Dagens overblik

Dagens overblik: Flere stjerner melder klar til Danmark Rundt

Danmark har fået endnu en statsministerkandidat, mens forældre klager over deres børns skoledage. Og det er et år siden, Taliban overtog Afghanistan.

Velkommen til dagens overblik, der forhåbentlig er mindre tørt end tilstanden i Danmark lige nu.

Efter flere dage med lækkert vejr ligger det gennemsnitlige tørkeindeks på 9,7 – på en skala med 10 som det maksimale.

Derfor advarer beredskaber også mod brandfare. Både når landmænd og naturnydere bevæger sig ud i sommerlandskabet.

Men vi starter i et helt andet landskab, nemlig det politiske.

Pape vil være statsminister …

Det Konservative Folkepartis formand, Søren Pape Poulsen, skød ugen i gang med en kontant udmelding: han vil være statsminister.

Dermed bliver Pape den anden statsministerkandidat i blå blok, hvor også Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen har meldt sit kandidatur.

Men dobbelt så mange er som bekendt ikke altid dobbelt så godt. I hvert fald peger TV 2s politiske redaktør på, at den nye udmelding kan blive til nuværende statsminister Mette Frederiksens fordel.

… Men hvem støtter ham?

Reaktionerne på Papes udmelding har gennem dagen været blandede.

Mette Frederiksen selv kalder det “en meget særlig situation”, at man i blå blok “ikke kan finde ud af, hvem man stiller med som statsministerkandidat”.

I blå blok er meldingerne mindre tydelige. I hvert fald når det kommer til at røbe, hvem de vil pege fingeren i retning af, når der skal vælges mellem statsministerkandidaterne.

Her kan du få overblikket over, hvordan de blå partier har reageret på den konservative formands blik mod statsministerposten.

For lange skoledage

Hver tredje forælder mener, at deres børns skoledage er for lange. Det viser en ny Megafon-måling for TV 2 og Politiken.

Her svarer 34 procent af de adspurgte forældre til børn i grundskolen, at antallet af timer, deres børn går i skole, er for højt.

Flertallet af forældrene i målingen mener dog, at antallet af skoletimer er passende. Det svarer 61 procent af de adspurgte, mens kun 3 procent af forældrene mener, at deres børn går for lidt i skole.

Taliban ved magten

Nu vender vi blikket mod udlandet. I dag er det nemlig præcis et år siden, at Taliban-bevægelsen indtog Kabul og generobrede magten over Afghanistan.

Dengang lovede bevægelsen at bringe fred og stabilitet til landet efter årtier med krig. Men den illusion er bristet, og kriserne står nu i kø i landet.

Min gode kollega er dykket ned i situationen i Afghanistan efter et år under Talibans kontrol, og du kan få overblikket lige her.

Danmark Rundt byder på comeback

Det er en lang række prominente cykelnavne, der står klar, når cykelløbet Postnord Danmark Rundt bliver skudt i gang tirsdag.

Og mandag er der blevet skrevet flere kendisser på listen. Blandt andre den lynhurtige belgier Jasper Philipsen, og en tidligere verdensmester i skikkelse af polske Michal Kwiatkowski.

Samtidig er der også plads til et comeback. Otte måneder efter et grimt styrt er INEOS-stjernen Egan Bernal igen klar til at køre løb.

Til gengæld har den hollandske stjerne Tom Dumoulin mandag annonceret, at han stopper karrieren øjeblikkeligt og dermed ikke stiller op i det danske løb.

Danmark Rundt strækker sig over fem etaper fra tirsdag til lørdag. Løbet begynder i Allerød og slutter på den mytiske Kiddesvej i Vejle.