Vi kendte risikoen for fejl, siger minister om varmecheck-kaos
De danskere, der ved en fejl har fået en varmecheck, skal ikke betale pengene tilbage. Regeringen vil undersøge, om der kan laves frivillig ordning.
Regeringen kendte til risikoen for fejl, da udbetalingen af varmechecken blev vedtaget.
Det erkender klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) nu, efter at blandt andre TV 2 i de seneste dage har kunnet pege på en række fejl i udbetalingen af varmecheck til danskerne.
- Jeg kan sagtens forstå, hvis der er nogle, som synes, det her er helt galt. Jeg havde også helst set, at vi kunne gøre det her helt uden fejl. Men når vi vælger at sende penge ud til 400.000 danskere og gøre det automatisk til deres konti for at få pengene ud hurtigt, så kan der ske fejl, siger Dan Jørgensen til TV 2.
Han indrømmer, at regeringen og de andre partier bag varmechecken vidste, der kunne ske fejl.
- Den risiko kendte vi godt, men vi valgte at leve med den, fordi vi syntes, det var så vigtigt, at folk kunne få deres penge hurtigt, siger Dan Jørgensen.
Forældede oplysninger
En af fejlene er, at mange danskere har modtaget varmecheck på grund af forkerte og forældede oplysninger om deres varmekilde i det såkaldte BBR-register, hvor oplysninger om alle danske boliger og bygninger findes.
Lørdag kunne TV 2 fortælle om en parcelhusvej mellem Horsens og Hatting, hvor 32 af de 51 huse på vejen er registreret som naturgasbrugere i BBR-registret.
Men inden for de seneste fire år har vejens naturgaskunder omlagt til fjernvarme.
Derfor modtager 45 af adresserne ifølge Horsens Fjernvarme nu fjernvarme, viser en kortlægning af Østerhåbsvej foretaget af TV SYD.
Situationer som den har betydet, at mange danskere fejlagtigt har modtaget en varmecheck. Dan Jørgensen siger, at det er danskernes eget ansvar at opdatere oplysningerne om deres varmekilde i BBR-registret.
- Som udgangspunkt regner vi jo med, at folk gør det, de skal ifølge loven. Man skal jo opdatere sit register, når man skifter varmekilde, siger han.
Vil undersøge frivillig tilbagebetaling
Selv om de danskere, der ved en fejl har fået varmecheck, som udgangspunkt ikke skal betale pengene tilbage, vil regeringen undersøge, om der kan indføres en frivillig tilbagebetalingsordning.
- Vi ville da helst have undgået, at nogle folk får nogle penge, de ikke skulle have haft. Men at lave et kæmpe bureaukratisk system, som måske koster mere end de forholdsvis små beløb, der skal betales tilbage, det skal vi nok tænke os om en ekstra gang, før vi sætter i værk.
- Nu har partierne bag ordningen aftalt, at vi vil analysere situationen, og så vil vi lytte til rådgivning, om man for eksempel kunne oprette en konto, hvor man frivilligt kan betale pengene tilbage, siger Dan Jørgensen.
Hvis folk har fået de her penge udbetalt ved en fejl i BBR-registret, synes du så, at de skal betale dem tilbage?
- Det, som loven siger, er det, borgerne skal forholde sig til. Derfor kommer jeg heller ikke til at sige til danskerne, at de skal betale pengene tilbage. Men hvis man har fået nogle penge, man ikke er berettiget til, og der er en mulighed for at betale dem tilbage, så synes jeg da, man skal gøre det, siger Dan Jørgensen.