Ung biografansat er blandt de dræbte i Fields

Det bekræfter Nordisk Film Biografer i en pressemeddelelse.

En ung biografansat er blandt de dræbte i søndagens skyderi i Fields.

- Det er med stor sorg, at vi kan bekræfte, at en af vores unge biografmedarbejdere i Fields mistede livet ved søndagens forfærdelige og ubegribelige tragedie. Vi er dybt berørte, og vores tanker og medfølelse går til de pårørende, oplyser Nordisk Film Biografer i en pressemeddelelse.

De fortsætter med at sende tanker og medfølelse til de andre ofre og pårørende, gæster og ansatte, der var til stede i Fields i søndag 3. juli, hvor en gerningsmand skød og dræbte flere i storcentret sidst på eftermiddagen.

To 17-årige – en ung mand og en ung kvinde – er blandt de dræbte. Den tredje dræbte er en 46-årig russisk statsborger, som var bosiddende i Danmark.

Yderligere fire personer blev kritisk såret i forbindelse med søndagens angreb. Tre blev strejfet af skud og kom lettere til skade.

En 22-årig mand er anholdt i sagen.

Fakta: Ti ramt af skud i Fields

I alt ti personer blev 3. juli ramt af skud i Fields.

  • Tre blev dræbt: en 17-årig dansk dreng, en 17-årig dansk pige og en 46-årig herboende russer.
  • Fire blev alvorligt såret: to danske kvinder på 19 og 40 år, en svensk mand på 50 år og en 16-årig svensk pige.
  • Tre blev strejfet af skud og kom lettere til skade: en 15-årig dansk pige, en 17-årig dansk pige og en 45-årig herboende afghansk mand.   

Kilde: Københavns Politi

Modtager krisehjælp

Nordisk Film Biografer oplyser, at de ansatte i biografen i Fields nu modtager krisehjælp, ligesom der også bliver taget hånd om medarbejdere i de øvrige biografer.

- Alle Nordisk Film Biografer var lukkede mandag 4. juli og er også lukkede tirsdag 5. juli i respekt for ofrene og for at tale situationen igennem med vores medarbejdere. Biografen i Fields er foreløbig lukket frem til 11. juli. Vi håber på vores gæsters forståelse, skriver Nordisk Film.

Biografkæden beder offentligheden om at respektere den svære situation for familien og kolleger.

- Vi kan for nuværende ikke sige mere, siger Casper Bonavent, direktør i Nordisk Film Biografer.

Mindehøjtidelighed i aften

Den formodede gerningsmand er en 22-årig etnisk dansker, som mandag blev varetægtsfængslet i surrogat på en lukket psykiatrisk afdeling frem til 28. juli.

Politiets foreløbige efterforskning tyder på, at han handlede alene.

Motivet er ikke fastlagt, men politiet ser på nuværende tidspunkt ingen tegn på, at der er tale om terror.

Tirsdag klokken 20.00 vil der blive afholdt en mindehøjtidelig for de involverede i skyderiet i Fields.