Opsigtsvækkende opfordring til Barbara Bertelsen – Ekstra Bladet anklages for mobning
Barbara Bertelsens fagforening mener, at der er tale om mobning, når Ekstra Bladet bliver ved med at gå efter departementschefen.
Mandag formiddag kunne et fly med bannerteksten ”Gå nu hjem, Barbara” ses flyve rundt over Christiansborg.
Flyet var sendt på vingerne af Ekstra Bladet og var rettet mod departementschef Barbara Bertelsen. Ekstra Bladet mener nemlig ikke, at hun bør have sin gang i Statsministeriet, mens man venter på at finde ud af, om der skal rejses en sag mod hende og ni andre embedsmænd oven på Minkkommissionens kritik.
- Der var en lammende kritik til Barbara Bertelsen og ni andre navngivne embedsmand. Siden da er der sket lige præcis nul. De burde været blevet sendt hjem fra dag ét, siger ansvarshavende chefredaktør for Ekstra Bladet, Knud Brix, til TV 2.
Knud Brix har fremturet bønnen flere gange, blandt andet i en leder, men det er det seneste påfund, som har fået Barbara Bertelsens fagforening Djøf til at rette skarp kritik mod mediet. Foreningen kalder flyveturen for en ”useriøs hetz”.
Det sidste ord er ikke sagt
Administrerende direktør i Djøf, Thomas Therkildsen, siger til TV 2, at der er tale om mobning, når Ekstra Bladet vælger at hænge en enkelt person ud. I en pressemeddelelse sendt ud mandag aften udtaler han også, at påfundet er ”med til at undergrave tilliden til systemet”.
For ifølge direktøren er der godt styr på processen, og alle spillets regler bliver fulgt, men det er ikke sådan, Ekstra Bladet får det til at se ud.
- I (Ekstra Bladet, red.) opstiller det, som om der ikke sker noget, og at hele processen er kritisk, og det, synes vi, er undergravende for tilliden til systemet, siger han til Ekstra Bladet.
Til TV 2 fortæller han også, at han frygter, at fremtidige embedsmænd og -kvinder vil afholde sig fra at søge jobs hos departementer, hvis de tror, at det hører med til jobbet "at blive hængt ud på den måde".
Djøfs kritik preller dog af på Knud Brix, og han understreger, at det sidste ord ikke er blevet sagt i debatten.
- Jeg kan ikke sige, hvad vi finder på, men jeg kan bare sige, at vi ikke er færdige, lyder det fra chefredaktøren til TV 2.
Hvorfor skal I som medie have så markant en holdning til det her?
- Ekstra Bladet har altid haft markante holdninger til samfundet fra lederplads. Jeg har skrevet en leder, hvor jeg opfordrer Barbara til at gå hjem. Vi har forsøgt adskillige gange at få interviews med Mette Frederiksen og Barbara, men der er bare totalt radiotavshed.
Jokket i "embedsmandsspinaten"
Ekstra Bladets fly blev blandt andet filmet af kampagnechef for Liberal Alliance Mads Korsholm. Han har lagt en video ud på Twitter, men understreger, at han ikke har noget med hverken flyet eller teksten af gøre.
Det var tilbage i slutningen af juni, at Minkkommissionens længe ventede beretning blev offentliggjort. I beretningen fik en række embedsmænd alvorlig kritik, og ifølge kommissionen havde blandt andre Barbara Bertelsen begået tjenesteforseelser af "en sådan grovhed, at der var grundlag for, at det offentlige søger at drage hende til ansvar".
Statsminister Mette Frederiksen (S) har dog for nu afvist at sende departementschefen hjem, og det er den udmelding, som har fået Ekstra Bladet til at gå på barrikaderne.
- Når embedsmænd virkelig jokker i embedsmandsspinaten, skal de hjem, mens man finder ud af, hvilken straf de skal have. Ellers kan folk jo ikke have tillid til systemet, siger Knud Brix.
På nuværende tidspunkt sidder Medarbejder- og Kompetencestyrelsen med Barbara Bertelsen og de ni andre embedsmænds sager. De har til opgave at vurdere Minkkommissionens kritik og efterfølgende rådgive de respektive myndigheder og ministerier.