Samfund

Russerne kom til Storebælt

Flere russiske flådefartøjer og en ubåd sejlede fredag gennem dansk farvand efter at have deltaget i en stor flådeparade i Skt. Petersborg.

Her sejler tre orlogsfartøjer fra den russiske nordflåde ledsaget af en ubåd gennem Storebælt.

De har deltaget i en stor flådeparade i Skt. Petersborg i Rusland, og vejen hjem gik gennem dansk farvand.

- De er på vej tilbage efter at være sejlet ind 1. juli og er nu som forventet på vej tilbage til deres baser. Det er udsejlingen til Østersøen, og der er ikke andre veje ud, siger Kristian Daugaard, kaptajnløjtnant i Søværnet.

Som leder af Søværnets operationsrum i Karup følger han nøje med i sejladsen.

Det er tre-fire russiske fartøjer, der ifølge en pressemeddelelse fra Forsvaret sejler gennem Storebælt – blandt dem ubåden Severodvinsk, landgangsfartøjet Ivan Gren, slæbefartøjet Pamir og patruljefartøjet Ladoga.

Kan sejle gennem danske farvande uden at informere om last

Russerne har lov til at sejle gennem dansk farvand uden at fortælle det danske forsvar, hvad der er ombord af våben.

- De har ret til at sejle igennem danske farvande med et antal skibe ad gangen, og vi har ikke nogen indflydelse på, hvad der er ombord, siger Kristian Daugaard.

Forsvaret ved ikke, hvilke våben skibene har ombord – men ubåden Severodinsk har en atomreaktor som drivmiddel, og det betyder, at det nukleare beredskab fra Beredskabsstyrelsen også overvåger ubådens færd gennem dansk farvand.

- Når der er tale om en atomreaktor, er der er en meget lille risiko for, at der kan ske en nedsmeltning og et radioaktivt udslip, siger Carsten Israelson, souschef i det nukleare beredskab hos Beredskabsstyrelsen.

Hvis der skulle ske et radioaktivt udslip – og det er ikke sket ved nogle af de russiske fartøjers tidligere sejladser gennem dansk farvand – skal Beredskabsstyrelsen i aktion.

- Hvis der skulle ske et uheld, vil vi lave en vurdering af, hvilke landområder der kan blive berørt. Vi vil kunne iværksatte en beredskabsplan, og vi vil kunne sende målehold ud, som kan måle sådan er radioaktiv forurening. Vi er parat, og det kan gøres med kort varsel, når vi ved, at skibene kommer, siger Carsten Israelsen.