Skyderi i Fields

Efter skyderi i Fields vil et politisk flertal kigge våbenlovgivningen efter i sømmene

Formanden for CPH Skydeklub mener, at reglerne på våbenområdet er "præcis, som de skal være".

Efter ti personer blev skudt i shoppingcentret Fields i søndags, hvoraf tre døde, er den danske våbenlov kommet i søgelyset.

Politiet har endnu ikke oplyst, hvordan den 22-årige formodede gerningsmand kom i besiddelse af det våben, han brugte til skyderiet.

Tirsdag kom det frem, at en person med nær relation til den drabssigtede 22-årige er medlem af en skydeklub og har tilladelse til at opbevare våben på sin bopæl.

Derfor vil et politisk flertal på Christiansborg nu gå våbenloven efter i sømmene, ikke mindst reglerne for opbevaring af skydevåben i private hjem.

- Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at undgå, at der sker sådan en tragisk hændelse igen, siger Socialdemokratiets retsordfører, Bjørn Brandenborg.

Er reglerne optimale?

Udover regeringen går også Enhedslisten, Venstre og Det Konservative Folkeparti ind for at undersøge våbenlovgivningen.

- Med en katastrofe af den her omfang er vi nødtaget til at se på, om der er noget her, der kan ændres og strammes op, siger Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen.

Det kan ikke være rigtigt, at alle med våbentilladelse skal være syndebukke, fordi en person begår en fejl

Viktor Steffensen, formand for CPH Skydeklub

Britt Bager, der er retsordfører for Det Konservative Folkeparti, hæfter sig især ved, at den formodede gerningsmand er "kendt af psykiatrien".

- Jeg mener simpelthen ikke, at det at være i det psykiatriske system og det at have et våben på nogen som helst måde hænger sammen. Vi bliver nødt til at se på, om de regler, vi har i dag, er optimale siger hun.

Det var dog ikke den 22-årige formodede gerningsmand, der havde tilladelsen til våbnene.

Skydevåben i hjemmet eller i skydeklubben

Ifølge Preben Bang Henriksen vil det være "relevant" at kigge på en ændring af lovgivningen, så skydevåben skal opbevares i skydeklubber frem for i det private.

Britt Bager frygter dog, at en sådan ændring ville være at "skyde gråspurve med kanoner".

- Jeg er sådan set ikke interesseret i, at vi blokerer for våben i hjemmet. I langt de fleste tilfælde fungerer det uproblematisk, siger hun.

Regler for at have våben på sin bopæl

For at få lov til at have skydevåben på sin bopæl skal man være medlem af en skydeklub i mindst to år. 

Derudover kræver det en godkendelse af politiet og en tilladelse fra skydeklubbens formand til at købe sit eget våben. 

Til sidst er der også et krav om, at våbenet skal opbevares i et aflåst våbenskab.

Det er kun personen med våbentilladelsen, der må have nøgler til våbenskabet.

Der skal være to nøgler til våbenskabet. Den ene nøgle er personen i besiddelse af døgnet rundt. Den anden nøgle er gemt væk uden for hjemmet, og kun nøglens ejer må vide hvor. 

Kilde: Politiet og Dansk Våbenhandlerforening

Hun understreger, at det er umuligt at gardere sig helt mod fremtidige angreb, og at Folketinget skal passe på med at lave lovgivning på baggrund af "enkeltstående eksempler".

I stedet foreslår de konservative at fokusere på reglerne for, hvordan våbentilladelser bliver udstedt.

Regeringen afviser at komme med konkrete bud på, hvordan lovgivningen kan ændres.

Hvorfor forbyder I ikke bare at folk må have våben derhjemme?

- Lige nu afventer vi politiets efterforskning, og i den forbindelse har ministeren bedt politiet og myndighederne se på, om vi har de regler, der skal til nu. Når vi har den vurdering, kommer vi til at tage en drøftelse med Folketingets partier, siger Bjørn Brandenborg.

Alle med våbentilladelse bliver syndebukke

Politikernes udmeldinger møder ikke begejstring i hele landet.

Viktor Steffensen er formand for CPH Skydeklub og mener, at reglerne på våbenområdet er "præcis, som de skal være".

Den 22-årige havde som nævnt ikke selv tilladelse til at være i besiddelse af våben. Hvordan han alligevel kom i besiddelse af sin nære relations våben, vides ikke endnu. Men er det ejeren af våbnet, som har begået en fejl, må politiet afgøre hvordan og hvorledes, understreger Viktor Steffensen.

- Det kan ikke være rigtigt, at alle folk med våbentilladelse og våben korrekt opbevaret i hjemmet skal være syndebukke, fordi en person laver en fejl, siger han.

Hvorfor har du brug for at have våben på din bopæl?

- Det har jeg, fordi jeg eksempelvis har jagttegn, og så kan jeg lige så godt have mine private våben derhjemme, når jeg skal ud at træne, eller jeg skal på jagt i Sverige. Så behøver jeg ikke køre en omvej forbi skydeklubben, siger Viktor Steffensen.