Opfordring til mænd, der har sex med mænd, medvirker til stigmatisering, mener organisation
Abekopper er kommet for at blive i de udsatte grupper, mener epidemiolog.
Det medvirker til stigmatisering, når WHO opfordrer homoseksuelle mænd til at have færre sexpartnere for at begrænse smitte med abekopper.
Sådan lyder dommen fra Aids-Fondet.
Abekopper er ikke en kønssygdom, og virussen kan i princippet ramme alle, men på et pressemøde onsdag sagde WHO's generaldirektør, Tedros Adhanom Ghebreyesus, at 98 procent af smitten med abekopper er blevet konstateret hos mænd, der har sex med mænd.
Derfor kom han med en klar opfordring til netop den gruppe: Reducér antallet af sexpartnere, og sørg for at udveksle kontaktinformationer, så smitten kan opspores, hvis den skulle opstå.
Kan opfatte sygdommen som selvforskyldt
Men det er ikke vejen frem, hvis man skal begrænse smitten med abekopper i Danmark, fastholder Aids-Fondet.
Tilgangen risikerer at få smittede til at opfatte sygdommen som selvforskyldt og kan i værste fald afholde nogle fra at søge læge, lyder det.
- Man er med til at stigmatisere, at det er en sygdom, der kun rammer homoseksuelle mænd. Lige nu kan vi se, at det gør det, men det er et tilfælde, og vi risikerer at skabe et stigma i forhold til homoseksuelle mænd, der ligner det, vi så i 80'erne og 90'erne med hiv og aids, siger Lars Christian Østergreen.
Direktøren for Aids-Fondet mener, at man allerede ser resultatet af WHO's målrettede opfordring til mænd, der har sex med mænd. Især på sociale medier.
- Folk har skrevet, at vi bare skal isolere alle homoseksuelle på en øde ø, så abekopper ikke spreder sig, for det er jo kun dem, der har det, siger Lars Christian Østergreen.
- Det gør, at der er folk, der ikke tør sige, at de har haft abekopper, og at de skjuler det for deres sexpartnere med det resultat, at det smitter videre.
Målretter selv kampagne
Aids-Fondet har i denne uge indledt en oplysningskampagne om virussen, der er målrettet mænd, der har sex med mænd.
Ifølge direktøren er der mange, der ikke kender symptomerne på abekopper, og det kan medvirke til yderligere smittespredning.
Og selvom Aids-Fondet selv målretter kampagnen mænd, der har sex med mænd, så adskiller kampagnen sig fra WHO's direkte opfordring til samme målgruppe.
- Vores kampagne er bedre end at slå folk oven i hovedet eller udskamme en hel målgruppe for at have en sygdom, som i princippet kunne ramme alle, siger Lars Christian Østergreen.
Vacciner er bedre end afholdenhed, mener ekspert
Men det er rent faktisk en god idé at henvende sig direkte til mænd, der har sex med mænd, mener Viggo Andreasen, der er matematisk epidemiolog og lektor på Roskilde Universitet.
Han understreger, at abekopper generelt har dårlige forudsætninger for at sprede sig, og at smittespredning forudsætter mange, meget tætte kontakter.
- Derfor klarer den sig kun i helt specielle miljøer, hvor de her forudsætninger er til stede, og det er først og fremmest blandt homoseksuelle mænd, siger Viggo Andreasen.
Epidemiologen mener, at WHO's opfordring til at begrænse antallet af sexpartnere er en god strategi for at begrænse smitten, men der skal tages andre midler i brug på længere sigt, siger han.
- Det er en måde at bringe epidemien i ro på, men der er så meget smitte i verden nu, at vi skal forestille os, at abekopper er kommet for at blive i hvert fald i de grupper, der er mest udsat, siger han.
- Men vacciner er på sigt en bedre strategi end afholdenhed.
Abekopper, der er kendetegnet ved at forårsage blærer på huden, spreder sig lige nu i hele verden, og de seneste tal viser, at lige over 20.000 personer er smittet med virussen. I Danmark nærmer antallet sig 100.