Sundhedsstyrelsen indkalder eksperter igen efter kritik af PFAS-anbefalinger
Flere eksperter anklager Sundhedsstyrelsen for at svigte med sine nuværende anbefalinger til gravide og ammende, der har været udsat for PFAS.
Sundhedsstyrelsen indkalder nu en ekspertgruppe til en ny drøftelse af, om anbefalingerne til gravide og ammende, der har været udsat for PFAS, skal ændres.
Det sker efter, at flere eksperter fra ekspertgruppen har kritiseret anbefalingerne i en pjece fra Sundhedsstyrelsen, der udkom i februar i år.
Her var budskabet til gravide og ammende klart: Der er ingen grund til at udskyde graviditet, og man kan sagtens amme.
- Der er mange gavnlige effekter ved amning. Derfor anbefales du at amme dit barn særligt i de første 4-6 måneder, selvom du har været udsat for en høj eksponering af PFAS, står der blandt andet i anbefalingerne.
Men det mener flere af eksperterne i den ekspertgruppe, Sundhedsstyrelsen har rådført sig med inden den udarbejdede vejledningerne, er lodret forkert.
- Jeg vil ikke sige, at man trygt kan blive gravid og amme, hvis man har været udsat for PFAS-påvirkning, som situationen er nu, siger en af dem, Lisbeth E. Knudsen, professor på afdelingen for miljø og sundhed på Københavns Universitet, til TV 2.
- Det virker helt forkert, når det står som vores konklusion, at kvinder udsat for høj PFAS-eksponering trygt kan blive gravide og amme. Fordi det mener vi ikke, at der er faglig dokumentation for, siger Philippe Grandjean, professor i miljømedicin og forskningsleder på Syddansk Universitet samt tidligere sagkyndig i netop Sundhedsstyrelsen, til TV 2.
Ifølge professoren er der tale om et decideret svigt fra Sundhedsstyrelsen, fordi man misinformerer danskerne om, hvor alvorlige konsekvenser PFAS-påvirkning har – særligt for nyfødte.
Vil indkalde ekspertgruppe igen
På baggrund af kritikken vil Sundhedsstyrelsen nu se på, om anbefalingerne skal ændres.
- Nu er der muligvis kommet nogle nye ting, som gør, at vi må se på det igen, og så indkalder vi selvfølgelig ekspertgruppen, siger Niels Sandø Pedersen, enhedschef for Forebyggelse og ulighed i Sundhedsstyrelsen.
Tre eksperter efterlyser, at I i jeres anbefalinger skriver, at der bliver overført stoffer, og at der er en risiko for det. Hvorfor skriver I ikke bare det i anbefalingerne?
- Dengang vi lavede rapporten og anbefalingerne, var det med en samlet ekspertgruppe. Men nu er der ny diskussion om det, og der er muligvis kommet nye ting frem, og så tager vi en snak med dem igen. Er der kommet ny viden, er der kommet nye perspektiver på det her, som gør, at der er ting, vi skal vurdere igen?
Muligheden for, at de kvinder, der har været udsat for PFAS i et eller andet omfang, får tilbudt en blodprøve, bliver også luftet. Er det for dig at se den rigtige måde at gribe det an på?
- Vi havde det oppe at vende i ekspertgruppen. Vurderingen var dengang, at vi var vant til at lave de her eksponeringsvurderinger i arbejds- og miljømedicinske afdelinger. Derfor var vurderingen, at det ikke var nødvendigt. Men om vi skal tage en blodprøve og så tage den tid, det tager, vil jeg nu drøfte med ekspertgruppen - jeg vil ikke sidde her og nu og sige, det er en god idé.
Niels Sandø Pedersen vil ikke garantere, at anbefalingerne nu bliver ændret.
Ser du for dig, at de her anbefalinger er skrevet om før nytår, så det er måske er lidt tydeligere for kvinder, at der er en risiko forbundet med at blive gravid og amme?
- Det vil vi tage en snak med ekspertgruppen om, siger Niels Sandø Pedersen.