Kvinde død efter drukneulykke
I samarbejde med TV Midtvest
En kvinde er druknet i Storåen i Holstebro søndag morgen.
En 60-årig kvinde fra Holstebro er død efter en drukneulykke på sydsiden af Storåen i Holstebro søndag morgen, oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Jesper Brøndum.
- Vidner så hende lege rundt i vandet, men pludselig råbte hun efter hjælp, og de ringede derfor straks 112. Et af vidnerne tog en redningsvest på og hoppede ud i vandet for at redde hende ind på land, fortæller vagtchefen.
Ifølge Jesper Brøndum fik det ene vidne reddet kvinden på land, da politi, ambulance og beredskabet nåede frem til Mejdal Søvej i Holstebro, som er tæt på Storåen.
- Hun var bevidstløs, da hjælpen nåede frem, og kort efter blev hun erklæret død, oplyser vagtchefen.
De pårørende er underrettet.