Samfund

Unge navngiver værste sexpartnere i drukleg på Tiktok – eksperter bekymrede

I spillet ’sandhed eller shot’ stiller unge hinanden spørgsmål ofte af seksuel karakter. Eksperter advarer om flere bekymrende tendenser ved spillet.

Musikken spiller i baggrunden, mens en ung kvinde taler ind i kameraet:

Okay, vi spiller sandhed eller shot. Hvilken pige hader du mest fra din gamle klasse?

Videoen klipper til en anden ung kvinde, der giver sig til at nævne navnet på flere.

Hvem har været dit værste knald?

En ny dukker op på videoen og navngiver en person.

Sådan fortsætter det i over et minut, hvor telefonen afleveres rundt blandt de feststemte unge, der er ved at varme op til fest. Enten svarer man på spørgsmålet, og ellers ryger der et shot alkohol ned.

Det er et spil, som unge over de sidste mange generationer har spillet – bare i forskellige versioner. Nogle har kaldt det 'flaskehalsen peger på'. Andre har kaldt det 'S, P eller K'.

Og blandt mange af nutidens unge holder spillet ved, men i en ny version i 'sandhed eller shot'.

På Tiktok finder man over hundrede videoer fra den seneste måneds tid, hvor primært unge kvinder stiller hinanden spørgsmål, der ofte drejer sig om sex, dating, kærlighed og forholdet til andre i skoleklasser og vennegrupper.

Selvom det er et spil, som unge i skiftende formater har spillet i årevis, så ser en række eksperter, som TV 2 har talt med, flere bekymrende tendenser ved spillet.

Bekymrende at personer bliver navngivet

I flere af videoerne bliver personer nævnt ved navn som ”den grimmeste man har kysset med”, ”den med den mindste pik”, og ”den man hader mest”.

Det er et af de helt store problemer ved spillet, påpeger flere eksperter. For de navngivne personer er ikke selv en del af spillet og er måske ikke glade for at blive deklareret som ”det dårligste knald” på sociale medier, hvor alle kan se med.

Jonas Ravn, der specialiserer sig i børn og unges digitale liv hos Center for Digital Pædagogik, mener, at spillet er meget tidstypisk for den unge generation, hvor det seksuelle er rykket længere frem i forhold til tidligere generationer, og man har det sjovt med at tale om det.

Men han ser bekymret på navngivningen i videoerne.

- Jeg er bekymret for, at man ikke reflekterer over, hvor bredt videoerne kommer ud, og at dem, der bliver nævnt, kan blive såret. I de fleste af videoerne er de gode til at få det til at handle om sig selv, og der er det jo fint. Men problemet er, når nogen bliver kaldt det dårligste knald, man har haft, siger han til TV 2.

Videoerne har netop en stor udbredelse, hvor en del er blevet afspillet mellem 20.000 og 100.000 gange. På den baggrund frygter Jonas Ravn, at både spillet og at tale nedsættende om andre offentligt på sociale medier kan sprede sig.

- Det her kan skabe en bredere trend og blåstemple en adfærd, hvor der er okay at namedroppe nogen. Det kan godt komme til at inspirere andre til at gøre det i andre sammenhænge – når man ser nogle andre gøre det, så kan man også gøre det selv.

Unge mangler et sikkert rum til at snakke om sex

Marie Holt Hermansen, der er formand for Danske Skoleelever, kender også godt til 'sandhed eller shot' og beskriver det som et spil, der ”handler om at overskride sine egne grænser”.

- Det er en tendens, hvor hvis vi ikke kan snakke om det her i skolen, så kan det sprede sig ud til andre fora på sociale medier. Jeg synes ikke, at man skal have sin primære information om sex fra Tiktok, siger hun.

