Samfund

Svensk landstræner stod bag bombejoke i Københavns Lufthavn

Det er endnu uvist, hvad mandens videre skæbne som træner vil blive.

Den svenske mand, der fredag jokede med at have en bombe i sin bagage, er blevet suspenderet fra sit job som træner. Det skriver Aftonbladet, der har været i kontakt med mandens forbund.

Hanna Fogelström, der er landsholdschef i Sveriges håndboldforbund, bekræfter, at er tale om en 29-årig landstræner fra deres forbund. Det skriver det svenske medie Expressen.

Politiet bekræfter over for TV 2, at der er tale om en svensk træner.

En talsmand fra mandens forbund siger til Aftonbladet, at træneren er blevet suspenderet fra sit job med øjeblikkelig virkning.

- Vi har selvfølgelig handlet med det samme. Personen er suspenderet fra vores virksomhed, og hans handlinger er også en politisag, siger forbundets talsmand.

Jokede med indhold

Forbundet har endnu ikke besluttet noget om mandens videre skæbne, men er ikke imponeret over trænerens såkaldte "joke" om en bombe i tasken:

- Det er ikke i orden, hverken som repræsentant for forbundet eller som privatperson, siger talspersonen.

Ifølge politiet sagde træneren "i kådhed", at han havde en bombe i sin taske. Med andre ord var det en joke fra mandens side.

Manden er nu anholdt og sigtet for trusler.

- Det er ikke noget, man skal spøge med, siger vagtchef Espen Godiksen til TV 2.

Terminalen, der i forbindelse med bombe-joken, blev evakueret, er igen åbnet og i drift.