Samfund

Uheld giver lang kø ved Lillebæltsbroen

Forventningen er, at køen er væk sidst på eftermiddagen, lyder det fra Vejdirektoratet.

Bilister, der kører i retning mod Jylland, må indstille sig på en længere rejsetid og væbne sig med tålmodighed.

Et uheld med flere køretøjer har spærret broen i vestgående retning det meste af eftermiddagen.

Og selv om alle tre spor på broen nu er åbne igen, så er der stadig "en del kø" mod broen, oplyser Vejdirektoratet til TV 2.

- Pt er der op til en times forlænget rejsetid fra frakørsel 57 Nørre Aaby mod broen, lyder det.

Forventningen er, at køen først er væk "sidst på eftermiddagen", fordi oprydningen er ganske omfattende.

Lastbil holdt på tværs og spærrede

Uheldet skete ved to-tiden, hvor to lastbiler kørte ind i hinanden, og ifølge BT var der ikke nogen personskade i uheldet.

Til at starte med var alle tre spor lukket, fordi den ene lastbil holdt på tværs og spærrede hele broen.

Det skabte, ifølge Fyns Politi, en kø på flere kilometer i vestlig retning og meget langsomtkørende trafik i østlig retning.

Samtidig ledte politiet trafikken over Den Gamle Lillebæltsbro.

Senere, omkring klokken 16, åbnede to spor igen.

Vejdirektoratet opfordrer folk til at vente lidt med at køre og derudover holde sig opdateret på Trafikinfo.dk, hvor man kan se de aktuelle forsinkelser og planlægge sin rejse derefter.