Det kan være fint at dele seksuelle erfaringer, men ikke med et pres om at skulle drikke også

Mirjam Westh, børnefaglig konsulent hos Børns Vilkår

Hun har mest bidt mærke i, at det er elever sidst i udskolingen og videre derfra i gymnasiet, som deler videoerne. For hende er det et udtryk for, at der ikke er nok steder til at tale åbent om emner som seksualitet, alkohol, og hvordan man er på sociale medier.

- Som unge har vi et behov for at åbne op og har lyst til at tale om de her emner, men vi mangler et rum, blandt andet i skolen, hvor vi kan tale åbent og blive sat ind i de her emner.

Hun efterspørger derfor, at der på skolerne bliver set alvorligt på, hvordan man kan skabe rum for eleverne til ærlige snakke om seksualliv.

På tværs af eksperterne lyder det, at det i grunden er godt og sundt, at de unge er åbne for at dele deres seksuelle oplevelser med hinanden, men blandt andet alkoholens rolle i spillet får Sex & Samfund til at advare.

Alkohol spiller en farlig rolle

Ligesom formanden for Danske Skoleelever mener Jeppe Hald, der er daglig leder af rådgivningen til børn og unge hos Sex & Samfund, at der i spillet bliver lagt et pres på grænserne.

- Hvis man ikke vil svare, skal man drikke et shot, og der kan man ende ude i at blive så fuld, at man ikke er bevidst om sine egne grænser. Og i alleryderste tilfælde kan det ende ud i, at man bliver krænket seksuelt, hvis sådan en video breder sig ud.

Den samme bekymring kommer fra Mirjam Westh, der er børnefaglig konsulent hos Børns Vilkår.

- Vi har hvert år 8-900 samtaler om alkohol med børn og unge. De fleste af samtalerne går på, at de føler sig pressede til at drikke. I det her spil er det et kerneelement, at man er presset til at drikke alkohol. Det ligger i titlen. Det kan være fint at dele seksuelle erfaringer, men ikke med et pres om at skulle drikke også, forklarer hun.

Jeg synes ikke, det er fedt at lægge så intime oplysninger om sig selv på nettet

Jeppe Hald, daglig leder af rådgivningen til børn og unge hos Sex & Samfund

Unge kan blive stemplet

En Vive-rapport fra 2018 om unges opfattelser af køn, krop og seksualitet påpegede, at selvom piger og drenge er lige seksuelt aktive, så oplever de unge mere restriktive opfattelser af, hvordan piger kan vise deres krop frem, og hvor mange de må dyrke sex med.

Jeppe Hald fra Sex & Samfund frygter derfor, at nogle unge kvinder i videoerne kan havne i en situation, hvor de bliver stemplet negativt ud fra, hvor mange de har været sammen med, eller hvad de har gjort seksuelt.

- Jeg synes ikke, det er fedt at lægge så intime oplysninger om sig selv på nettet. Der er måske vennekredsen, der kigger med, men der er også andre, der kan kigge med og udsætte dig for noget på baggrund af det. Jeg kunne gå direkte ind og se de her videoer, og det er der mange andre, der også kan, siger han og understreger, at alle har ret til så mange sexpartnere, de ønsker, uanset deres køn.

Mirjam Westh fra Børns Vilkår stemmer i og gør opmærksom på, at de videoer, der bliver delt nu, efterlader et digitalt spor hos de unge.

- Det kan godt være, at det føles okay og sjovt nu, men det er måske ikke så rart om flere år, at de her ting og oplysninger om en ligger på nettet.

Mens en stor del af videoerne er lødige og ikke navngiver specifikke personer uden for spillet, så mener samtlige af eksperterne, at unge bør tænke sig meget grundigt om, før de deler videoer med sandhed eller shot i den version, der eksisterer lige nu.

- Det er for usikkert, om man er i stand til at holde trygge rammer omkring det. Grænserne er under pres, og man skal altid være i stand til at lade være med at svare på spørgsmålet, uden at skulle drikke sig fuld som konsekvens, lyder det fra Jeppe Hald.