Maria og Michael Bork befinder sig nu på femte år midt i en arvestrid med deres halvsøster. Men de ved ikke hvorfor.
Når arven splitter os

Tre søskende er arvinger til en formue, men den ene spænder ben – på femte år

Søskendeparret Michael og Maria Bork har siden 2017 forsøgt at få deres halvsøster i tale. Imens smuldrer arven fra deres far dag for dag.

Ved havnekajen i Thyborøn ligger fiskekutteren Valletta Bork fortøjet.

Den lyseblå maling på skrogets planker skaller af i store flager, og et større hul i siden af skibet vidner om, at det utallige gange har ramt mod bolværket i hårdt vejr.

Det er over fire år siden, at kutteren sidst var ude på havet.

Kutterens arving, 39-årige Michael Bork, betragter dens tilstand med bekymret mine. Han går ombord og åbner døren ind til styrehuset, hvor han stadig fornemmer sin fars tilstedeværelse og duft. Det gør ham vemodig.

For kutteren er endt midt i en omfattende og kompliceret arvekonflikt, som for hver dag, der går, bliver dyrere, og nu på femte år splitter arvingerne.

Han frygter, at Valletta Bork snart vil springe læk og synke til bunds, ligesom det allerede er sket for en anden af farens tre fiskekuttere, Katharina Bork.

Men selvom Michael Bork er fisker ligesom sin far, kan han intet stille op. Han kan bare se til, at arven og minderne efter hans far smuldrer væk for øjnene af ham.

Det burde ellers være ligetil: Michael, hans søster Maria og deres yngre halvsøster er de retmæssige arvinger efter fiskeskipper Anker Bork, og de skal dele arven ligeligt.

Men noget er gået helt galt.

Og det er uklart, præcist hvorfor konflikten har kunnet vokse sig så stor.

Kernefamilie i opløsning

De første år af sin barndom husker Michael Bork som en idyllisk og dejlig tid i den lille kernefamilie i Nordvestjylland.

Han og hans to år yngre søster, Maria, voksede op i et stort, flot hus i Thyborøn. Deres far tjente gode penge på sit fiskeri, og han var ude på havet det meste af tiden.

Selvom familien levede meget adskilt, var glæden ekstra stor de få gange om året, hvor alle var samlet, husker Michael Bork.

Men for hans mor var livet alene med børnene i den lille fiskerby hårdt, og da Michael og Maria var ti og otte år gamle, blev forældrene skilt.

Maria fulgte med sin mor til Skive, mens Michael blev boende hos sin far i Thyborøn for at forfølge sin egen drøm om at blive fisker.

Efter nogle år i tosomhed mellem Michael og hans far kom der en ny kvinde ind i farens liv. Og for Michael var forholdet til hans nye, udenlandske stedmor kompliceret.

Når faren var hjemme, var hun sød, men så snart hans far tog ud på havet, oplevede sønnen, at stedmoren behandlede ham med ligegyldighed.

Ifølge Michael Bork blev forholdet til hans stedmor kun værre, da hun blev gravid og fik en datter i 2000.

Faren og stedmoren giftede sig og flyttede til Struer, mens 15-årige Michael blev boende i Thyborøn hos et nabopar. Herefter følte Michael, at hans fars nye kone ignorerede ham helt, når han besøgte dem i Struer.

Til gengæld var han glad for sin nye lillesøster, som han syntes var en ”sød, lille krudtugle”. Han husker, at de legede og havde det sjovt sammen.

Så længe det varede.

Endnu en skilsmisse

Ægteskabet mellem faren og hans nye kone holdt ikke i længden, og de blev skilt efter otte års samliv.

Skilsmissen mundede ud i en bitter strid, hvor Michaels stedmor lagde sag an mod hans far og sagsøgte ham for millioner. Et opslidende forløb, der trak ud i årevis og endte med, at hun tabte sagen.

