Pensionist fik hjælpecheck onsdag morgen – men halvdelen af pengene er allerede forduftet

Op imod 400.000 husstande har fået check på 6000 kroner på grund af stigende energipriser.

Peer Dam var en af de flere hundredetusinde danskere, som onsdag kunne se 6000 kroner trille ind på kontoen.

Pengene kommer som et led i den aftale fra marts, som skal hjælpe mange danskere med at håndtere en voldsom prisstigning på varmeregningen.

- Den regning, jeg fik i maj måned var stor. Så jeg forventede, at min regning i august også ville blive det, og det er den så også blevet, konstaterer Peer Dam, der bor i hus i Søndersø.

I kolde kontanter er regningen til Peer Dam steget fra 2700 kroner i kvartalet til den seneste lussing på 7558 kroner.

- Der kom 6000 kroner her til morgen, og det var dejligt. Halvdelen af dem går så til den el-regning, jeg fik i går, siger Peer Dam til TV 2.

Konkret står de over 400.000 husstande til at få udbetalt 6000 kroner.

Målgruppen for varmechecken er husstande med en indkomst på under 706.000 kroner før skat.

Engangsbeløb

For at modtage checken skal den enkelte husstand primært være opvarmet af gasfyr, el-radiatorer eller ligge i et fjernvarmeområde med en gasandel på over 65 procent.

Det vil ikke løse problemerne for alle, og derfor vil situationen være hård for mange

Dan Jørgensen (S), klima-, energi- og forsyningsminister

Der er tale om et engangsbeløb, så Peer Dam og de mange andre, der er ramt af stigende energipriser, skal ikke forvente flere varmechecks.

Regeringen erkender da også, at varmechecken kun nødtørftigt dækker det stigende udgiftsniveau, mange mærker på både krop og pengepung.

- Det vil ikke løse problemerne for alle, og derfor vil situationen være hård for mange. Det må vi acceptere, siger klima-, energi- og forsyningsminister, Dan Jørgensen (S), til TV 2.

Allerede inden Ruslands invasion af Ukraine, der blev indledt i slutningen af februar, begyndte energipriserne at stige. Siden har olie- og gaspriser sammenholdt med en stigende inflation sendt rystelser gennem verdensøkonomien.