioner, skal man dog først svare på en række intime spørgsmål om udflåd, mental sundhed og om ens sexliv, for bare at nævne nogle få.

TV 2 har samlet et udvalg af spørgsmål, som brugerne skal svare på, før de får adgang. Det er ikke de samme spørgsmål, der bliver stillet i alle apps, og det er ikke alle apps, der stiller disse spørgsmål.

- Er sex smertefuldt?

- Tager du medicin i øjeblikket?

- Benytter du prævention? Og hvilken?

- Oplever du ubehag på grund af udsædvanligt udflåd?

- Har du nogen reproduktive sundhedsproblemer (endometriose, PCOS og så videre)

- Er der noget ved din mentale sundhed, du gerne vil gøre noget ved? (stress, angst, depression, dårligt selvbillede for eksempel)

- Hvad vil du gerne ændre ved dit sexliv?

- Hvordan er dit humør i dag?

- Lige nu, og jeg mener i dette øjeblik, skal du slette alle digitale spor af enhver sporing af menstruation. Please, skrev en professor på Oxford Universitet for eksempel på Twitter kort efter afgørelsen, hvilket blev bakket op af amerikanske kvinder på sociale medier.

Afgørelsen gør det nemlig muligt for de enkelte delstater at forbyde abort, og det har skabt frygt for, at de intime oplysninger, som kvinderne har delt i appsene, kan blive brugt til at retsforfølge dem, hvis de skulle få en abort.

Nogen cyklusapps sporer nemlig brugerens fysiske lokation, og det kombineret med et overblik over en kvindens menstruation – eller vigtigere manglen på samme – vil potentielt kunne afsløre et besøg på en abortklinik.

Deler intime oplysninger vidt og bredt

Forskere fra Mozilla, firmaet bag browseren Firefox, lancerede i sidste uge resultatet af en undersøgelse af sikkerhedsniveauet for 25 cyklusapps.

Undersøgelsen viste, at stort set alle appsene indsamler intime detaljer om eksempelvis seksuel orientering, sexliv og humør – og efterfølgende deler det vidt og bredt, oplyser Mozilla.

Du er aldrig 100 procent sikker, når du bruger de her apps

Anette Høyrup, chefjurist, Forbrugerrådet Tænk

Flere af cyklusappsene havde desuden enten uklar eller ingen politik omkring deling af data med ordensmagt og myndigheder.

Den britiske organisation, ORCHA, der vurderer sundhedsapps, har ligeledes undersøgt 25 cyklus- og graviditetsapps.

Undersøgelsen viste, at 21 ud af 25 apps deler data med tredjeparter, mens kun en enkelt opbevarer dataen på appen uden at dele den videre.

Forbrugerrådet: Ingen sikkerhed for, hvor oplysningerne havner

Resultaterne kommer ikke bag på Forbrugerrådet Tænk.

I august søsatte de selv en undersøgelse af tre cyklusapps, og resultatet stemmer fuldstændig overens med de to amerikanske undersøgelser.

- Lige nu er man ikke særlig godt stillet som forbruger. Du er aldrig 100 procent sikker, når du bruger de her apps, siger Anette Høyrup, der er chefjurist hos Forbrugerrådet Tænk.

- Vi ved ikke, om loven bliver overtrådt her. Det kan være, du er kommet til at give samtykke til, at det her er i orden. Det er det, vi ikke kan gennemskue. Det er så sindssygt komplekst.

Anette Høyrup vil ikke opfordre danske kvinder til at slette cyklusappsene, men hun opfordrer til at tænke over, hvor mange personlige oplysninger der er nødvendige at give og altid takke mere nej end ja til deling af data.

- Man må gøre op med sig selv, hvor meget data man har lyst til at dele med de her virksomheder, for man har ingen sikkerhed for, hvor det havner, siger hun.

Kontekst kan ændre sig

It-sikkerhedsspecialist og jurist i Datatilsynet Allan Frank er enig i, at det er umuligt at forudse, hvor de intime data ender. Det skyldes, at lovgivning altid kan ændre sig.

- Man kan ikke vide, hvad der sker i fremtiden med retsstillingen, siger han.

- Når man afgiver sine oplysninger, kan den kontekst, de bliver brugt i, ændre sig rigtig mange gange, og lige pludselig kan de her data få et liv for sig selv, som er meget anderledes, end det man troede, da man afgav dem, hvor man egentlig tænkte, at det var harmløst, siger Allan Frank.

Det er præcis det, som amerikanske kvinder frygter er sket i USA – at de oplysninger, de delte, da abort var lovligt i alle stater, pludselig kan bruges mod dem.

- Del ikke noget, du ikke ville skrive på et postkort

Og det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvad oplysninger fra en cyklusapp kan bruges til, hvis – eller når – de kommer i hænderne på en tredjepart.

Man skal ikke dele noget der, som man ikke ville skrive på bagsiden af et postkort

Allan Frank, it-sikkerhedsspecialist og jurist, Datatilsynet

Annoncører kan eksempelvis målrette annoncer om graviditet, hvis oplysningen om en udebleven menstruation bliver delt ud, men det kan også være i den mere alvorlige ende.

- Man behøver ikke rejse langt væk fra Danmark, før det at være homoseksuel er diskvalificerende i forhold til visse typer job, siger Allan Frank.

- I værste tilfælde kan det blive et problem i lånesituationer. Det ville ikke være lovligt, som det er nu, men hvis reglerne bliver ændret, kan de oplysninger, der er i appsene, betyde, at man ikke ville kunne optage lån eller få en forsikring.

Heller ikke Allan Frank mener, at danske kvinder bør slette deres cyklusapps, men han fastslår, at man bør gøre sig nogle overvejelser om brugen af den slags apps.

- Jeg synes, at man skal overveje, om det formål, man har med at bruge appen, opvejer de potentielle konsekvenser, det kan have, hvis ens oplysninger bliver delt, siger han.

- Man skal ikke dele noget der, som man ikke ville skrive på bagsiden af et postkort.