Michaels halvsøster flyttede med sin mor til Sjælland, og fremover så han hende højest hver anden weekend, når hun kom til Thyborøn for at være sammen med faren.

I de weekender og ferier oplevede han, at hans halvsøster var glad for samværet og stortrivedes. Deres søster, Maria, kom også ofte og var sammen med dem. Så det føltes næsten som om, at de var en kernefamilie igen, syntes han.

Glæden varede imidlertid ikke ved. Efter et par år stoppede halvsøsteren pludselig med at besøge sin far. Michael og Maria vidste – og ved stadig ikke – hvorfor. Men det betød, at de også mistede kontakten til søsteren.

I 2012 besluttede deres far sig for at bosætte sig på Malta. Han havde tjent en del penge på at investere overskuddet fra fiskeriet i aktier. Og han blev så dygtig til aktiehandel, at han kunne leve næsten udelukkende af det.

Men han fortsatte sideløbende sit arbejde som fisker. Samtidig levede han et ret spartansk liv på Malta, hvor han boede til leje i en lille lejlighed. Så formuen voksede, og pengene satte han ind på bankkonti i forskellige lande.

Indimellem kom han hjem til Danmark for at fiske herfra, primært i sommerhalvåret, hvor klimaet var mildere. I de perioder boede han i en lejelejlighed i Struer.

Sådan fortsatte det frem til april 2017, hvor han pludselig døde. 59 år gammel.

Sådan foregår arvesager normalt

Når et menneske dør, er der her i landet et velfungerende arveretssystem, som træder i kraft.

Hvis vedkommende før sin død har skrevet et testamente, vil det være indholdet af dette, der afgør fordelingen af arven. Så længe der er taget hensyn til obligatorisk tvangsarv.

Hvis der ikke er skrevet testamente, er der regler for, hvem der er arvinger. Det vil primært være en eventuel ægtefælle og eventuelle børn.

Opstår der uenigheder blandt arvingerne, kan man sætte en uvildig såkaldt bobestyrer – typisk en beskikket advokat – til at stå for fordelingen af boet. På den måde vil arvesager i Danmark oftest kunne afsluttes forholdsvist hurtigt og gnidningsløst.

Men sådan er det ikke, hvis man, som Anker Bork gjorde det, bor i udlandet, når man dør. For hvis der ikke er skrevet et testamente, som siger, at sagen skal behandles i Danmark, vil det være det pågældende lands regler, der gælder.

Det kan gå hen og blive en både kompliceret og langvarig proces. Især hvis arvingerne ikke er enige.

Intet testamente

Da fiskeskipper Anker Bork døde i april 2017, kom det som et stort chok for familien.

Selvom han ikke ligefrem var i fysisk topform, fejlede han heller ikke noget. Derfor var dødsfaldet helt uventet.

Han var i Danmark, da det skete, men dødsårsagen er aldrig slået fast, da der ikke blev foretaget en obduktion.

Så sent som året før havde han talt om sit testamente og spurgt mig, hvad jeg syntes, at han skulle skrive i det

Michael Bork, fisker i Thyborøn

Oveni sorgen over pludselig at miste deres far blev dødsfaldet samtidig begyndelsen på konflikten for Anker Borks børn. En konflikt, som i dag har varet fem år og kostet flere hundrede tusinde kroner.

Umiddelbart efter farens død tog Michael og Maria kontakt til hans advokat, der kunne fortælle, at han ikke havde efterladt sig et testamente. Det overraskede dem.

- Vores far har altid gået meget op i at have orden i sine sager. Så sent som året før havde han talt om sit testamente og spurgt mig, hvad jeg syntes, at han skulle skrive i det. Jeg sagde, at det måtte han selv beslutte, siger Michael Bork.

- Derfor troede jeg, at han havde styr på det, fortsætter han.

Da Anker Bork ikke havde en ægtefælle, betød det, at hans tre børn skulle fordele arven imellem sig.

