Samfund

Dagens overblik: Minister vil have svar fra vandværker for at komme til bunds i forurening

Veganerpartiet skifter navn, Venstre-profil forlader Folketinget, og minister vil til bunds i forurening.

Velkommen til dagens overblik, som i dag drejer sig om de såkaldte "evighedskemikalier" PFAS.

Vi lægger også turen forbi al-Qaeda og Kina, men starter i mere hjemlige omgivelser i Danmark, hvor to partier nu slår sig sammen.

Veganerpartiet skifter navn og fusionerer med lille grønt parti

Veganerpartiet skal ikke længere hedde Veganerpartiet.

Partiet har valgt at slå pjalterne sammen med De Grønne, og i den sammenhæng ændres navnet til Grøn Alliance.

Medlemmerne af Veganerpartiet stemte 24. juli med et stort flertal for at etablere alliancen, og ansøgningen til Indenrigs- og Boligministeriet er sendt afsted.

Al-Qaedas topleder dræbt af amerikanerne

USA har i et angreb dræbt lederen af det islamistiske netværk al-Qaeda, Ayman al-Zawahiri.

Det sagde USA's præsident, Joe Biden, i en tale i Det Hvide Hus natten til tirsdag dansk tid.

- Retfærdighed er sket fyldest, lød det fra præsidenten.

Angrebet fandt sted i centrum af Afghanistans hovedstad, Kabul, hvor al-Zawahiri ifølge Biden var mødtes med sin familie. Ingen andre end al-Zawahiri meldes dræbt.

Al-Zawahiri er blevet beskrevet som det islamistiske netværks chefideolog. Den lægeuddannede al-Zawahiri var med til at koordinere angrebene på USA 11. september 2001.

Hun er tredjehøjest i USA's regeringshierarki: Nu vækker hendes besøg vrede i Kina

Mens verden holder øje med den anspændte situation omkring Taiwan, eskalerer Kina både retorikken og spiller med sine militære muskler.

Den amerikanske toppolitiker og forkvinde for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, er tirsdag aften landet på den selvstyrende ø, som Kina gør krav på.

Nu sammenligner Kina situationen med det varmeste øjeblik under Den Kolde Krig, Cubakrisen. Her bragte USA og Sovjetunionen i 1962 verden tættere på en atomkrig end nogensinde før og siden, da Sovjetunionen opstillede mellemdistanceraketter og taktiske atomvåben på Cuba.

Minister vil have samtale med vandværker om PFAS-forurening

Der mangler stadig et samlet overblik over, hvor i landet drikkevandet indeholder for høje værdier af de giftige stoffer, der går under fællesbetegnelsen PFAS.

Og ifølge brancheforeningen for vandværkerne, Danske Vandværker, kan de først få overblikket i slutningen af året.

Men det er ikke godt nok, mener miljøminister Lea Wermelin (S), der nu vil indkalde vandværkerne til en samtale.

- Vi skal have styr på, hvilke områder der er forurenet, og derfor skal vi i fællesskab med vandværkerne se på, hvordan vi får ekstra tempo på processen, siger ministeren til TV 2.

Venstre-politiker stopper i Folketinget

Den mangeårige Venstre-ordfører Jane Heitmann vil bytte Folketingets lovtekster ud med skolebøger.

Hun genopstiller ikke ved næste valg til Folketinget, og hendes næste projekt bliver at læse en MBA, der er en ledelsesuddannelse på kandidatniveau.

- Efter næsten 11 år i Folketinget er det nu tid til at prøve kræfter med nye udfordringer, skriver Jane Heitmann i et opslag på Facebook.

Jane Heitmann er blandt andet psykiatri- og ældreordfører for Venstre, og hun omtaler netop de to områder som hjertesager. Heitmann har siden 2019 desuden været formand for Sundhedsudvalget.