Psykiatrien efterlyser akuttelefon for psykisk syge
Landsforeningen for psykisk sundhed, SIND, og Venstres psykiatriordfører er begge positivt stemt over for forslaget.
Hvis hjertet pludseligt stopper med at slå, står alarmcentralen klar på nummer 112 til at rykke ud med umiddelbar hjælp.
Men situationen er en helt anden, hvis det handler om alvorlige psykiske problemer. For hvem ringer man til, når sjælen gør rigtig ondt?
Et sådant tilbud findes ikke i dag, og derfor er der brug for en landsdækkende psykiatrisk akuttelefon i lighed med alarmcentralen 112.
Det mener Merete Nordentoft, der er forperson for landets psykiatere og medlem af Det Etiske Råd.
Hun forklarer, at der på det psykiatriske område findes flere frivilligt drevne akuttelefoner herhjemme, som alle gør et fantastisk stykke arbejde.
- Men de har ikke den mulighed, som professionelle drevne akuttelefoner har – nemlig at aktivere det beredskab, som vi har i psykiatrien, siger Merete Nordentoft til TV 2.
Gerningsmand forsøgte at få krisehjælp
Behovet for en landsdækkende psykiatrisk akuttelefon er blevet højaktuelt efter søndagens tragedie i storcenteret Fields på Amager.
I shoppingcentret skød den formodede gerningsmand – en 22-årig etnisk dansk mand – om sig med en riffel og ramte ti personer med sine skud. Tre blev dræbt og fire alvorligt såret.
Det er efterfølgende kommet frem, at han tidligere har været i kontakt med psykiatrien. Politiet har efter masseskyderiet oplyst, at den 22-årige er "kendt i psykiatrien", men det er uvist i hvilket omfang.
Med taxa til psykiatrisk skadestue
Merete Nordentoft mener, at den hjælp, som borgere med psykiske problemer i dag kan få via alarmcentralen på nummer 112, er utilstrækkelig.
Der er i hendes optik behov for en landsdækkende indsats i alle landets fem regioner med personale, der forstår sig på folk med alvorlige psykiatriske problemer.
Disse fagfolk skal have henvisningsmuligheder, så der eksempelvis kan sendes en læge fra et akut psykiatrisk team ud til den psykisk nødlidende.
Merete Nordentoft forklarer, at der findes mange eksempler på folk med psykiske problemer, som ringer ind til de frivilligt drevne linjer for at søge råd og hjælp.
Men for det første kan det være svært at komme igennem til hjælpelinjerne. Og lykkes det at få en fagperson i røret, kan rådene for de psykiske syge i praksis være svære at følge, og derfor er der brug for yderligere hjælp.
- Hvis man ikke selv er i stand til at ringe til sin praktiserende læge og få en henvisning, så skal der tilbydes aktiv støtte, hvor man eksempelvis kan få rekvireret en taxa til den nærmeste psykiatriske skadestue, siger Merete Nordentoft.
Venstre: Interessant forslag
TV 2 har talt med Venstres psykiatriordfører, Jane Heitmann, om muligheden for en psykiatrisk akuttelefon.
Ordføreren kalder det "et interessant forslag og en rigtig god idé".
Hun mener, at der skal oprettes en døgnbemandet telefon, som både kan bruges af psykisk syge, men også pårørende, der er bekymret for deres kære.
- Især pårørende til psykisk syge er meget overladt til sig selv, og jeg tror, der skal meget til, før de ringer 112 med deres bekymringer. Her kunne en akutlinje være oplagt, siger Jane Heitmann.
Venstres psykiatriordfører vil tage idéen om en akuttelefon med til de politiske forhandlinger om en tiårsplan for psykiatrien.
Akuttelefon 112 bør opgraderes
Hos Landsforeningen for psykisk sundhed, SIND, er man også positivt stillet over for forslaget om en psykiatrisk akuttelefon.
Formand Mia Kristina Hansen mener dog ikke, at der skal oprettes en ny telefonlinje.
I stedet forestiller hun sig, at akuttelefonen 112 bliver opgraderet, så personer med mentale sygdomme også skal ringe på det i forvejen kendte nummer.
- Hvis vi skal skabe lighed i sundhed, så er det vigtigt, at vi også skaber sammenhæng mellem mentale og fysiske problemer, siger hun.
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har indkaldt partierne til forhandlingerne om en psykiatriplan 9. september.
Jane Heitmann siger til TV 2, at hun stiller sig uforstående over for, hvor regeringen på baggrund af skyderiet i Fields ikke har valgt at indkald til forhandlinger før.
Ifølge Magnus Heunicke vil der i Region Hovedstaden blive sat gang i en grundig afdækning af den formodede 22-årige gerningsmands kontakt til psykiatrien.