Samfund

Plejehjem har opsat falsk hæk og busstoppested

Der findes ikke tal på, hvor mange ældre der forlader plejehjem. Men politiet må jævnligt efterlyse ældre, som ikke kan tage vare på sig selv.

En låge, der er blevet camoufleret som en hæk, og et falsk busstoppested i gårdhaven.

Sandby Plejecenter på det vestlige Lolland har taget utraditionelle metoder i brug for at undgå, at beboerne skal gå hjemmefra.

De fleste af plejecenterets 20 ældre er ramt af demens, og de kreative og lavpraktiske løsninger skal gøre det sværere for de til tider konfuse beboere at forlade stedet. Det skriver Lolland-Falsters Folketidende.

Personalet på Sandby Plejecenter har tidligere oplevet, at de ældre har forladt matriklen, og derfor har man flere gange været nødt til at tilkalde hjælp.

- Det er altid ulykkeligt, når folk går væk. Det er et tegn på, at de ikke er faldet til, siger Inge Kromann Hansen, der er leder af plejen i Lolland Kommune, til TV 2.

Ingen konkrete tal

Lederen har ikke tal på, hvor mange beboere der gennem tiden er gået fra plejecentret og efterfølgende er blevet efterlyst.

Men det er "en udfordring" for plejecentret, lyder det.

I Danmark findes der heller ikke konkrete tal på, hvor mange ældre som årligt forlader de danske plejehjem og efterfølgende bliver efterlyst. Det oplyser både Ældre Sagen og Rigspolitiet til TV 2.

Men Thomas Rudbeck, der er presseansvarlig i Rigspolitiet, bekræfter, at man jævnligt efterlyser ældre personer, der ikke kan tage vare på sig selv.

Bussen kommer ikke

I Sandby Plejecenters gårdhave er der derfor blevet opsat et falsk busstoppested, hvor de ældre kan "vente" på bussen.

Bussen kommer af gode grunde aldrig og samler folk op, men busskuret tjener som pause og helle for de ældre, så de ikke går væk fra matriklen, lyder det fra Inge Kromann Hansen.

Sandby Plejecenter har også indført andre kreative tiltag. Blandt andet at "beklæde" lågerne med planter, så de ligner en hæk.

Lågerne er så virkelighedstro, at en læge engang forsøgte at hoppe over, hvad vedkommende troede var hækken.

Et komplekst problem

Inge Kromann Hansen forklarer, at tiltagene, der har et par år på bagen, i flere tilfælde har fået beboerne til at blive på matriklen.

- Vi arbejder hele tiden på at lave aktiviteter og forbedre forholdene både ude og inde, så de ældre har lyst til at blive på plejecentrene, siger hun.

De kreative løsninger giver dog ikke automatisk sikkerhed for, at de demente beboere vælger at blive på plejecentret.

- Der er et komplekst problem, der er tiltagende, forklarer Inge Kromann Hansen.