Coronavirus

Typiske symptomer på corona har ændret sig under pandemien

Studier fra England viser, at tab af lugtesans ikke længere ofte opleves som et symptom på coronavirus.

De hyppigste symptomer på coronavirus er ondt i halsen og hovedpine.

Det viser data fra 17.500 personer, der ifølge dem selv er testet positiv for virusset i denne uge, skriver BBC.

Data i studiet er indsamlet af virksomheden Zoe Health Study.

58 procent nævnte ondt i halsen som et symptom, mens hovedpine følger som nummer to med 49 procent. Derefter kommer stoppet næse og hoste, som 40 procent oplevede.

Til gengæld er eksempelvis tab af lugtesansen langt nede på listen og er kun nævnt af ti procent.

Og ifølge et andet studie, React-1, der hver måned sender hjemmetest ud til 150.000 tilfældigt udvalgte englændere, har symptomerne også ændret sig siden coronapandemiens start.

Varierer fra person til person

Med omikronvarianten sker tab af smags- og lugtesans ikke lige så ofte som tidligere, lyder det fra forskerne bag React-1-studiet ifølge BBC. I stedet opleves der mere influenzalignende symptomer.

Begge studier har indtil for nylig været støttet af det britiske sundhedsministerium.

Ifølge Sundhedsstyrelsen i Danmark er typiske lette symptomer på coronavirus løbenæse, kriller i halsen og enkelte host. Betydelige symptomer er feber, vedvarende hoste, nysen og problemer med at trække vejret.

Det fremgår af styrelsens hjemmeside. Men symptomer kan variere fra person til person, lyder det også, og man får ikke nødvendigvis alle symptomer.

I alt har over tre millioner mennesker i Danmark haft coronavirus en eller flere gange. Det er over halvdelen af befolkningen.

Den seneste tendensrapport fra Statens Serum Institut, der så på smitteudviklingen fra uge 26 til uge 27, der sluttede søndag 10. juli, viste, at der i alle fem regioner i Danmark er øget forekomster af coronavirus i spildevandet. På landsplan stiger smittetallene samtidig.