Halvsøsteren havde de dog ikke haft kontakt til i over ti år. Og det skulle vise sig at blive et problem.

Umulig kommunikation

Året før faren døde, havde Michael Bork forsøgt at sende et par breve til sin dengang 17-årige halvsøster. Han ønskede at høre, hvordan hun havde det, og håbede, at de kunne genoptage kontakten.

Men han fik aldrig et svar.

Nu var det dog tvingende nødvendigt, at de fik en kommunikation op at køre, så de kunne få åbnet boet efter faren og fordelt arven.

Udover tre fiskeskibe havde deres far en større formue stående i aktier og kontanter, som var fordelt på bankkonti i fire forskellige lande.

Da faren ved sin død havde bopælsadresse på Malta, skulle sagen behandles her.

Det krævede, at de tre arvinger hver især indsendte forskellige dokumenter – deriblandt dåbsattest – så de kunne bevise, at de var de retmæssige arvinger og få udfærdiget et såkaldt europæisk arvebevis.

Michael Borks søster, Maria Bork, kastede sig derfor ud i et nyt forsøg på at kontakte halvsøsteren. Hun kunne ikke finde et telefonnummer på hende, så hun skrev til hendes studieadresse i Aarhus samt til en mailadresse. Her forklarede hun situationen.

Men der kom intet svar.

Og sådan fortsatte det i halve og hele år.

I mellemtiden sank den ene af farens fiskekuttere Katharina Bork, mens de to andre lå fortøjet og forfaldt.

Så længe dødsboet ikke var åbnet, måtte skibene hverken flyttes eller sælges. På trods af at der var interesserede købere, som blandt andet havde budt 300.000 kroner for Valletta Bork, måtte de ikke røres.

Først efter fire år og hundredvis af mails med kun ganske få tilbagemeldinger lykkedes det endelig Maria og Michael at få deres halvsøster til at udlevere de nødvendige dokumenter og skrive under på en fuldmagt, så hendes arvebevis kunne udstedes.

Men det viste sig langt fra at være nok.

Svært at føre arvesag i udlandet

Selvom EU-regler dikterer, at en arvesag skal behandles samlet i det land, hvor den afdøde sidst havde bopæl, overholdes reglerne tilsyneladende ikke altid.

De bliver ved med at kræve nye dokumenter fra os, uden at vi kommer nogen vegne

Michael Bork, fisker i Thyborøn

Michael og Maria Bork har i hvert fald fået at vide af deres advokat på Malta, at de skal føre separate sager i hvert af de lande, hvor deres far havde bankkonti.

Det betyder reelt, at de for at få adgang til farens formue er nødt til at hyre advokatbistand i fire forskellige lande. En opgave, som søskendeparret finder helt uoverskuelig, både økonomisk og tidsmæssigt.

- Vi har allerede været på Malta flere gange, og Maria har brugt uanede mængder af tid på at skrive frem og tilbage med advokater og banker. De bliver ved med at kræve nye dokumenter fra os, uden at vi kommer nogen vegne, fortæller Michael Bork.

En anden omstændighed, der gør arvesager i udlandet uoverskuelige, er, at der ikke findes nogen tidsfrister for, hvornår de skal være afsluttet.

Sagerne kan dermed trække ud i 10, 20 og endda helt op til 30 år. Det findes der eksempler på blandt danske klienter.

Når der ikke er skrevet et testamente, som specifikt fordeler arven, er det derfor helt essentielt, at arvingerne samarbejder.

Udgifterne løber op, mens sagen står i stampe

For Michael og Maria Borks vedkommende kører arvesagen om deres far nu videre på femte år. Uden at der er sket nogen nævneværdige fremskridt.

Selvom de har fået udstedt tre europæiske arvebeviser – én for hver af de tre søskende – kan de ikke komme videre.

'Når arven splitter os' søger medvirkende

Står du i en svær arvestrid, som du gerne vil have løst?

