Samfund

Ekstrem hedebølge rammer Danmark – vil blive hyppigere i fremtiden, siger eksperter

Alene i Spanien og Portugal har over 1700 personer mistet livet i forbindelse med det glohede vejr, og utallige hjem er blevet ædt af flammer.

Efter en brandvarm tirsdag venter en endnu varmere onsdag, der kan byde på rekordhøje temperaturer i Danmark.

Varmen kommer som en del af den hedebølge, der længe har præget vejret i det øvrige Europa, hvor især den sydlige del af kontinentet har stået for skud.

Ifølge Sebastian Mernild, professor i klimaforandringer på Syddansk Universitet, skyldes den enorme varme, at koncentrationen af CO₂ i atmosfæren er steget.

- Hver gang den globale middeltemperatur stiger, vil vi se en stigende intensitet i de her ekstremer, siger han og uddyber:

- Jo varmere det bliver, jo mere ekstremt bliver det også i forhold til hedebølger, skybrud, oversvømmelser, skovbrande og så videre.

Hedebølger vil blive hyppigere

Blandt klimaforskere er der generel enighed om, at kloden kan se frem til en stigning på minimum 2,7 grader globalt i det 21. århundrede.

Men der vil være store regionale forskelle, fortæller Sebastian Mernild. Og i nogle regioner vil temperaturen stige betydeligt mere end i andre.

Blandt andet er temperaturene over klodens landområder steget langt hurtigere end over verdenshavene, mens temperaturen over Arktis er steget tre gange så hurtigt som den globale middeltemperatur.

- Når vi kigger på den danske temperaturudvikling, er middeltemperaturen steget 1,4 grader siden 1980, så vi har også flere varme- og kuldeekstremer, siger Sebastian Mernild.

Ifølge ham er der ingen tvivl om, at klimaet vil blive varmere i fremtiden – og temperaturstigningerne vil kun gå hurtigere.

- Det er foruroligende, og vi skal finde ud af, hvordan vi tilpasser os de her forandringer, siger han.

Også generalsekretæren i WMO, FN's meteorologiske organisation, advarer om, at de katastrofale hedebølger vil blive hyppigere gennem årene.

- I fremtiden bliver disse hedebølger normen. Vi vil se endnu stærkere ekstremer. Vi har allerede pumpet så meget CO₂ ud i atmosfæren, at den negative tendens vil fortsætte i de kommende årtier, siger generalsekretæren, Petteri Taalas.

Kan blive varmeste dag i Danmark nogensinde

Ifølge TV 2 VEJRs seneste prognose kan temperaturmåleren i Danmark onsdag komme helt op 36 grader. Enkelte vejrmodeller peger endda på hele 38 grader i det sydlige Danmark.

Hvis temperaturen runder de 36 grader, vil der være tale om den varmeste julidag siden 1941, hvor termometeret nåede op på 35,3 grader. Når temperaturen bare en smule længere op, kan dagen ende som den varmeste målt nogensinde i Danmark.

Netop nu peger prognoserne på 36 grader i Sønderjylland, og så er vi meget tæt på varmerekorden, der lyder på 36,4 grader og blev sat 10. august 1975 i Holstebro.

Over 1700 personer har mistet livet i Sydeuropa

I øjeblikket er især det sydlige Europa hårdt ramt af den ekstreme hedebølge, som nu bevæger sig nordpå.

Alene i Spanien og Portugal har over 1700 personer mistet livet i forbindelse med det glohede vejr, og utallige hjem er blevet ædt af flammer.

Tirsdag er temperaturen i England nået op på 40,2 grader, hvilket er en varmerekord for landet.

I den britiske hovedstad, London, blev der tirsdag erklæret et "major incident", da store brænde hærgede byen.

- Det er kritisk. Londons brandvæsen er under massivt pres, skrev borgmesteren, Sadiq Khan, på Twitter.

Den ekstreme varme i Danmark onsdag forventes at toppe midt på eftermiddagen mellem klokken 15-17.