Mink-sagen

Barbara Bertelsen kommenterer nu sin advarsel

Statsministeren har stadig tillid til sin departementschef og betragter sagen som afsluttet.

Departementschef i Statsministeriet Barbara Bertelsen accepterer den advarsel, hun har fået for sin rolle i minksagen, og tager den til efterretning.

Det udtaler hun i en skriftlig kommentar, som Statsministeriet har udsendt:

- Minkkommissionens rapport rejser markant kritik af processen, der førte til beslutningen om, at det var nødvendigt at aflive alle mink i Danmark, herunder min rolle som departementschef i Statsministeriet i forbindelse med forløbet. Det tager jeg selvfølgelig alvorligt. Jeg har nu modtaget afgørelsen i min sag, der betyder, at jeg har modtaget en advarsel.

- Den har jeg taget til efterretning og accepteret.

Har stadig tillid

Det var statsminister Mette Frederiksen, der onsdag gav Barbara Bertelsen en advarsel efter anbefaling fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.

Minksagen får konsekvenser for embedsmænd

  • Departemenstschef i Statsministeriet Barbara Bertelsen får en advarsel. 
  • Rigspolitichef Thorkild Fogde fritages fra tjeneste, og der indledes et tjenstligt forhør. 
  • Departementschef i Miljøministeriet Henrik Studsgaard fritages fra tjeneste, og der indledes et tjenstligt forhør. 
  • Departementschef i Justitsministeriet Johan Legarth får en irettesættelse.
  • Fødevareministeriet har ikke fundet grundlag for at hjemsende tre medarbejdere.
  • Justitsminister Mattias Tesfaye oplyser til TV 2, at der både i Justitsministeriets departement og hos Rigspolitiet fortsat er sager, hvor der ikke er truffet afgørelse endnu.

Statsministeren siger efterfølgende, at hun fortsat har tillid til sin departementschef.

- Jeg betragter også sagen som afsluttet nu, siger Mette Frederiksen.

Ovenpå aflivningen af alle mink i Danmark, slog Minkkommissionen for knap to måneder siden fast, at ti embedsfolk kunne drages til ansvar for beslutningen, som der ikke var hjemmel til.

Den mildeste sanktion

Blandt de ti var Barbara Bertelsen, som nu slipper med en advarsel, der er den mildeste sanktion, hun kunne få.

Samtidig har Miljøministeriet indledt et tjenstligt forhør af departementschef Henrik Studsgaard, som fritages fra tjeneste fra dags dato.

Den samme sanktion har ramt rigspolitichef Thorkild Fogde.

Mette Frederiksen vil ikke kommenterer sanktionerne mod de embedsmænd, der hører under andre ministerier end hendes eget.

Men regeringen har fulgt de indstillinger, der er kommet fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, understreger hun.