Som medvirkende i programmet får du stillet professionel mediation og jurist til rådighed i forsøget på at opnå forsoning eller afslutning af din arvesag.

Send en uforpligtende mail og fortæl om din situation til: arv@nordiskfilmtv.com

De maltesiske myndigheder kræver nemlig, at alle tre arvinger fysisk indleverer deres arvebevis i underskrevet stand og dermed viser, at de er enige om at få behandlet deres fars bo. Endnu har halvsøsteren dog ikke fremsendt sit arvebevis, fortæller Michael Bork.

Den samme fremgangsmåde gælder også i de øvrige lande, hvor deres far havde aktiver: Arvingerne skal stå som et samlet hold, hvis de skal kunne gøre krav på deres ret.

Men søskendeparret kan stadig ikke få hul igennem til deres nu 22-årige halvsøster, og imens løber udgifterne op i stadig større summer.

- Indtil videre har vi brugt flere hundrede tusinde kroner på advokatbistand og andre udgifter, som egentlig burde dækkes af boet. Desuden koster det en halv million kroner, hver gang en sunken kutter skal hæves, siger Michael Bork, der i øvrigt også selv har dækket udgifterne til farens begravelse.

Alt sammen udgifter, der burde trækkes fra dødsboet, som imidlertid stadig er lukket.

Maria og Michael har ingen anelse om, hvorfor deres halvsøster ikke ønsker at samarbejde. De har efterhånden prøvet alt for at komme hende i møde, mener de.

Blandt andet har de indvilget i at bruge en fælles advokat på Malta, som hun har valgt. De har senest også foreslået at gøre brug af en professionel mediator, som kan mægle mellem dem og hjælpe dialogen i gang.

Men det har hun afslået.

Derfor står sagen fortsat i stampe.

Et spinkelt håb

I Thyborøn er den sunkne kutter Valletta Bork blevet hævet af myndighederne og stillet til skue på et beddingstativ på kajen. Nu venter den bare på at blive hugget op.

Selvom Michael Bork ved, at skibet ikke længere kan reddes, skærer det ham i hjertet at tænke på dets skæbne. Det var hans fars halve hjem, som han arbejdede i indtil sin død.

Nu er der kun én af farens fiskekuttere tilbage, Janga Bork. Den ligger i en havn i Sønderjylland. Det er det største og mest værdifulde af de tre skibe.

Men det er også ved at gå til, og Michael vurderer, at der højest vil gå et til to år, før det synker til bunds ligesom de andre.

Han tager jævnligt den lange køretur ned for at se til kutteren og indimellem yde lidt førstehjælp, når det er mest akut. Men han vil ikke længere poste større beløb i vedligeholdelse.

- Det har foreløbig kostet mig over 200.000 kroner at forsøge at holde skibene flydende, og det har jo ikke hjulpet. Så jeg vil ikke fortsætte med at betale for noget, der aldrig bliver mit, siger han.

Michael Bork har ikke meget tiltro til, at situationen vil ændre sig, eller at han nogensinde får del i arven efter faren.

Alligevel holder han fast i et spinkelt håb om, at hans og søsteren Marias medvirken i ’Når arven splitter os’ vil sætte gang i noget. At der måske er nogen, som vil henvende sig og give dem den hjælp, de har brug for.

Og ikke mindst at deres halvsøster ser programmet og får en anden opfattelse af deres hensigter.

- Vi har absolut intet ondt i sinde. Vi vil bare gerne have afsluttet sagen og komme videre. Og det må vel være i vores alles interesse, siger han.

TV 2 har forsøgt at kontakte Michael og Marias halvsøster for at give hende mulighed for at kommentere på sagen. Men hun er ikke vendt tilbage.

Se sæsonpremieren på 'Når arven splitter os' torsdag 11. august klokken 20.00 på TV 2 eller lige nu på TV 2 PLAY