Jeppe Kofod efter solcelle-afsløring: - Vi har været naive
Flere partier vil have garanti for, at offentligt støttede solcelleprojekter ikke kommer til at indeholde materialer lavet ved hjælp af tvangsarbejde.
Danske virksomheder skal selv tage ansvar for at sikre sig mod blandt andet brud på menneskerettigheder.
Det mener udenrigsminister Jeppe Kofod som reaktion på dokumentaren 'Operation X: Solcellernes skyggeside', der blev sendt på TV 2 torsdag aften.
- Det er vigtigt at sige, at virksomheder selv har et ansvar for at se deres værdikæder igennem, fortæller udenrigsministeren.
Ingen garantier
Operation X kunne i dokumentaren i samarbejde med Danwatch afsløre, at solceller på danske marker kan være lavet med brug af tvangsarbejde i Kina.
For bare tre uger siden vedtog Folketinget en plan, som lægger op til, at netop solenergien i Danmark skal tidobles frem med 2030.
Udenrigsministeren påpeger, at der er rådgivning at hente i Udenrigsministeriet til netop at undgå problemer med menneskerettighedskrænkelser i værdikæderne.
Danmarks største solcellevirksomheder kan dog ikke garantere, at deres solceller er produceret uden tvangsarbejde.
Tvangsarbejde
Solcellerne kommer fra kinesiske producenter, som har underleverandører i den kinesiske provins Xinjiang. Her foregår der – ifølge vestlige forskere og menneskerettighedsorganisationer – en omfattende undertrykkelse af det muslimske mindretal uighurerne.
Der har ifølge forskerne blandt andet været interneret omkring en million mennesker i lejre.
En del af undertrykkelsen er kinesiske arbejdsprogrammer, som bliver brugt til at skaffe arbejdskraft til blandt andet fabrikker, der laver materialer til solceller.
Det er blevet dokumenteret af professor i menneskerettigheder og moderne slaveri Laura Murphy:
- Folk har reelt ikke mulighed for at sige nej til tilbuddet om at deltage i arbejdsprogrammerne, og det er det, vi forstår ved tvangsarbejde, fortæller Laura Murphy, der er professor på Sheffield Hallam University.
Kina dominerer solcellemarkedet
De danske solcellevirksomheder påpeger blandt andet, at de ikke kan dokumentere, hvilke materialer der er brugt i solcellerne, fordi den kinesiske regering ikke tillader det.
I dag estimerer branchen selv, at omkring 95 procent af alle solceller indeholder materialer fra Kina.
Og ifølge udenrigsministeren viser denne sag, at vi bliver nødt til at ændre produktionen til den grønne omstilling. Han vil hjemtage produktionen af solceller og andre centrale teknologier i den grønne omstilling som eksempelvis batterier og vindmøller til Europa.
- Vi har tidligere været alt for naive og ladet produktionen gå ud til dele af verden, hvor grundlæggende rettigheder, miljø- og arbejdsforhold ikke bliver respekteret, siger Jeppe Kofod.
Globaliseringens skyggeside
Olaf Corry forsker i klimaforandringernes indvirkning på den globale sikkerhedspolitik. Han er enig i, at Vesten har været for naiv.
- Historien om solcellerne viser, at alt ikke er problemfrit, bare fordi det er grønt, fortæller Olaf Corry, der er professor på University of Leeds i England og tilknyttet Københavns Universitet.
- Indtil nu har vi jo været afhængige af gas blandt andet fra Rusland og olie fra Mellemøsten, hvor der også i den grad er problemer med miljø og menneskerettigheder. Den grønne omstilling hjælper på den front, men gør os ikke helt fri af den slags.
Professoren peger på, at den mest sikre måde at skabe en bæredygtig grøn omstilling på er ved at spare på energien.
På Christiansborg er flere partier enige med udenrigsministeren i, at Danmark og Vesten som helhed ikke har været opmærksomme nok på skyggesiderne af globaliseringen. Heriblandt udenrigsordfører for de radikale Martin Lidegaard:
- Jeg vil ikke udelukke, at vi har sovet i timen, men verden har også forandret sig, siger Martin Lidegaard og uddyber:
- De seneste 20-30 år har alle nydt godt af globaliseringen, som blandt andet har bidraget til en billig grøn omstilling. Men vi kommer til at justere på den tilgang, vi har haft. Både til Kina og til solceller, men også til hvad hele vores økonomiske udvikling skal baseres på, siger den tidligere udenrigsminister.
Han mener blandt andet, at det handler om større sikkerhed i forsyningskæderne. I den kontekst nytter det ikke, at Danmark går fra at være afhængig af russisk gas til at være afhængig af kinesiske solceller, lyder det.
Politikere kræver garanti
Politisk ordfører for de konservative Mette Abildgaard er enig:
- Ud fra et sikkerhedsmæssigt perspektiv var det ikke hensigtsmæssigt at være afhængig af russisk gas. På samme måde er det ikke hensigtsmæssigt, at vi er afhængige af eksempelvis Kina. Hverken når det gælder solceller eller vindmøller, hvor de også bliver en mere og mere markant aktør, siger Mette Abildgaard.
I slutningen af juni lavede et bredt flertal i Folketinget en aftale, som lægger op til at tidoble solenergi i Danmark frem mod 2030.
Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og SF vil alle have garanti for, at den offentlige støtte til solceller, som er en del af aftalen, ikke bliver brugt til solceller produceret med tvangsarbejde.
Parterne har allerede aftalt, at bæredygtighed skal være en væsentlig del af udbuddene. Detaljerne er ikke fastlagt endnu, skriver Enhedslistens energiordfører, Søren Egge Rasmussen:
- Materialer fra Xinjiang står ikke i teksten. Enhedslisten mener ikke, at den type af materialer kan være del af danske solcelleparker, og det vil vi sikre i kommende udbudsvilkår, skriver energiordføreren for Enhedslisten.
Klimaministeren peger på EU
Klimaminister Dan Jørgensen peger på, at problemet skal løses gennem EU.
- Brug af tvangsarbejde er under al kritik. Det skal vi gøre noget ved. Vi har en fælles handelspolitik i EU, og herigennem skal vi lægge pres på Kina for at stoppe den praksis. Fra dansk side så vi gerne, at man helt kunne udelukke sådanne produkter. Desuden er der brug for mere systematisk at diskutere, hvordan vi i EU kan få solceller andre steder fra, skriver Dan Jørgensen gennem ministeriets presseafdeling.
EU Kommissionen har blandt andet fremsat et forslag om at gøre det ulovligt at sælge produkter fremstillet med tvangsarbejde i EU. Der kan dog gå flere år, før sådan et forslag bliver vedtaget og træder i kraft.