Flymekanikerne pakker flyene ud i Kastrup: - En vigtig nedtrapning af konflikten, siger ekspert

Inden SAS-flyene kan sendes afsted igen, skal de klargøres af mekanikere, og det arbejde påbegyndes torsdag.

Torsdag morgen fortsætter forhandlingerne mellem SAS og selskabets piloter i Stockholm.

Det sker på samme dag, som de danske flymekanikere hos SAS har suspenderet deres strejke, som de indledte i sympati med SAS-piloterne.

Årsagen er, at Dansk Metal, som repræsenterer mekanikerne, har indgået en aftale med Dansk Industri og SAS om at suspendere strejken.

- En effektiv sympatistrejke

Ifølge Keld Bækkelund, der er forbundssekretær i Dansk Metal, har parterne lavet denne aftale, fordi de vil ligestille de danske SAS-piloter med deres norske og svenske kollegaer, så de kan flyve, umiddelbart efter parterne har indgået en aftale.

Der er ingen garanti for, at vi finder en løsning i dag, men jeg er optimistisk

Mats Ruland, norsk forligsmand

Før SAS-flyene igen kan sendes afsted, skal de nemlig klargøres af mekanikerne.

- Det har virkelig været en effektiv sympatistrejke. Det, vi går i gang med nu, er at pakke flyene ud i Kastrup. Det er simpelthen for at sikre os, at når strejken er ophørt, så kan de få danskerne ud og flyve og få dem hjem igen. Derfor er der ingen grund til, at vi skal vente på, at flyvene bliver gjort klar, siger Keld Bækkelund.

Hvorfor strejke?

Da corona brød ud i hele verden, stod SAS' fly pludselig på landjorden frem for at flyve.

Derfor blev det aftalt med SAS-piloter, at de kunne blive opsagt for så at have genansættelsesret i en periode på op til fem år – dermed sparede SAS for at udbetale løn i en periode, hvor flyene holdt stille, og selskabet var i økonomiske vanskeligheder.

Inden pandemien havde SAS etableret datterselskaberne SAS Connect og SAS Link, som de under pandemien flyttede til Skandinavien. Derefter ansatte de nye piloter pÃ¥ nye overenskomster hos den danske fagforening FPU. Overenskomster, som af Dansk Pilotforening bliver beskyldt for at være billigere.

Det frustrerede de piloter, der blev opsagt under coronakrisen, da de automatisk ikke havde ret til at blive genansat i de nye selskaber. 

Et vigtigt signal

Keld Bækkelund vil ikke svare på, om det betyder, at parterne er tæt på en aftale.

- Jeg er holdt op med at vurdere, om vi er tæt på en aftale. Jeg har taget fejl så mange gange. Så vi har først en aftale, når vi har en aftale, lyder det.

Jacob Pedersen, aktieanalysechef og luftfartsanalytiker hos Sydbank, kalder det imidlertid for "en vigtig nedtrapning af konflikten".

- Det er et vigtigt signal. Det er formentlig en dag eller to, måske tre, hurtigere, man kan få flyene i luften, og derudover sparer man også penge. Det, at flyene ikke bare står parkeret på jorden, kan spare SAS for mellem 100 og 200 millioner kroner.

Han kalder det desuden et tegn på, at "der er opblødning i farvandet".

- Jeg tager det også som et signal om, at man kommer så tæt på en aftale nu, at det giver mening at starte op, så man kan få flyene meget hurtigt på vingerne, lyder det fra Jacob Pedersen.

TV 2 fangede Roger Klokset, som er formand for SAS Pilot Group, inden han gik ind ad døren torsdag morgen for at forhandle videre.

På spørgsmålet om hvorvidt der lander en aftale i dag, svarede han:

- Jeg ved det ikke. Vi får at se. Jeg håber det.

Pressen fik desuden et par korte kommentarer fra den norske forligsmand, Mats Ruland, samt Henrik Thyregod, som er formand i Dansk Pilotforening, da de var på vej ind til forhandlingerne.

Ingen af de to ville kommentere på, hvorvidt man er tæt på en aftale, men Mats Ruland beskriver problemstillingerne som "ekstremt krævende og vældig komplekse".

- Der er ingen garanti for, at vi finder en løsning i dag, men jeg er optimistisk, lød det fra den norske mægler.